Tag-arkiv: Kommentar

Musik

Vi ska’ synge, ja vi ska’

Skriv en kommentar

Lidt vemodigt, men meget velovervejet, har jeg haft min sidste fredagsfællessang på efterskolen.

30 årgange af efterskoleelever, der hver fredag har sluttet ugen af med 4-5 sange fra pap-mappen med sange, der ikke er i Højskolesangbogen. Sange som måske er lidt mindre lødige, lidt mere poppede, lidt mere tidens hits, lidt mere lejrbålsagtige og lidt mere egnede til at skråle. Sange som har været valgt mere ud fra egentheden til at skråle end ud fra tekstlig tyngde.
Med 30-35 gange fredagssang i 30 år giver det i omegnen af 1000 fredage jeg har stået med guitaren og papmapperne.

Fra Eriksminde Efterskoles årsskrift 2024:

Vi ska’ synge, ja vi ska’

En praksisbeskrivelse – eller

Overvejelser om samt tips & trix til at bedrive fællessang med 100 efterskoleelever og en guitar.

Vi synger hver dag morgensang fra Højskolesangbogen på Eriksminde, og der er hver uge fælleskor, hvor alle skolens elever synger flerstemmige arrangementer, men der er en anden sangstund, som har været fast på ugeskemaet i årtier, nemlig fredagssangen, den sidste halve time før der er weekend, det sidste på fredagens program, hvor vi har sunget nogle andre sange end dem der er i Højskolesangbogen og hvor stemningen, målet og formålet har været anderledes end for morgensangen og korsangen.

Fredag eftermiddag skal det bare være sjovt at synge og der skal skråles og hujes og det skal gerne være sange, som flest muligt kender. Der skal hen over efterskoleåret opbygges så meget tillid eleverne imellem at de tør at give slip og bare skråle med, uanset hvordan sangstemmen lyder, og der opbygges henover året et lille fælles rum, hvor vi har noget sammen.

Der er skrevet store mængder af artikler, antologier, bøger og akademiske udredninger om fællessang de sidste år, især siden Corona-fællessangen, og jeg vil gerne henvise til en simpel Googe-søgning, hvis man er interesseret i at blive klogere på hvad fællessang kan, hvad fællessang er godt for, men også hvilke fælder der kan være.

Mit ærinde her er et andet. Nemlig at gennemgå de overvejelser og beslutninger, der for mig har gået forud for at stå for fællessang med et efterskolehold. Det er meget konkret, det er i punktform, det er måske lidt nørdet og detaljeret, men det er til gengæld lige til at gå til for enhver, som vil kaste sig ud i genren fællessang med en større flok unge mennesker og en guitar. 

Teksten er formuleret til dig, der kaster sig ud i det.

Udvælgelsen

– Sangen skal være sjov at synge.

– Sangen skal være mulig at lære efter forholdsvis få gennemsyngninger.

– Lad eleverne foreslå sange, som du skriver på en liste. Opfordr til at finde nyere sange, som kan afprøves som fællessang. Der findes en stor stak af gennemprøvede lejrbålssange og fællessange, som mange elever kender og måske har sunget i børneskolen, og den stak har du som en “sikker pulje”, du kan tage af i en snæver vending. Oplægget er imidlertid, at I skal finde nyere sange, gerne fra de sidste 10 år, der fungerer som fællessang. Det gør det til et fælles eksperiment at finde nye fællessange. Det er ikke alle gode popsange, der fungerer som fællessang, og det er omvendt nogle gange sådan at en ikke-særlig-god popsang fungerer særdeles godt som fællessang.

– Lad eleverne foreslå sange til dig personligt, ikke i det fælles forum. Du skriver omhyggeligt titler og kunstner ned på din liste og går hjem og tjekker sangen, tjekker om det er en sang du kan lære at spille, om melodien fungerer i en akustisk version og om du vil stå og synge teksten overfor alle elever. Det kan blive ubehageligt med sjofle, lumre eller stof- og voldsforherligende tekster, når der pludselig sidder forældre med til fællessang.

