mar. 2005
Nyborg

Som en velment ekstra bonus ved et større arrangement i går blev jeg nærmest tvangsindlagt til at høre Karen Busck unplugged.

Hun har en aldeles dejlig stemme, synger formidabel godt og ser jo aldeles sød ud. Så er det på plads og så er det sagt.

Den bløde pop har selvfølgelig en berettigelse, som morgenmusik i radioen, som baggrundsmusik i Kvickly og som konsumvare i almindelighed. Den bløde pop uden kanter, som bliver spyttet ud fra ethvert pladeselskab med respekt for aktionærerne, er en vare med begrænset levetid, hurtig omsætning og krav om at der i næste uge kommer noget nyt, som lyder magen til men med en ny frisure.

Selvfølgelig var det bare mig der ikke lige var modtagelig i går aftes. Jeg vidste det på forhånd. Jeg har fået nok. Der skal være noget kant ellers er det spild af tid. Enten i teksten eller i musikken eller i påklædningen eller i serveringen eller i præsentationen mellem numrene. Et eller sted skal der være lidt kant, lidt stædig ønsken at være anderledes, selvstændig og unik. Det er ikke nok at være pæn og lige så dygtig som alle de andre.

At lytte til Karen Busck i aftes var som at sidde og stirre på en Per Arnoldi-plakat. Det er jo meget pænt og man kan ikke sætte fingeren på håndværket, men man er færdig med at se på billedet i løbet af forholdsvis kort tid. Man vender sig for at se om der ikke sker noget mere spændende andre steder lokalet. Jo sørme, der er en der sidder og piller næse.