jan. 2005
Vega, København

Og så var jeg til koncert med Elvis Costello i Vega i København. Elvis Costello, som jeg aldrig har dyrket, men som altid har været der. Costello som kørte på kassettebåndoptageren med “Watching The Detectives”, da jeg var flyttet hjemmefra i slutningen af 70erne. Costello som pludselig ramte mig i midten af 80erne med “I Want You” fra “Blood & Chocolate” og som overraskede mig voldsomt i 90erne, da hans samarbejde med den vistnok 80-årige Burt Bacharach udmøntede sig i et album der fuldstændig slog fødderne væk på undertegnede med sin blanding af umiskendelige Bacharach-arrangementer og Costellos mange ord og store stemme. Costello som har prøvet det hele, alle genrerne, alle ordene, alle scenerne og som med jævne mellemrum altid vender tilbage til den melodiøse rock’n’roll.

Det var en rørende god koncert. Rørende fordi musikken rørte mig, rørende fordi der hos publikum tydeligvis var stor respekt for manden på scenen og hans værk og rørende fordi Costello viste respekt for sit publikum ved at spillede omkring 30 sange på 2 timer, ingen snak, ingen pjat, ingen krukkeri, han ved hvad han er god til og hvad publikum er kommet for, nemlig at høre ham synge sine sange.

Repertoiret var spredte pluk fra det enorme bagkatalog som Declan McManus (hvis mine forældre havde døbt mig sådan ville jeg nok også have kaldt mig selv Elvis!) har at plukke fra. Hundredvis, ja måske tusindvis af sange er der at vælge imellem fra næsten 30 år med guitaren om halsen, og vi fik både “Watching The Detectives” og et udvalg fra det nyeste album.
Besætningen, The Imposters, fik måske det hele til at lyde lidt ens, selv om Costello med ironisk star-attitude skiftede guitar mellem næsten hvert nummer ved at holde guitaren ud i en strakt højre-arm, mens han med sammenknebne øjne bag de orangefarvede brilleglas stirrende stift på publikum, talte sekunder før roadien havde byttet guitaren ud. Kun når der var en ballade på programmet ændredes lydbilledet så markant at Costellos stemme virkelig kom til sin ret.
Costellos stemme er i mine ører en af rockmusikkens helt store. Det er ikke en typisk rock’n’roll-stemme, men derimod måske en stemme fra tidligere schlagertider og netop denne stemme i kombination med den melodiøse rockmusik giver mig en rigtig god fornemmelse af kontinuitet og genkendelighed men også af noget der peger fremad.

Eller også er det bare fordi han har stået på scenen i al den tid jeg har kaldt mig selv voksen. Et koryfæ man ikke kan komme udenom, ligesom Stones, U2 og nogle få andre overlevende, som har været med på hele min rockmusikalske vej til 2005.