– Der er mange musikpolitiske udfordringer ved Spotify og andre musikstreaming-tjenester, men at (ca.) al musik er tilgængelig er i denne situation fantastisk. Du kan gå hjem og lytte til de foreslåede sange, finde akkorder og afprøve sangene.

– Du er også nødt til at være opmærksom på, om der er noget i teksten, som kan ramme bestemte elever på en ubehagelig måde.

– Alle forslag skal tages alvorligt, også sange du ikke kender. At tage sangforslag alvorligt betyder også at du, efter gennemlytning, kan argumentere for, hvorfor sangen (måske) ikke kommer i sangmappen.

– Der er en række, også nyere, sange som bliver foreslået år efter år, og du kan blive mistænkt for at det er dig, der sætter sangene på listen. Jeg tror, det sker fordi det overleveres fra årgang til årgang, hvilke sange, der er sjove at synge.

– Vær forberedt på, at der bliver foreslået mange gamle og ældre popsange, som allerede har bevist deres værdi som fællessang. Det er nemt at vælge dem – og det skal du også. Husk imidlertid at holde fast i, at det er et eksperiment, hvor I skal finde nye fællessange.

– Vær opmærksom på om der sidder elever, hvis mor eller far er sanger/sangskriver, og vælg kun deres sange, hvis det er aftalt med eleven. 

– Jeg har haft en tommelfingerregel om at ca. halvdelen af sangene i sangmappen skulle være danske og at der skulle to nye sange i mappen hver fredag.

Forberedelsen

– Når du har fundet en sang, der skal i fællessangmappen, skal du gøre dig nogle overvejelser.

– Forenkl sangen. Pas på med for mange fraseringer, riffs & runs og andre sangtekniske udsmykninger, som gør det sværere at afkode melodien. Versene behøver ikke være fuldstændig ens som i en højskolesangbogssang, men lidt derhenad – en fællessang skal kunne læres nemt af alle og skal ikke nødvendigvis synges som den meget dygtige kunstner der har fremført den.

– Formen. Overvej om der er noget der skal udelades. Det kan virke som et overgreb på sangen, men tænk at det skal være enkelt og tænk det som en fællessang. Tre gentagelser af et omkvæd fungerer måske godt i en velproduceret popsang, hvor der bliver lagt en ekstra guitar og ekstra strygere på ved hver gentagelse, men ikke nødvendigvis til fællessang, hvor du står med din akustiske guitar eller sidder ved klaveret. Der er i tidens pop- og rocksange ofte et vers (A-stykke) og omkvæd (B-stykke) og så er det næsten blevet standard at der er et C-stykke, som kun kommer en enkelt gang i sangen. C-stykker er ofte en udfordring til fællessang, fordi det kun kommer en gang og fordi det er de færreste, som kan synge det. Vær forberedt på, at du måske er den eneste, der synger C-stykket. Du kan gå så vidt at du sletter C-stykket (Jeg har gjort det, uden at nogen bemærkede eller kommenterede det). Til sammenligning er der jo også nogle af de gamle jazzstandards som faktisk har et vers før omkvædet kommer. Det vi kender, det som blev til en jazz-standard, er ofte kun omkvædet.

– Lav din egen slutning som måske er forenklet ift. originalen. Et år sang vi “Dumb Ways To Die” hvor jeg IKKE lavede slutningen om og det fungerede slet IKKE. En ellers klassisk pop-slutning med en gentagelse af sidste linje og endnu en gentagelse, hvor linjen gøres dobbelt så lang, fungerer heller ikke altid, fordi man ikke husker det i en fællessang. Slut med et omkvæd mage til de andre omkvæd.

– Gør dig overvejelser om tonearten. Skal det ligge godt for drengene eller for pigerne eller for dig selv? Helst det hele selvfølgelig, men det kan man jo ikke altid ramme. Er der bestemte dele af sangen du gerne vil have flokken til at synge højt på (drengene eller pigerne)?

