nov. 2005

To akustiske guitar, en hi-hat og en lilletromme, Madsen, Møller og From. Mere behøver man ikke for at vise hvad rock’n’roll er.

Henrik From er steady, Knud Møller kan alle de rock’n’roll-licks der nogensinde er hørt i verden på sin guitar og Johnny Madsen har attituden. Mere skal der ikke til. Der er noget befriende ved at sidde i et pænt selskab på grønne plasticstolerækker i en sportshal og labbe Madsens rock’n’roll-historier i sig.

Der er ikke noget nyt under solen. Musikken er den samme som for 15 år siden. Der er nogle nye titler, bevares, men stilen er den samme, countryblues, countryrock, blues og rock’n’roll, som den har lydt siden “Nattegn” og “Bounty Blue”. Historierne er de samme. Og hvis det i virkeligheden ikke er de samme historier, så passer de bare så godt ind i stilen og til attituden, at man synes man har hørt dem før. Attituden gør at troværdigheden er så stor at historierne bliver sjove på den der fisker-agtige måde, som er kendetegnet ved en lille distance til den overdrevent cool facade.

Møller kan spille og Madsen kan fortælle rock’n’roll.