Colin & Samir Interviewer the Mozart of Gen Z, Jacob Collier
Jeg ved det kan være svært at afsætte to hele klokketimer til at lytte til en samtale, men hvis du på nogen måde er interesseret i musik og kreativitet i det hele taget, så er dette interview et must. Hvis du har tænkt over hvad internet, video og streaming har gjort ved musikbranchen, så er dette interview et must. Hvad bruger du ellers 2 timer på? Wordfeud? Barnaby? Instagram? To timer er særdeles meget bedre brugt på denne samtale. En samtale som kommer vidt omkring, men som først og fremmest kommer mange lag dybere end betragtninger om berømmelse og teknikaliteter.
Jacob Collier, the Mozart of generation Z, berømmes for sin kunnen, sin mestring af alt hvad der handler om musik, sit arbejde med mikrotonalitet, sin legende tilgang til musik, sit audience choir og sin dygtighed i det hele taget, viser sig at være et eftertænksomt menneske, som med sin engelske høflighed og sin sympatiske opmærksomhed fremstår som et menneske jeg virkelig har lyst til at lytte til.
Han er 29 år og har allerede fået 6 grammies, sælger tusindvis af billetter over hele verden og man kunne lave en liste så lang med de bemærkelsesværdige ting han har gjort og opnået i musikkens verden, men det er netop det, som er så anderledes: Han fremstår ikke som en popstjerne, der skal promovere sig selv og sin musik, men som et lyttende, sympatisk og nysgerrigt menneske, der har gjort sig tanker om det at være et kreativt og skabende menneske i netop vores tid. Det er særdeles spændende og inspirerende.
En Youtube-video af hele koncerten i Lissabon i sommeren 2022. En koncert der er meget lig den koncert vi oplevede på Vega i København. Jeg genkalder mig følelsen før koncerten af næsten kun at kunne blive skuffet, og hvordan jeg efter en sangintro og to numre fik sparket benene fuldstændig væk under mig.
“Rystende”, sagde min bror da vi kørte hjem. “Magisk”, var det eneste jeg kunne sige. “Vildt”, sagde datteren.
Jeg har måske aldrig rigtigt forstået udtrykket “The show to end all shows” før nu. Jeg går nemlig med fornemmelsen af at intet musikalsk show nogensinde vil kunne konkurrere med den oplevelse jeg havde i Vega denne torsdag aften. En fornemmelse af at al musik jeg vil høre fra nu, vil være en svag afglans af hvad jeg allerede har oplevet. Fornemmelsen af at jeg aldrig behøver tage til koncert igen, fordi jeg har oplevet det ypperste. Jagten på den perfekte koncertoplevelse er slut.
Jeg er helt med på at det her er en 100% subjektiv oplevelse og at min oplevelse er min og ikke alle andres, en helt personlig oplevelse. Ikke desto mindre fornemmede jeg at andre havde oplevelser der lignede min, både den del hvor jeg stod måbende og den del hvor jeg fik tårer i øjnene.
Historierne om 27-årige Jacob Collier er mange. Historierne om hans vanvittige musikalitet, hans virtuositet på en lang række instrumenter, hans totalgehør, hans Grammy-vindende vokal-arrangementer, hans aldrig før hørte arbejde med mikrotonalitet, hans master classes rundt på verdens konservatorier, hans videoproduktioner, hans insisteren på at optræde i strømpefødder med to forskellige strømper og hat med ører, hans ubesværethed, hans musikteoretiske nyskabelser. Historierne om at Herbie Hancock sammenligner ham med Stravinskij, at andre kalder ham vor tids Mozart og at Quincy Jones har slået kløerne i ham.
Collier er et internetfænomen, som har brugt YouTube helt fra starten hvor han som ung teenager begyndte at poste musikvidoer med arrangementer af bl.a. Stevie Wonder-numre. Han er musiknørden der bruger YouTube til at dele sit nørderi. Og ægte nørder er fascinerende når de også er begejstrede for deres nørderi, når de elsker at fortælle og formidle.
Mit “bekendtskab” med Collier på YouTube havde skruet mine forventninger så højt op at jeg gik ind til koncerten med en fornemmelse af at live-oplevelsen KUN kunne skuffe og sætte skår i min opbyggede begejstring, men jeg blev blæst omkuld og stod under det meste af koncerten uden at kunne formulere andet end “Ja, ja ja”, mens Collier og band kastede sig rundt i det musikalsk mest avancerede live-show, jeg har oplevet.
Sproget er pop og funk, men det sproget bruges til er meget langt fra hvad jeg har oplevet før. Man har bare lyst til at være der, at være i det. Til mangen en koncert har jeg tænkt “Det kunne jeg også lave” eller “Hvis jeg øver mig, kunne jeg også være med der”, men her var vi efter ganske få minutter et helt andet sted, hvor det kun handlede om at opleve og være i det.