Eksempel 1: “Sommer i Europa” spiller jeg i G med et meget dybt vers for drengene (den spænder fra dybt G til højt D), fordi jeg gerne vil have drengene til at “brøle” i omkvædet, hvor vi er helt oppe på det høje D. Det kan de sagtens når de “skråler” igennem. Det ligger højt for mange piger, men hvis du kan få  drengene til at skråle, er du kommet et stykke af vejen. 

Eksempel 2: “Lyse nætter” er en sang hvor der ikke skal brøles af nogen, en fin sang som gerne skal ligge så godt som muligt for alle og helst ligge godt for mange piger. Jeg spiller i E hvor højeste tone bliver et A, hvor de allerfleste kan være med.

– Øv dig. Vær sikker på at du kan gennemføre hele sangen, også selv om ingen kender sangen og ingen synger med. Gør det færdigt selv om du står muttersalene og synger den færdig. Du kan ikke være sikker på, at dem der har foreslået sangen tør synge med, hvis de er de eneste der kender den. Du tager ikke eksperimentet alvorligt, hvis du stopper op fordi ingen synger med. Gør det færdigt og syng den igen næste fredag, før sangen måske får etiketten ikke-god-fællessang. Især i starten af skoleåret risikerer du nemt at stå alene, så vær forberedt.

Mappen

– Skal fællessang være med en old-school-papmappe eller med tekst på storskærm? Det er absolut nemmest at vise teksterne på storskærmen, men du fraskriver dig muligheden for at tage fællessangen med til bålpladsen, i bussen, på turen, på værelset mm. Fællessangs-papmappen bliver holdets fælles ejendom og mange smugler mappen med til guitarundervisning eller på værelset fordi det er en kurateret samling af sange, som det er sejt at kunne spille (i hvert fald nogle af sangene og nogle gange).

– Det er vigtigt at sangene er nedskrevet præcist, som de skal synges, både hvad angår tekst og akkorder. Akkorderne skal stå præcist,  hvor akkordskiftet skal være. Lav et fast layout, når du skriver sangene ned, vælg samme skrifttype hver gang og find måske en lille vignet, som passer til sangen, så mappen får et samlet udtryk. Hvis du bare copy-paster fra internettet uden at rette til, får du en meget uensartet mappe, hvor hygge-guitaristerne kan blive forvirrede.

– Regel: En sang fylder altid en side. Hvis det er et problem at få plads, må du justere på margener, skriftstørrelse og kolonner.

– Når du skriver akkorder, så vær konsekvent (fx H eller B, Δ eller maj7, o eller dim) og tænk på dem, der bruger mappen på værelset til at øve sig på guitar. De avancerede, udvidede akkorder behøver måske ikke stå i mappen. I din egen mappe kan du evt. skrive de udvidede akkorder, du gerne vil spille. Skriv i øvrigt også i din egen mappe, hvor du vil sætte capoen, (hvis du spiller guitar og bruger den slags). I kampens hede kan man nemt glemme at sætte capoen på og misse den effekt, der var tænkt ved at sangen er sat lidt op.

– En fredag hvor du ved at halvdelen af eleverne er væk, bør du måske ikke introducere nye sange til mappen.

– Sørg for at alle mapper er komplette og sørg for at alle mapper er i kassen. Mapperne bliver ofte lånt med på værelset, til bålet, i bussen mm., så du skal med mellemrum tjekke hvor mange mapper der er i kassen og om alle sange er i alle mapper. Det gør en forskel på oplevelsen, hvis sangen I synger mangler i mange mapper.

Udførelsen

– Vær helt klar når fællessangen starter. Hav alle papirer og mapper klar, guitaren stemt, capo, plekter og en plan for hvordan du vil starte.

– Introducer gerne sangene første gang de bliver sunget. Ofte er det bedst kun at bruge tid på at fortælle om en af sangene. Når man er i gang med at synge, skal det helst fortsætte uden lange afbrydelser. Hvis der en fredag IKKE er nye sange, kan man introducere en af de sange i mappen, som man ikke har fortalt om.

