Tag-arkiv: Anne Linnet

Musik

LIVE … Anne, Sanne & Lis

Skriv en kommentar

Ceres Arena, Århus, maj 2019

Det var overvældende og det kom helt bag på mig. Jeg havde slet ingen forudgående anelse om, hvad der var på vej, for det var jo på papiret blot endnu en koncert med nogle af “de gamle”, men da tæppet gik til side og de tre aldrende kvinder trådte ind på scenen kunne jeg lidt forundret mærke tårerne pible frem og den første halve time blev en kamp for at holde dem tilbage. Hvad skete der lige der?

Dette bliver ikke bare en musikdagbogsoptegnelse, men en rejse tilbage i tiden til de formative år, hvor musikken var meget mere end musik men i udpræget grad også en identitetsmarkør og med til at forme hvem jeg var og hvem jeg blev.

Først skal jeg slå fast at det var en fantastisk koncert, som ramte mig og slog benene væk under mig og det var helt overraskende. Der var jo ikke et eneste nummer jeg ikke kendte. Hvert eneste nummer havde jeg et forhold til, et minde klistret op på, en fornemmelse forbundet med.

Thomas Treo og andre anmeldere har hæftet sig ved at Anne Linnet og Sanne Salomonsen har mistet meget af deres stemmepragt, at de sange der stod stærkest var dem fra de tres solokarrierer og at bandet var middelmådigt, men herregud, Treo, det er jo ikke det det handler om. Jeg synes ofte det er underholdende at læse Treos nedrakninger af de mange koncerter han går til, men han glemmer, som de fleste anmeldere, at understrege at oplevelsen af musik er så subjektiv som noget kan være (eller også glemmer vi det som læsere af anmeldelserne) fordi der er så mange ting der spiller med i oplevelsen og i aften spillede hele min ungdom pludselig med og det kan man ikke sætte sig ud over, når man skal vurdere koncerten.

Vi hørte Shit & Chanel, Jomfru Ane Band, C.V. Jørgensen, Lotte Rømer Band, Kræn Bysted og hvad der ellers kunne kobles til 70ernes danske musikalske venstrefløj. Og musikken var en del af alt hvad vi lavede.
Vi (og jeg husker ikke helt hvem “vi” var) tog med bussen fra Struer til seminariet i Nr. Nissum engang i 1980 for at høre Shit & Chanel og jeg tror det var der, jeg faldt pladask for Lis Sørensen. Jeg var nok forelsket, på samme måde som jeg, da jeg var endnu yngre, var forelsket i Pippi Langstrømpes nabo, lille Annika. Den der varme følelse indeni, når Annika var på skærmen, var den samme varme jeg mærkede, da Lis Sørensen stod på scenen på seminariet i Nr. Nissum. Lis Sørensen var en af os. En pæn pige der tydeligvis ikke var hende der bestemte i bandet, som var lidt forsigtig med lidt hævede skuldre og lidt akavet på scenen, men det var hende der havde den store stemme og det så det ud som om hun gjorde sig umage. Hun var lidt ældre end os og på en eller anden måde fejlplaceret på den scene sammen med Anne Linnet, Astrid Elbæk og de andre seje kvinder, men samtidig beviset på at, hvis man gør sig umage, så kan man, hvad man gerne vil.
Som voksen musikforbruger har jeg haft det svært med Lis Sørensens musikalske soloprojekter, men det startede faktisk som en forelskelse 🙂

Og Per Møller fra det oprindelige Anne Linnet Band kom forbi med sin guitar.

Anne Linnet havde jeg det i starten også rigtig svært med. Der var noget lidt truende over den selvsikre århusianer, som ikke var nogen stor sanger men tydeligvis en dygtig sangskriver, som i teksterne forstod at ramme, især pigerne. Og ja, jeg lyttede nok også til Shit & Chanel fordi de piger jeg gerne ville være sammen med lyttede til Shit & Chanel 🙂

Sanne Salomonsen lagde jeg først mærke til da hun kom med i Anne Linnet Band i 1979 (?) og da Sneakers første album kom omkring 1980 (?). Jeg havde nok hørt navnet ifm musicalen Hair, musicalen Jesus Christ Superstar og måske andre projekter, men hun var ikke et stort navn i min verden. Men i Anne Linnet Band blev hun den frække københavner med rockstemmen og i Sneakers ramte hun jo fuldstændig rent i mit rock-hjerte.

Hvis jeg slår årstallene op ser det ud som om at Sneakers, Shit & Chanel og Anne Linnet Band på et tidspunkt omkring 1981 eksisterede samtidig. Hmmm … kan det nu passe?

Sanne Salomonsen

Anne Linnet Band var en del af soundtracket til hele kollektivtiden fra 1982 i Husum, over Brabrand og til 1993 i Højbjerg og de tre kvinders solokarrierer fra start80erne til i dag er jo et helt kapitel for sig.

