LIve … Claus Hempler

Musikhuset, maj 2019

Det var en speciel aften i Rytmisk Sal i Musikhuset, Aarhus. Speciel for mig i det mindste. Dyster, pegende på sig selv, cool, velsyngende, men først og fremmest på dansk og sikke et dansk. Hvorfor har den mand dog ikke skrevet på dansk før?

Der er så mange referencer man kan komme i tanke om, både tekstligt og musikalsk. Han leger sortseende med sproget som en C.V. Jørgensen, han er selv i centrum i de bekendende tekster, som en teenager i sin dagbog, hans stemme og indtil flere arrangementer er så Leonard Cohen-agtige at det ikke kan være tilfældigt og han er rankrygget cool som en Nick Cave.

Claus Hempler passer lige til mig lige nu. I starten af 90erne lyttede jeg faktisk meget til Fielfraz og syntes der var noget specielt ved deres tilgang til rockmusik. Jeg syntes jeg hørte noget jeg ikke hørte andre steder. Der var Hemplers stemme, men det var mere end det. Det var Fielfraz i det hele taget. Senere soloprojekter og samarbejde med Dicte har jeg ikke lyttet til overhovedet, men kan sagtens høre nu at der er masser af kvalitet at hente der. Jeg bliver bare så træt, når teksterne skal være på prætentiøst engelsk og man ikke tør stå ved hvad man synger.

Hempler passer til mig lige nu. Han er 49 år og har måske sagt til sig selv “OK, nu gør jeg det. Skriver på dansk om mig selv og lader det komme. Jeg er ved at blive gammel og hvis jeg musikalsk skal nogen steder, må jeg gå all-in og så må det briste eller bære.” – og det bærer i den grad.

Klaus Lynggaard skrev i Weekendavisen noget i retning af “Claus Hempler har altid været der, i periferien” og det er også sådan jeg har det. Det nye album “Kuffert fuld af mursten” og koncerten i Musikhuset, Aarhus blev en musikalsk genopdagelse af Hempler, som for mig lige er trådt flere skridt væk fra periferien og ind mod midten af dansk musik.

Live … Forårskoncert 2019

Odder Gymnasium
Forårskoncert 2019

Det er ganske enkelt en fornøjelse at overvære denne årlige begivenhed, forårskoncert på Odder Gymnasium. Der er så mange, så dygtige, så engagerede, så glade unge mennesker, som har lagt en masse timer i at forberede aftenen at man kun kan gå glad hjem.

Og det handler ikke om solopræstationer med drømme om X-faktor og karriere, men derimod om musikalsk glæde ved at kunne levere en musikalsk oplevelse for publikum.

En dejlig aften

LIVE … Uffe Steen Trio + Vestbo Trio

April 2019, Pakhuset, Odder

Dobbelt-trio-koncert med masser af guitar. Først Uffe Steen med Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer.
Uffe Steen spiller guitar fuldstændig efter mit hoved. Han mestrer hele spektret fra det fint vævende og melodiske til det rockede uden mange klicheer. Hver gang man lige skal til at tænke “Ah, var det ikke lidt billigt sluppet” så sker der noget overraskende nyt. Han er virkelig en decideret mester i min bog.

Vestbo Trio er Michael Vestbo, guitar, Jesper Smalbro, bas og Eddi Jarl på trommer.
Michael Vestbo har, efter sigende været elev hos Uffe Steen (lige som Eddi Jarl på trommer har været elev hos Jesper Bo Knudsen) og der var bestemt forfriskende elementer i kompositionerne, men der mangler lige præcis det jeg nævnte om Uffe Steens kompositioner og improvisationer. Det overraskende mangler. Det er nydeligt og virtuost spillet, følsomt leveret med masser af dynamik, men der mangler de tilbagevendende overraskelser. 

Koncerten sluttede med to gange trio, altså med dobbelt guitar, dobbelt trommer og dobbelt double bass, måske mest som en gimmick, men med mulighed for lidt drenget konkurrence og spillen op til hinanden på alle pladser.