– Tøv ikke mellem sangene. Kom hurtigt videre.

– Husk at det IKKE er en performance og elevernes opmærksomhed skal være på sangen og hvad I synger og helst ikke på dig eller guitarspillet eller en glemt capo eller en forkert toneart eller hvor godt der bliver spillet.

– Guitarakkompagnementet skal være effektivt og rytmisk tydeligt uden at blive voldsomt. Spiller du for stille, vil nogle dæmpe sig, for at kunne høre guitaren.

– Det betyder at fingerspil er udelukket.

– Er der en meget karakteristisk guitarfigur, baslinje eller måske blæserfigur kan det være en god ide at indarbejde det i akkompagnementet.

– Du bestemmer de første to sange, som jo oftest er de nye sange i mappen. Derefter foreslår eleverne, hvad der skal synges. Introducer tidligt på året at I synger den sang, der bliver foreslået. Utilfredse buh-ytringer, også dem der bare er for sjov, frabedes, da det kan afholde nogle fra at foreslå en sang. Syng den sang, der bliver foreslået – uanset hvor mange gange den er blevet foreslået tidligere

– En del elever foreslår konsekvent den samme sang, hver gang de bliver spurgt. Det betyder at du i slutningen af året selv kan sammensætte sangrækkefølgen ved at spørge bestemte elever  – sådan cirka 🙂

– Der må meget gerne skabes “ritualer” omkring afsyngelsen af en sang. Flokfølelsen opstår når eleverne fornemmer at kun lige præcis denne flok synger præcis denne sang på præcis denne måde. Det er når teksten bliver ændret i en bestemt linje, når der laves en bestemt bevægelse et bestemt sted i sangen, når alle rejser sig i sidste omkvæd, når der bliver tilføjet et “Hey” osv

I øvrigt

– Husk at processen varer hele skoleåret. Det er hårdt arbejde at starte fællessangen op, gøre det sjovt, gøre det vigtigt og “tale det op”. I starten af året er alle blufærdige og mange har ikke nogen erfaring med fællessang. Nogle år er det virkelig hårdt arbejde de første måneder, hvor alle de sjove ting endnu ikke er opstået. Hold fast i det helt enkle koncept, at der synges et par sange før weekenden. 20-25 minutter og helst ikke længere.

– Du kan sagtens snige lidt kultur- eller pophistorie ind i fortællingerne. 

– Fast sted og fast tidspunkt til fællessang er godt. Slut ugen med fællessang og der bliver knyttet en weekendfornemmelse til fællessangen.

– Fredagen i oktober, hvor der på Eriksminde er tradition for et gensyn med sidste års elevhold, er en vigtig begivenhed for fællessangen. De gamle elever kommer til fællessang med en helt fantastisk gejst. De synger, skråler, hujer og kræver at synge deres årgangs “hits”, og det nuværende hold, som lige er startet, kigger ofte måbende på de gamle elever og ser hvor sjovt det kan være.

– Opgaven er ikke at piske en stemning op i løbet af 25 minutters fællessang, men at opbygge et fællesskab om at synge sammen i løbet af et skoleår. Belønningen får du i foråret og op mod sommerferien, hvor det er det bedste i verden at stå for freddagssangen.

God fornøjelse

Musik

DR P5 – What?

1 kommentar

Jeg har forstået at DR har nedlagt radio- og TV-kanaler, har flyttet rundt på udsendelser, digitaliseret, relanceret kanaler og omskrevet kanalprofiler. DR P5 blev oprettet for omkring 10 år siden og rettet mod landets ældre borgere, som jeg forstod det. Dansk musik, dansktop-musik, altså dansktop forstået som en henvisning til Jørn Hjortings Dansktoppen, som startede i 60erne med oversatte tyske schlagere og som blev en helt egen genre.

