23. nov. 2019
Odeon, Odense
En næsten perfekt aften med Jonah Blacksmith i Odense.
Der er noget fascinerende oprigtigt over Alstrup-brødrenes band fra Thy. Der er noget trygt ved historien om at bedstemor altid tog harmonikaen frem efter aftensmaden og at det bare handlede om at spille og være med. Der er noget varmt ved historien om taknemmelighed til en musiklærer som fik dem til at tro på deres musikalske værd og som stadig sender en SMS når han hører dem i radioen.
Udstoppede dyr, standerlamper og gulvtæpper på scenen gør det sidste til fornemmelsen af at være i hyggeligt selskab med en flok unge gutter, der bare godt kan lide at spille.
Og de gør det altså godt. Det er ikke de udvidede akkorders musik, men det er de gode melodiers musik og det er sing-along med “Åh-åh-åh-åh-åh”-mellemstykker, det er lange crescendo-numre der går fra ballade til mandolin-rock’n’roll med to trommeslagere. Det er stor lyd, effektivt korarbejde og det er en meget velsyngende og troværdig Simon Alstrup som forsanger.
Jeg sad og kunne mærke den helt samme fornemmelse som jeg havde midt i 80erne da vi gik til koncert med Run Rig fra Skotland, hver gang de kom til landet. Det var noget med nogle akustiske instrumenter og noget folk-agtigt rockmusik, noget med en autencitet, noget med en tilknytning til et sted som jeg kan identificere mig med, noget med at have en identitet allerede før musikken spiller, men også noget med en sentimentalitet, som er lige på kanten til at blive for meget.
Det var en fremragende koncert og vi kommer til at høre meget meget mere til Alstrup-brødrene i de næste par årtier.
