Hvornår skete det egentlig? Hvornår var det at jeg blev irriteret? Hvornår var det at jeg første gang tænkte at det da var tilstrækkeligt at klappe på almindelig vis? “Hov det er da vist unødvendigt og lidt pinligt at rejse sig” tror jeg at jeg tænkte.
Jeg ved det ikke hvornår det skete første gang, men nu er der til enhver koncert eller anden kulturel begivenhed, en eller anden, oftest oppe foran, som umiddelbart efter man er begyndt at klappe rejser sig op og med et opfordrende og til tider bebrejdende blik kigger rundt i salen, hvorefter hele salen kort efter står op og klapper.
Stående ovationer var førhen noget man skrev om i avisen. Førhen klappede man LÆNGE, altså flere minutter, hvis det var rigtig godt og efter flere minutters klappen og man stadig havde lyst til at vise sin begejstring og agtelse for præstationen kunne man rejse sig op og fortsætte et stykke tid endnu. De stående ovationer var udtryk for den helt usædvanlige situation. Stående ovationer var avisstof. Stående ovationer var for at fremkalde kunsteren til mere hæder og anerkendelse.
Gyldendals Store danske skriver som afslutning på artiklen om “Fremkaldelse”:
Nu er man sprunget de lange klapsalver over og rejser sig op, som om det er en slags tidsbesparende effektivisering at springe direkte til de stående klapsalver. Sikke noget pjat! Faktisk kan resultatet med tiden blive det stik modsatte. Det usædvanlige bliver almindeligt og om kort tid vil kunstneren blive skuffet hvis publikum IKKE rejser sig. Inflation kunne man også kalde det.
Lad os nu klappe når noget er godt, klappe længe når noget er rigtig godt og lad os så, hvis klapsalverne ikke vil stoppe, rejse os op og forundres over at hele salen i enighed rejser sig.