Siden starten har DR P5 været kanalen der kørte i baggrunden hjemme hos min mor. Musikken passede til hende som var i sine 20ere i 1960erne. Hun fylder 80 i år og har stadig P5 kørende og måske har hun slet ikke opdaget at musikken har ændret sig?
Jeg studsede forleden, da vi sad med kaffen ved køkkenbordet og der ud af radioen tonede Bryan Ferry og Roxy Music. Jeg skævede over til displayet for at se om det nu var P5, og det var det. Værten sagde efterfølgende at vi havde hørt Roxy Music med et nummer fra „den der plade med to kvinder der kaster med spyd. Måske har du den stående på pladehylden?‟ What? tænkte jeg (vistnok på engelsk ja) – Er det en måde at præsentere Roxy Music’s Flesh + Blood fra 1980 – og det var det, for straks efter var vi videre til noget Lars Lilholt.
Kort efter skete det samme igen: Whole Lotta Love med Led Zeppelin bragede ud i mors køkken og jeg vippede med foden og lurede på om mor havde opdaget at det hverken var Lilholt, Hansi Hinterseer eller Stig Rossen, men derimod Robert Plant, Jimmy Page og vennerne. Det havde hun ikke.

Hvis hun på et tidspunkt synes hun gerne vil høre en anden kanal, så hjælper jeg hende selvfølgelig med det og det er slet ikke det som slog mig der ved køkkenbordet. Det var mere det at jeg i DRs segment-tænkning nu hører til samme segment som min mor. Om man hørte Jørn Hjortings dansktop-musik eller man hørte Led Zeppelin i 1970erne kommer ud på et. Musik fra 70erne er nu en stor pose med blandede bolsjer af alle mulige slags for den aldrende gruppe der hørte musik i 70erne.
Og jeg er en af dem. Suk.

Musik

LP-plader

Skriv en kommentar

IMG_20150212_172846I forbindelse med ferie, flytning og ommøblering blev i dag dagen hvor jeg har hørt LP-plader fra morgen til aften.

Der er noget helt specielt ved den omstændelighed der er forbundet med at lytte til LP-plader. Man skal hele tiden være opmærksom hvornår pladesiden er færdig og man skal hen og løfte pickuppen (ingen automatik her, men en Rega Planar 2 fra Hifi-klubben engang i 80erne), vende pladen, støve den af og sætte pickuppen ned igen. Efter endnu 20-25 minutter er pladesiden færdig og man skal løfte pickuppen igen, løfte pladen forsigtigt af, så man ikke sætter fingeraftryk på, ind i indersleeven, vende indersleeve en kvart omgang, så pladen ikke triller ud af coveret, vurdere og lede efter næste plade man gerne vil høre og så forfra.

Omstændeligheden gør noget ved måden man lytter – og jeg skal på ingen måde forherlige de gode gamle dage, men blot iagttage en forskel på playlister på Spotify/Wimp/TDCPlay og LP-plader. Omstændeligheden gør som nævnt at man hele tiden er opmærksom på musikken. Den karakteristiske lyd af en pickup der kører i inderste rille, når der er skruet højt op kalder en til grammofonen hvor man skal tage stilling til hvad der skal ske.

Man hører altid hele værker, samme kunstner mindst en pladeside og som regel en hel plade – jeg har aldrig været til singleplader. Dette faktum gør at forbavsende mange af de gamle plader er sammenhængende „historier‟ eller konceptalbums.

Udvalget af musik står på hylden. Det at al musik i verden ikke er umiddelbart tilgængeligt, men kræver at man bruger sin sparepenge på at købe det, gør hver enkelt plade mere værdifuld. Den er nøje udvalgt blandt butikkens endeløse rækker af LPer og der ligger en beslutning og en prioritering ved hvert eneste album.

Og for pokker da: De originale Beatles-albums findes slet ikke på Spotify, men de står alle blandt mine LPer. Jeg skal da huske at spille dem for mine piger. De støder aldrig på dem online.

