Dejlig dokumentarfilm af Jørgen Leth og Andreas Koefoed om jazz-musik, jazzmusikere, musik i nuet, om at leve for musik, om at improvisere, om at være i musikken sammen med andre musikere, om at finde mening med livet.
Omkring den danske musiker Jakob Bro interviewes en række store jazz-navne over en lang årrække, måske 15 år (?). Bill Frisell, Lee Konitz, Palle Mikkelborg og en lang række andre, som jeg ikke kender. Det er en stille dokumentar med plads til eftertanke, også i filmen hvor tøvende svar, lange pauser og usikkerhed med at omsætte oplevelsen og skabelsen af musik til ord får plads.
En virkelig seværdig film, hvis man har tiden, roen og lysten til lidt fordybelse og eftertanke i musikkens verden.
Pludselig dukker Peter Jacksons 8 timers sammenklip af 60 timers filmoptagelser fra januar 1969, hvor Beatles mødtes hver dag for at skrive, øve og indspille nyt album op og man bliver så nødt til at købe en måneds Disney+.
Når man engang for mange år siden har nørdet Beatles, som jeg har, så er der ikke de store overraskelser i de mange timers følgen de fire, men der sker alligevel noget magisk: De fire bliver langsomt til almindelige mennesker der møder hver formiddag for at skrue nogle nye sange sammen. De mange timer “vi er sammen” gør at det ikke kun er nøje udvalgte guldkorn, der får lov at komme med, men også alle almindelighederne, irritationerne, de skøre indfald og pauserne hvor der small-talkes.
En anden helt magisk oplevelse er at følge tilblivelsen af nogle af de mytiske numre på albummet “Let It Be”. Når nummeret “Get Back” tager form ud af ingenting og sweet Lorretta Martin får sit navn, når “Don’t Let Me Down” præsenteres af Lennon og bearbejdes af gruppen, når “I Me Mine” introduceres af en undseelig George Harrison, så er det nærmest magisk, fordi de numre har en helt central plads i min musikalske udvikling.
Der verserer så mange historier om hvordan Beatles sluttede samarbejdet, så mange rygter, så mange myter og meget bekræftes i disse optagelser men lige så meget munder ud i nye spørgsmål. Prøv engang at tjekke Songfacts.com hvor mange historier der findes om hvert eneste Beatles-nummer.
Jeg er inde i en periode i mit liv, hvor det føles som om der er meget langt mellem de musikalske snapse, hvor musikoplevelserne kører i ring, hvor jeg synes jeg har hørt det hele før og hvor jeg kan blive helt modløs af at tænke på hvor meget tid jeg har brugt på musik, når det nu føles som om jeg er færdig med musik og ikke kan finde de store oplevelser.
Og så er det at jeg falder over gamle Maceo Parker og et enkelt nummer og så var jeg tændt igen. Jeg har egentlig aldrig været til den der rendyrkede funk, hvor groovet bare fortsætter i en uendelighed og hvor det måske mest handler om at komme i en eller anden rytmisk ekstase, men pludselig virker det og jeg sad bare og smilede hele vejen igennem nummeret. Jeg så klippet igen og jeg blev ved med at smile. Der er noget der virker.
Der er noget med sådan en funk-rytmesektion. Der handler det først og fremmest om groove og ikke om tekniske finesser og lir og det fortsætter og fortsætter med bittesmå variationer og man kan næsten blive lullet ind i en trance. Det handler for rytme-sektionen netop om at kunne blive ved og ved med samme intensitet, uden at blive træt, uden at blive ufokuseret fordi det er gentagelser. Og det kan de her. De er ikke de vildeste tekniske mestre, men de holder den i den grad kørende.
Og så er der Maceo Parker, Pee Wee Ellis og Fred Wesley, tidligere blæsersektion hos James Brown som gør det til noget helt specielt (for mig lige i dag i det mindste :-)). Det er så tight, så stramt, så sammenspillet og nærmest een organisme i stedet for tre forskellige horn. Og så er der de små gimmicks (“Hear the drummer” og i slutningen hvor de alle tre fjerner sig fra mikrofonerne) og jeg nyder det hele.
Når man hører Maceo Parkers “Hu” og “Good God” hører man jo tydeligt at han har stået bag James Brown.