Jeg er tilfældigvis lige nu i gang med at læse Karl Ove Knausgårds “Min kamp” og et sted i bind et fortæller han om hvordan han har det med nogle helt bestemte malerier: “Det var et fantastisk billede, det fyldte mig med alle de følelser fantastiske billeder gør, men når jeg skulle forklare hvorfor, hvori det fantastiske bestod, kom jeg til kort. Billedet fik mit indre til at skælve, men hvorfor? Billedet fyldte mig med længsel, men efter hvad? (…..) Men i samme øjeblik jeg rettede blikket mod billedet igen, forsvandt alle ræsonnementer i den bølge af kraft og skønhed der rejste sig i mig. Ja, ja, ja, lød det så. Det er det, det er. Det er derhen jeg vil. Men hvad var det jeg bejaede? Hvor var det jeg ville hen?” Senere fortæller Knausgård at han sidder i et tog, der kører gennem et kedeligt industriområde og han kigger på solen der går ned i horisonten: “… og jeg tænkte ikke på noget, så bare på den røde, brændende kugle på himmelen, og glæden der fyldte mig, var så skarp og kom så hårdt at den ikke var til at skelne fra smerte. Det jeg oplevede, forekom mig at være af enorm betydning. Enorm betydning. Da øjeblikket var forbi, forsvandt følelsen af betydningsfuldhed ikke, men den blev pludselig vanskelig at placere: Hvad var det helt nøjagtigt der var betydningsfuldt? Og hvorfor? Et tog, et industriområde, sol, tåge?”
Nærmere kommer jeg nok ikke en beskrivelse af min oplevelse, vel vidende at det nærmest er en ikke-beskrivelse. En erkendelse af at oplevelsen ikke kan omsættes til ord – og så alligevel: Det var magisk.
Gaffa-anmelden nedenfor gennemgår meget nøgternt hvad der skete til koncerten
Jeg kan ikke komme af med min begejstring og begejstringen går i en helt anden musikalsk retning end det plejer. De musikalsk begejstrede øjeblikke i mit liv opstår med støre og større mellemrum og det har da givet anledning til en vis bekymring. Har jeg hørt alt eller er jeg bare blevet gammel og musikalsk forstokket? Tja …
Og pludselig får jeg så øre på Jacob Collier. Han har været i mit news feed nogle år, men som en kuriositet med nogle lækre arrangementer af kendte numre. Efter at han fornylig fik tildelt et par Grammyer (for arragement af gamle “Moon River” og Lionel Richie’s “All Night Long”) måtte jeg lige “tjekke ham ud” og i løbet af en aftenstid var jeg fanget ind af en dyb fascination af hvad der er menneskeligt og musikalsk muligt. Han er jo en fænomen. Han bliver kaldt musikkens Albert Einstein, han har totalgehør, han arbejder med mikrotonalitet, han er 24 år, han diskuterer harmoniseringer med Herbie Hancock, han afholder Master Classes om musikalsk arrangement, han holder Ted Talks, han skriver musik, arrangerer, indspiller, laver videoer, giver koncerter, behersker tilsyneladende et væld af instrumenter og så optræder han i farvestrålende pludderbukser og bare tæer og alt ser ud ud til at være legende let. Milos Forman’s fremstilling af Mozart i 80er-filmen “Amadeus” popper op i mit hoved. Et legende musikalsk geni, der tilsyneladende kan alt og som balancerer på kanten af at være alt alt for meget. Det er svært at kapere at et enkelt menneske er så giftet i ens eget domæne. Ikke at han hoverer som Forman’s Mozart. Slet ikke. Han er faktisk ydmyg ift de gaver han har fået, men alligevel bliver det for meget – men samtidig svært at slippe, når man først er kravlet ind i det vildtvoksende univers af harmonier som Jacob Collier disker op med.
Der ligger på YouTube et fantastisk klip hvor Collier forklarer hvordan han i et korarrangement af “In The Bleak Midwinter” modulerer fra E-dur til “G½#”, altså midt mellem G og G# uden at man lægger mærke til det. Det er fuldstændig magisk, ligner og lyder som en tryllekunst, for man lægger simpelthen ikke mærke til det hvis man ikke bliver gjort opmærksom på at klaveret pludselig ikke stemmer mere.
Jeg har tidligere godt kunnet argumentere for at alt for meget teori og analyse kan være med til at ødelægge oplevelsen af god musik, men det er faktisk mange mange år siden at jeg indså at det absolut modsatte er tilfældet. Kendskab til musikteori, analyseredskaber og musikhistorie gør så at sige altid musikoplevelsen større fordi man får nogle ekstra måder at forstå musikken på.
Når alt dette er sagt er det jo altså ren teori, færdigheder, viden og akademisk analyse. Der findes sikkert nok en masse vidunderbørn rundt omkring i verden, også i den musikalske verden, men Jacob Colliers har så lige også ramt nogle skills med video, med Logic og Pro Tools og lysten til at stå frem, som har gjort at han bliver meget synlig.
Hans originale musik (3 albums indtil videre) er skam fine og pæne og en rundrejse i alle hans færdigheder, en rundrejse i genrer og en demonstration af hans tekniske kunnen, men det er ikke musik der får hårene til at rejse sig på armene. Det er ikke kunst, men færdigheder. Det er den del han mangler for at være det totale vidunder og måske derfor at det er helt oplagt at det er to numre af andre kunstnere han har fået arrangements-grammyer for.
Men det er stadig et dybt fascinerende bekendtskab.
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