Musik

Spotify

Skriv en kommentar

spotifyMusiktjenesten Spotify har haft sit indtog i de små hjem. Diskussionerne har i hele 2012 kørt i musikkredse, om det er godt eller skidt, om afregningen er for lille eller OK, men nu har den været her i mere end 1 år og er ikke bundet op på telefonselskab, TV-abonnement eller andet. En stand-alone musiktjeneste, som er i fuld gang med at ændre musikforbruget og som over tid vil betyde at al musik vil være tilgængeligt hvor som helst der er netadgang.

Men skal musikerne og rettighedshaverne nu være glade eller triste?

Er det rimeligt og godt for musikerne at al musik er tilgængelig og får de en rimelig afregning? Vi har det sidste års tid hørt tilsyneladende horrible historier om at Lady Gaga har fået en latterlig lille afregning for en million streams og danske musikere som ikke engang kan betale deres eget abonnement på Spotify for den afregning de har fået. Lady Gaga-historien viste sig at være usand og det er svært at blive klog på hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Ingen kan helt gennemskue afregningsmodellen, men 3-4 øre pr stream forlyder det, er måske gennemsnittet, og det lyder, indrømmet, ikke af meget, men regnestykket skal sammenlignes med hvad rettighedshavere og musikere tjener på andre måder at sælge deres musik.

Regnestykker

Hvis vi fx vil sammenligne med en kommerciel lokalradio så kan man hos Gramex finde et eksempel på en udregning af hvad der betales for at spille musik i lokalradioen. Det forudsættes at radioen kan høres af 125.000 mennesker hvorfor betalingen er så 1,04 kr pr. minut. Hvis vi siger et nummer varer 3 minutter bliver det altså en afregning på 3,12 kr. Det er selvfølgelig ikke alle 125.000 potentielle lyttere som faktisk hører den, men hvis vi siger at 5% lytter til radioen så er det 6.250 mennesker som hører det spillede nummer. Altså kunsteren (eller rettere sagt rettighedshaverne) får 3,12 for at 6.250 mennesker hører nummeret på lokalradioen.

Hvis der er 6.250 mennesker der hver især streamer det samme nummer hver for sig hjemme ved dem selv må afregningen være 6.250 x 0,03 = 187,50,- kr hvilket immervæk er en noget andet størrelse end 3,12 kr

Men hvad så med CD-salget som jo de sidste 10-15 år er blevet mindre og mindre? Bliver rettighedshaverne snydt af Spotify i forhold til hvad de tjener på CD-salg?

Der er mange usikre parametre i disse regnestykker, fx at CD-salget falder, ulovlig kopiering og download, fordelingen mellem rettighedshavere, hvor mange gange en købt CD faktisk bliver afspillet osv osv, men lad os lave nogle antagelser.

– Lad os antage at musikeren får 10 kr pr. solgt CD

– Lad os antage at der er 10 numre på en CD

– Lad os antage at afregningsprisen for streaming af et nummer er 0,03 kr

For at musikeren får det samme beløb ved streaming som ved CD-salg skal der altså streames 10,00/0,03 = 333 numre. Hvis der er 10 numre på CDen svarer det til at afspille hele CDen 33 gange. Hvis CDen afspilles flere gange kunne man sige at det er en bedre forretning for musikeren at der streames. Og man skal huske at de 0,03 kr bliver afregnet ved hver streaming, også ud i fremtiden.

Jeg synes ikke det lyder som en dårlig forretning for kunstneren, men måske er der noget jeg ikke ved?

Kultur, Musik

Stående ovationer?

Skriv en kommentar

Hvornår skete det egentlig? Hvornår var det at jeg blev irriteret? Hvornår var det at jeg første gang tænkte at det da var tilstrækkeligt at klappe på almindelig vis? „Hov det er da vist unødvendigt og lidt pinligt at rejse sig‟ tror jeg at jeg tænkte.