Jeg blev overvældet og fik tårer i øjnene fordi det pludselig gik op for mig at de tre kvinder har fyldt så meget og sendte mig tilbage i tiden, men også fordi det jo var tre ældre kvinder der kom ind, hvilket unægteligt må betyde at jeg selv er blevet en halvgammel mand. Den tredje ting var sådan en sentimental fornemmelse af at jeg sammen med 7.000 andre mennesker i Ceres Arena gav noget tilbage til de tre kvinder, at vi sagde tak for 1980erne.

Sanne, Anne og Lis for en del år siden
Sanne, Anne og Lis
Anne Linnet Band 1981 i en hel DR-koncert

Band:

Claes Antonsen – Trommer
Poul Reimann – Keys
Jonas Krag – guitar
Annika Askman. Keys og kor
Vicky Singh – guitar og kor
Jakob Christensen – Bas
Mark Linn – Kor
Julie Lindell – Kor
Thomas Edinger – sax
Yulieski Gonzales – Trumpet

Sætliste

1. You’re Crazy
2. Måne sol og stjerner
3. Kærlighed og empati
4. Flyv med mig
5. Laila
6. Livet det begynder nu
7. Du er lige her
8. Regn
9. Det er ikke det du siger
10. Fordi fordi
11. Twist
12. Hvis du forstod
13. Glor på vinduer
14. Mine øjne de skal se
15. Hvor du er
16. Venus
17. Ind til dig igen
18. Sui Sui
19. Smuk og dejlig
20. Stille dans for to
Ekstranumre
21. Tusind stykker
22. Cha Cha Cha
23. Den jeg elsker
24. I morgen

Musik

Musikkanon 2006

Skriv en kommentar

8. jan. 2006

Det vrimler med kulturkanoner, hvilket er en udmærket anledning til at diskutere hvad der er godt og skidt

Det er tankevækkende med alle disse kanoner i disse år, men det handler jo om en værdikamp og om en opmærksomhed på ”det danske” i almindelighed? Der er et udbredt behov for diskussion af hvad det vil sige at være dansk, og så er der altid nogen der gerne vil forenkle det hele, sætte det op i kolonner og skemaer, så det er nemt at overskue. Og nu skal den rytmiske musik også have sin helt egen statskontrollerede kanon med Brian Mikkelsens underskrift, hvorfor alle mulige andre selvfølgelig iler med deres bud.

En liste med de mest betydningsfulde albumudgivelser vil altid give anledning til diskussion, hovedrysten og ”hvorfor er dit nu ikke med?” eller ”hvorfor er dat nu med?” Det kan ikke være anderledes og det er godt sådan. Det er vel netop den diskussion der skaber bevidstheden om den danske kulturarv. En rytmisk-musik-kanon er et oplæg til diskussion og kan næsten ikke være andet.

Gaffa har lavet sin egen musikkanon, måske for at inspirere Brians udvalg, måske bare for at starte diskussionen. Fint nok! Det er ikke en liste med de store overraskelser, men det skal den slags lister vel heller ikke være. Det er de storsælgende albums der er med, og man kunne næsten have Tuxen og Ramsdal fra Gaffa mistænkt for at have skelet til hitlisterne fremfor det musikalsk skelsættende og det som musikalsk førte videre, men alt i alt er det en fair liste med en argumentation der kan accepteres.

Tuxen og Ramsdal gør selv opmærksom på det problematiske i at tage helt nye værker med på listen. Jeg vil endda sige at det er særdeles problematisk og misvisende at medtage helt nye værker på en sådan liste. Nephews USADSB fra 2004 og måske også Kashmirs ”The Good Life” fra 1999 hører ikke med her. Hvilken indflydelse disse kunstnere og disse værker får vil være uvist mange år ud i fremtiden og at tage så nutidige værker med på listen kan ikke være andet end et (mere eller mindre kvalificeret) gæt. At Nephew er blevet hypet af Gaffa og brancefolk i almindelighed gennem de sidste par år er ikke ensbetydende med at Nephews indflydelse på dansk rytmisk musik holder i mere end ganske få år. De hører ikke med på listen over obligatorisk kulturarv – endnu. Personligt tror jeg ikke på Nephews holdbarhed, men at sætte dem på listen er selvfølgelig blot endnu en måde at placere dem inde i varmen. (!!)

Så mangler vi bare at få indført nogle kontrolspørgsmål i regeringens 40 spørgsmål til mennesker som ønsker dansk statsborgerskab. De skal jo kende til den danske kulturarv og det ville da være ønskeligt om alle nye danskere kender ”Hubertus”, ”Pilli Willi”, ”Vi elsker uniformer” (ups, den er måske ikke så god i denne sammenhæng?), ”Dear Little Mother” og alle de andre.

Gaffas kulturkanon januar 2006
Steppeulvene – Hip – 1967
Savage Rose – Dødens triumf – 1972
Kim Larsen – Værsgo – 1973
Gasolin – Efter endnu en dag – 1976
C. V. Jørgensen – Storbyens små oaser – 1977
Kliche – Supertanker – 1980
Lars HUG – Kysser himlen farvel – 1987
Tv2 – Nærmest lykkelig – 1988
Anne Linnet – Jeg er jo lige her – 1988
Sort sol – Glamourpuss – 1993
Kashmir – The Good Life – 1999
Nephew – USADSB – 2004