En decideret dejlig koncert i et helt fyldt Pakhuset i Odder hvor OLLC også havde arrangeret spisning og hvor der kunne købes lokale øl, lokal kaffe mm.

Jeg synes IKKE Pakhuset er det rigtige sted til koncert med så mange mennesker. Der er ikke plads nok, man er nødt til at passere umiddelbart foran scenen for at komme i baren og med scenen på den lange side hører og ser mere end halvdelen af publikum koncerten helt fra siden.

Og så synes jeg OLLC skal få et nyt bagtæppe.

Uffe Steen Trio
Michael Vestbo Trio

LIVE … Dana LaCroix & Murali Coryell

April 2019, Eriksminde

New York-baseret duo som spillede hinandens sange. Dana med sin fantastiske stemme synger meget insisterende og teknisk fejlfrit, mens Muralis stemme er rusten og udtryksfuld. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på John Hiatt i bestemte passager  hvor stemmen blev nærmest guttural.

Murali Coryell er søn af hedengangne jazz-rock-fusions-guitarist Larry Coryell, som har spillet med Gud og hver mand siden starten af 70erne, og Murali Coryell spiller en meget personlig guitar. Han har i øvrigt et ret stort bagkatalog af albums med blues og bluesrock-inspireret musik.

Et fint og inspirerende møde.

Murali Coryell og Dana LaCroix

Jeg lytter til … Maceo Parker

Jeg er inde i en periode i mit liv, hvor det føles som om der er meget langt mellem de musikalske snapse, hvor musikoplevelserne kører i ring, hvor jeg synes jeg har hørt det hele før og hvor jeg kan blive helt modløs af at tænke på hvor meget tid jeg har brugt på musik, når det nu føles som om jeg er færdig med musik og ikke kan finde de store oplevelser.

Og så er det at jeg falder over gamle Maceo Parker og et enkelt nummer og så var jeg tændt igen. Jeg har egentlig aldrig været til den der rendyrkede funk, hvor groovet bare fortsætter i en uendelighed og hvor det måske mest handler om at komme i en eller anden rytmisk ekstase, men pludselig virker det og jeg sad bare og smilede hele vejen igennem nummeret. Jeg så klippet igen og jeg blev ved med at smile. Der er noget der virker.

Der er noget med sådan en funk-rytmesektion. Der handler det først og fremmest om groove og ikke om tekniske finesser og lir og det fortsætter og fortsætter med bittesmå variationer og man kan næsten blive lullet ind i en trance. Det handler for rytme-sektionen netop om at kunne blive ved og ved med samme intensitet, uden at blive træt, uden at blive ufokuseret fordi det er gentagelser. Og det kan de her. De er ikke de vildeste tekniske mestre, men de holder den i den grad kørende.

Og så er der Maceo Parker, Pee Wee Ellis og Fred Wesley, tidligere blæsersektion hos James Brown som gør det til noget helt specielt (for mig lige i dag i det mindste :-)). Det er så tight, så stramt, så sammenspillet og nærmest een organisme i stedet for tre forskellige horn.
Og så er der de små gimmicks (“Hear the drummer” og i slutningen hvor de alle tre fjerner sig fra mikrofonerne) og jeg nyder det hele.

  • Når man hører Maceo Parkers “Hu” og “Good God” hører man jo tydeligt at han har stået bag James Brown.
  • En fantastisk kommentar til YouTube-klippet: “My god. You could base a whole religion around this groove. “
  • Hele filmen, som klippet er taget fra hedder “My First name is Maceo” og ligger også i sin fulde længde på YouTube

LIVE … Niels Hausgaard

Forum Horsens, 29. marts 2019

Årets Hausgaard-show, som stiller sig i rækken.

Hvorfor mon vi bliver ved med at komme? Måske er det noget med at han stille og roligt er blevet ældre sammen med os og at han stadig har evnen til at se hvad der rører sig i vores ende af aldersskalaen, og det ER sjovt og sangene er efterhånden fuldstændig ligegyldige. Det er historierne og introduktionerne, der heldigvis også fylder mest, som vi kommer for.

