New York-baseret duo som spillede hinandens sange. Dana med sin fantastiske stemme synger meget insisterende og teknisk fejlfrit, mens Muralis stemme er rusten og udtryksfuld. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på John Hiatt i bestemte passager hvor stemmen blev nærmest guttural.
Murali Coryell er søn af hedengangne jazz-rock-fusions-guitarist Larry Coryell, som har spillet med Gud og hver mand siden starten af 70erne, og Murali Coryell spiller en meget personlig guitar. Han har i øvrigt et ret stort bagkatalog af albums med blues og bluesrock-inspireret musik.
Jacob Dinesen med band i Skive Teater var måske, for en del, en overraskende rockende oplevelse. Meget bemærkelsesværdigt trak denne 23-årige stemme et publikum som for en meget stor del kunne være hans forældre og hvorfor så det?
Tja, vel først og fremmest fordi hans live-optræden er helt anderledes rock’n’roll end hans albums, som jo har karakter af folk-rock med akustiske guitarer, kvindelige korstemmer, mandolin og den dybe stemme helt fremme i lydbilledet. Jeg tror nogle blev overraskede.
Og skal jeg være ærlig, synes jeg ikke numrene blev bedre af at blive skrællet ned til at være elektrisk rock’n’roll. Det blev faktisk lidt for tydeligt at numrene er skåret over den samme læst alle som en. Der blev alt for lidt dynamik i numrene. Der er altså forskel på om et vers er akustisk fortællende eller rockballade-storladent-hjerteskærende, som f.eks. “Into Your Arms” som var et af de sidste numre ved koncerten. I studieudgaven er den med akustisk klaver, akustisk klaver i versene for så at blive power-rockballade i omkvædet. Ved koncerten ligger rockbandet helt fremme i lydbilledet og det føles som om der startes på et alt for højt intensitets- og lydniveau, så der slet ikke bliver plads til noget dynamaik.
Nå, men det var altså en god koncert, men også anderledes end jeg havde forventet. Et godt og kompetent rockband der leverede varen, nemlig et lidt opgejlet rockshow med sange, som jeg kan finde mange referencer til i kataloget med folkrock og amerikansk countryrock jeg har lyttet til. John “Cougar” Mellencamp, som jeg lyttede rigtig meget til engang popper straks op i bevidstheden, John Hiatt, men også en ung Bruce Springsteen, uden dog at have så meget på hjerte og Bryan Adams, når det bliver lidt for poppet.
Den dybe stemme som overhovedet ikke lyder som en 23-årig, men nærmere som en livserfaren 50-årig har et kæmpe potentiale. Musikken skæres over en skabelon, men når det virker er det rigtig godt. “Take Her Away” og “Roll With Me” er hits i mine ører.
Hvis alt går godt og han har gode mennesker til at vise vej kan der komme rigtig meget godt fra Jacob Dinesen i de næste mange mange år.
Jeg faldt for noget tid siden tilfældigt over noget af Aske Jacobys solomateriale og jeg har næsten ikke lyttet til andet en hel uge.
Manden er på min alder, midt i 50erne, og besluttede (har jeg lige læst mig til) for få år siden at satse hele butikken på at spille sin egen musik efter i årtier at have været studiemusiker, producer og sideman hos mange af landets store popkunstnere (News, C.V. Jørgensen, Thomas Helmig, Danseorkestret for at nævne nogle). Han medvirker efter sigende på 400 albums som studiemusiker.
“Chant” fra 2014 er historien om den 50-årige Aske, der i stedet for at købe en motorcykel, blive skilt eller hvad mænd nu finder på, når de indser at de er på vej til at blive halvgamle, beslutter at leve drømmen ud og tager til Los Angeles for at indspille sine egne sange med bl. a. 72-årige trommeslager Jim Keltner, som har spillet med alt hvad der kan krybe og gå af verdensstjerner
Keltner hvisker Aske i øret at han er en blændende guitarist, sanger og sangskriver, fuldt på højde med alle andre han har spillet med, hvilket ikke er få og ikke er hvemsomhelst.
Aske Jacobys stemme har klare mindelser om John Hiatt, som jeg lyttede meget til i start-90erne. Der er endvidere, specielt på de nyeste live-optagelser fra Paris en fornemmelse af Daniel Lanois i måden at spille guitaren på og lydbilledet generelt.
Der var med andre ord noget velkendt over det allerede første gang jeg hørte det. Vi snakker ikke kun om ekvilibrisme og guitarsoloer, men om sange der understøttes og bliver større og bedre af backingen. Især balladerne, de mere afdæmpede numre rammer lige der hvor de skal.
En hel uge, hvor jeg bare vender tilbage til Jacoby og hvor det vedbliver at varme så dejligt lige der hvor man har brug for det.
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
Jeg faldt for noget tid siden tilfældigt over noget af Aske Jacobys solomateriale og jeg har næsten ikke lyttet til andet en hel uge.