Det har været en tung uge i kendisverdenen. Vi mistede Erik Clausen, Ulf Pilgaard, Morten Stig Christensen, Quincy Jones og Johnny Madsen.
Der er allerede skrevet en stor mængde nekrologer over dem alle, men jeg kan mærke at det rører mig at Madsen er væk, så han skal have et ord med på vejen.
Madsen var vores helt engang. Han var vores helt indtil han blev alle andres helt, så var han ikke så meget vores helt mere. En mærkelig mekanisme, som vel handler om at kendskab til Madsen blev en identitetsmarkør for os fra nordvestjylland, noget vi havde sammen og da alle i hele landet kom til at kende Johnny Madsen, så virkede det ikke længere på samme måde.
Mit første møde med Johnny Madsen var på Pavillonen i Struer omkring 1977. Pavillonen var et dansested fredag og lørdag, men torsdag aften var der i en periode folkemusik, visesangere mm og her kom Madsen sammen med andre folkemusikere eller Madsen alene. Jeg husker ikke, hvordan jeg fik nys om disse torsdag aftener, men tror det var “Eva fra bogbussen”, som vidste at jeg var musikinteresseret og, som jeg husker det, også var til flere af disse arrangementer på Pavillonen. Det var helt low key med musikerne siddende i baren eller omkring et bord, mens de spillede og der var ikke ret mange mennesker. Men Madsen lagde man mærke til. Der var en udstråling af smilende flabethed, når han spillede sine egne sange med vrøvlede tekster og thyborønsk dialekt. Han spillede i Rumlekvadrillen, traditionel folkemusik, men lavede altså også sine egne sange, som han spillede med nogle andre musikere, måske folk fra det senere La Porta Band, eller alene.
Da jeg gik i gymnasiet fra 78-81 i Struer mødte man også Madsen rundt på værtshusene med sin guitar. Flemming og jeg spillede også rundt på værtshusene og et par gange rendte vi ind i hinanden på Valhalla, et værthus som lå lige ved banegården.
I 1982 kom albummet “De tørre er de bedst…” og det album var netop så anderledes og skævt, som vi følte os, så det blev straks en plade, man bare skulle have stående på pladehylden. Hvis man identificerede sig med Vestjylland, Lemvig, Struer, Thyborøn, så skulle man kunne det meste af pladen uden ad (“Na na na na na Snap’ i æ finger’ Na na na na na Prøv og hør’ Na na na na na Det’ teknik Na na na na na a hå’ lært i Harboør”) Jeg har læst et sted at første oplag af pladen kun blev solgt i 300 eksemplarer. Hvis det er rigtigt kender jeg en stor procentdel af dem der købte den 🙂
Efter gymnasiet flyttede mange af os til Aarhus og København, men holdt alligevel sammen i vestjyske kolonier og derude i det fremmede blev det endnu mere vigtigt med Madsen, som den samlende figur. Når man besøgte hinanden eller kom nye steder, var det jo et fast punkt at man brugte tid på at gennemgå pladesamlingen. Der var sådan en “Vis mig din pladesamling og jeg ved hvem du er”-indstilling, og hvis “De tørre er de bedst…” blev fundet i samlingen, så var der basis for videreudvikling af det nye bekendtskab.
Da jeg boede i København i 1982-83 fandt vi pludselig ud af at Madsen skulle spille på et lille musikværtshus. Jeg husker ikke hvor det var, men jeg husker at vi var 4-5 stykker ud af en lille flok på måske 25 i alt og at Madsen syntes det var sjovt at vi kunne synge med på alle sangene, så han kom ned til vores bord og drak øl med os efter koncerten.
“Madsens septiktanker” kom i 1986 og selv om jeg ikke har noget som helst at have det i, har jeg altid tænkt at den titel var en reference til Kliches “Supertanker” og den havde stadig noget af det crazy over sig, men også lidt mere blues-band og lidt mindre folkemusik. Vi var flyttet fra København til Aarhus og holdt fast i identifikationen med Madsen. I 1987 kom “Chinatown, Yellow Moon og den sorte fugl”, hvor jeg kan huske at jeg begyndte at tænke at hans status i mit liv ikke kunne forblive den samme. Det var skam et fint album, men det blev for meget lige som alt det andet musik, der udkom, bortset fra teksterne, som stadig var umiskendelig Madsen.
Næste lysbillede (nej, jeg tog ikke mange billeder i slutningen af 80erne) er fra folkeværtshuset Æsken i Anholtsgade i Aarhus, hvor vi en aften kom for at høre Lars Lilholt og Johnny Madsen i en trio, men hvor al opmærksomhed blev stjålet af det, for mig, ukendte tredjehjul i trioen, Allan Olsen. Det var en hujende morsom aften med de tre på virkelig slap line, hvor de spillede deres roller som den altfavnende idealist (Lilholt), den djærve vestjyde (Madsen) og den storsnakkende, næsten intellektuelle (Olsen).
Tak for rejsen, Madsen. Det betød noget at du var her.