Niels Hausgaard, Horsens, marts 2019

Det er Hausgaards beskrivelser af de bittesmå detaljer vi kan grine af. Han er god til det og finpudser konceptet, hvor han præsenterer et udsagn, som han så gentagne gange vender tilbage til, som f.eks. at han IKKE vel have folk til at flytte til Nordjylland.

Når det er sagt, så er der altså også noget stilstand over fænomenet. De politiske budskaber er måske også blevet mindre subtile og mere direkte og showet er måske blevet lidt for genkendeligt – og så igen, måske er det derfor vi kommer? Det er lidt som at høre et gammelt rockband der er gået i stå et sted i karrieren, har fundet formlen og bruger den i en uendelighed. Man kunne nævne Gnags, som lavede spændende musik, som eksperimenterede, som havde en ny lyd på hvert album indtil det på et tidspunkt ikke længere var eksperimenterende og hvor hvert album blev en kopi af det forrige.
Er det lidt sådan med Hausgaard? Vi ved præcis hvad vi får, bliver ikke overraskede og bliver ikke udsat for noget vi ikke ventede.
Vi kommer for at høre det vi ved vi får – og det fik vi.

LIVE … Jacob Dinesen

Skive Teater
16. marts 2019

Jacob Dinesen med band i Skive Teater var måske, for en del, en overraskende rockende oplevelse. Meget bemærkelsesværdigt trak denne 23-årige stemme et publikum som for en meget stor del kunne være hans forældre og hvorfor så det?

Tja, vel først og fremmest fordi hans live-optræden er helt anderledes rock’n’roll end hans albums, som jo har karakter af folk-rock med akustiske guitarer, kvindelige korstemmer, mandolin og den dybe stemme helt fremme i lydbilledet. Jeg tror nogle blev overraskede.

Og skal jeg være ærlig, synes jeg ikke numrene blev bedre af at blive skrællet ned til at være elektrisk rock’n’roll. Det blev faktisk lidt for tydeligt at numrene er skåret over den samme læst alle som en. Der blev alt for lidt dynamik i numrene. Der er altså forskel på om et vers er akustisk fortællende eller rockballade-storladent-hjerteskærende, som f.eks. “Into Your Arms” som var et af de sidste numre ved koncerten. I studieudgaven er den med akustisk klaver, akustisk klaver i versene for så at blive power-rockballade i omkvædet. Ved koncerten ligger rockbandet helt fremme i lydbilledet og det føles som om der startes på et alt for højt intensitets- og lydniveau, så der slet ikke bliver plads til noget dynamaik.

Nå, men det var altså en god koncert, men også anderledes end jeg havde forventet. Et godt og kompetent rockband der leverede varen, nemlig et lidt opgejlet rockshow med sange, som jeg kan finde mange referencer til i kataloget med folkrock og amerikansk  countryrock jeg har lyttet til. John “Cougar” Mellencamp, som jeg lyttede rigtig meget til engang popper straks op i bevidstheden, John Hiatt, men også en ung Bruce Springsteen, uden dog at have så meget på hjerte og Bryan Adams, når det bliver lidt for poppet.

Den dybe stemme som overhovedet ikke lyder som en 23-årig, men nærmere som en livserfaren 50-årig har et kæmpe potentiale. Musikken skæres over en skabelon, men når det virker er det rigtig godt. “Take Her Away” og “Roll With Me” er hits i mine ører.

Hvis alt går godt og han har gode mennesker til at vise vej kan der komme rigtig meget godt fra Jacob Dinesen i de næste mange mange år.

LIVE … Allan Olsen

Kulturkøkkenet, Odder
Feb. 2019

En rigtig god lokal oplevelse.
Allan Olsen var nærværende, kommenterede på det lokale, fortællingerne var opdaterede, sangene var velvalgte og publikum var lydhøre.

Odder Little Culture Club var igen vært ved et vellykket arrangement, men de skal altså få lavet et andet bagtæppe 🙂