En fantastisk kommentar til YouTube-klippet: “My god. You could base a whole religion around this groove. “
Hele filmen, som klippet er taget fra hedder “My First name is Maceo” og ligger også i sin fulde længde på YouTube
Nu har jeg set den samme næsten to timer lange dokumentarfilm 3 gange og har nydt det hver gang, så der må være et eller andet ved historien der rører mig.
Det er historien om den lille by, Muscle Shoals i Alabama, med 8000 indbyggere, som pga nogle ganske få menneskers vilje, evner og musikalitet fra engang i 60erne blev et sted hvor en næsten uendelig række af musikalske stjerner kom forbi for at arbejde og indspille.
At overvære dans har aldrig været en af mine primære kilder til kunstneriske input og oplevelser. Jeg har aldrig søgt det og har i de glimt jeg har oplevet det aldrig fået den der store oplevelse som ville have kunnet booste interessen for dansens udtryk og muligheder – og så faldt jeg pludselig over denne lille 10 minutters kortfilm, som er så smuk at jeg er nødt til at sætte ord på selv om ord kun kan forfladige.
Jeg var længe fascineret af islandske Sigur Rós som er verdensstjerner i genren “postrock”. Deres billedskabende lydbilleder med elementer af både ambient, meditationsmusik og rock har jeg set som en mulig vej ud af poprockens efterhånden trivielle køren i samme spor. Jeg har set postrocken som en mulig vej til en større og måske ligefrem bedre verden og jeg skriver meget bevidst har set, for postrocken, i hvert fald det spor af postrocken som Sigur Rós følger, kommer ikke rigtig ud af stedet. Det bliver lidt for meget meditation og lidt for lidt nye eksperimenter. Violinbuen på den elektriske guitar er ikke længere et eksperiment.
MEN så faldt jeg over nedenstående kortfilm, som alligevel gjorde min verden lidt større. Der er musikken, der er koreografien og så er der selve videoproduktionen. Sammenstillingen giver noget helt andet og mere end summen af de tre. Det bliver større og mere og det rører mig på overraskende vis dybt.
Disse to umælende skabninger betager mig. Fortællingen betager mig. En banal fortælling om en ung mandlig skabning som tumler rundt med sig selv og som pludselig bliver dybt betaget af en ung kvindelig skabning som viser ham interesse. Han ser pludselig kun hende og forfærdes da hun er væk. Hun dukker imidlertid op igen tættere på og de udforsker hinanden og kan ikke få nok af hinanden og alt ender i harmoni.
Det er måske ikke så vigtigt hvilken fortælling der er, men det er vigtigt at der ER en fortælling, at det er en grundfortælling om to menneskers møde og at historien er så tydelig, når jeg nu er en novice ud i at opleve dansen. Og så er der den koreografiske ting, som fangede mig med det samme: De vender ryggen til hinanden. De ser på hinanden ved at bøje sig bagover og måske er det netop da han opdager at hun ser på verden på samme måde som han, ved at bøje sig bagover, at han er solgt. De er af samme slags, ser verden på samme måde og må høre sammen. De udforsker hinanden med ryggen til hinanden, deres rygge skal mødes og de virker som skabninger af en anden verden end vores som fortæller en menneskelig grundfortælling. Og i den harmoniske slutning ser de verden som almindelige mennesker, men med trygheden ved den andens ryg.
Og filmværket er selvfølgelig en stor del af oplevelsen. Den store fabriksruin som kulisse, en anden verden, timingen i klippene i forhold til musikken, de få men effektfulde filmtekniske greb som gentagelsen og slow motion, farverne og stemningen i hele billedsiden har sammen med musikken og koreografien givet mig ugens helt store oplevelse.
Det er smukt og rørende og det er nok for mig. Ikke rørende på den sentimentale måde, men rørende som i berørt, rørende som i en aha-oplevelse. Jeg er berørt af et kunstværk.
Og se den nu i FULL SCREEN
Music video by Sigur Rós performing Valtari feat. Ekki múkk, Valtari, Rembihnútur and Varúð by Christian Larson. Choreographi by Sidi Larbi Cherkaoui. 2012
At overvære dans har aldrig været en af mine primære kilder til kunstneriske input og oplevelser. Jeg har aldrig søgt det og har i de glimt jeg har oplevet det aldrig fået den der store oplevelse som ville have kunnet booste interessen for dansens udtryk og muligheder – og så faldt jeg pludselig over denne lille 10 minutters kortfilm, som er så smuk at jeg er nødt til at sætte ord på selv om ord kun kan forfladige.