Jeg ved det ikke hvornår det skete første gang, men nu er der til enhver koncert eller anden kulturel begivenhed, en eller anden, oftest oppe foran, som umiddelbart efter man er begyndt at klappe rejser sig op og med et opfordrende og til tider bebrejdende blik kigger rundt i salen, hvorefter hele salen kort efter står op og klapper.

Stående ovationer var førhen noget man skrev om i avisen. Førhen klappede man LÆNGE, altså flere minutter, hvis det var rigtig godt og efter flere minutters klappen og man stadig havde lyst til at vise sin begejstring og agtelse for præstationen kunne man rejse sig op og fortsætte et stykke tid endnu. De stående ovationer var udtryk for den helt usædvanlige situation. Stående ovationer var avisstof. Stående ovationer var for at fremkalde kunsteren til mere hæder og anerkendelse.

Gyldendals Store danske skriver som afslutning på artiklen om „Fremkaldelse‟:

„Et særligt entusiastisk publikum kan yderligere kaste blomster op på scenen under stående ovation og taktfaste klapsalver, der ikke synes at tage ende: Verdensrekorden indehaves af operasangeren Luciano Pavarotti, der på Deutsche Oper Berlin i 1988 blev fremkaldt 165 gange efter sit gæstespil som Nemorino i Gaetano Donizettis Elskovsdrikken„

Nu er man sprunget de lange klapsalver over og rejser sig op, som om det er en slags tidsbesparende effektivisering at springe direkte til de stående klapsalver. Sikke noget pjat! Faktisk kan resultatet med tiden blive det stik modsatte. Det usædvanlige bliver almindeligt og om kort tid vil kunstneren blive skuffet hvis publikum IKKE rejser sig. Inflation kunne man også kalde det.

Lad os nu klappe når noget er godt, klappe længe når noget er rigtig godt og lad os så, hvis klapsalverne ikke vil stoppe, rejse os op og forundres over at hele salen i enighed rejser sig.

Musik

Åbent brev til Veto

Skriv en kommentar

Åbent brev til Veto

Jeg er i et dilemma.

På den ene side vil jeg selvfølgelig gerne ønske jer tillykke med den store pris. Der er mange priser at hente rundt omkring, men P3Guld er da en af de større. Tillykke med pengene og studietiden og æren. Og det mener jeg af et ærligt hjerte. I har fortjent det og selvfølgelig skulle I have prisen, for jeg mener stadig det er aldeles originalt det I laver.

Når det er sagt så er jeg nødt til, på den anden side, at gøre gældende at hele konceptet med disse awards og award-shows er sygt. Hele ideen om at konkurrere om musik er forfladigende for vores opfattelse af hvad musik er og er med til at gøre musikken til en vare fremfor et kunstnerisk udtryk og jer musikere til brikker i et stort og uigennemskueligt spil om penge, seertal, salgstal og alt muligt andet som IKKE har noget med musikken at gøre.

Jeg synes det er fedt når nogle uddeler arbejdslegater, når nogen kan høre et potentiale, kan høre at der er noget at arbejde med og at det er ærligt ment og så investerer i det. Jeg synes det er dejligt når nogle bakker op om noget de tror på med penge, tid eller kræfter, men nu er detogså blevet til et show-koncept – X-Factor.

Og P3 Guld er en del af den samme ide. Der skal konkurrence og en pirrende spænding om udfaldet til for at holde seerne ved skærmen og en god præmie for at deltagerne skal ønske at vinde. Så er alle jo glade, kunne man indvende. Seerne er glade, musikerne er glade, publikum er glade, pladeselskaberne er glade, men taberen er musikken. Den musik som laves af nødvendighed, fordi man ikke kan lade være, fordi man har det indeni og er nødt til at lukke det ud. Taberen er den musik som er lavet af en indre nødvendighed og fuldstændig uden hensyn til hvordan man tror det bliver modtaget af andre og hvilke priser den vil indkassere.

Selvfølgelig skal I være glade for prisen og som før nævnt skal jeg være den første til at skrive under på at I har fortjent den og jeg er vild med det I laver. Måske skriver jeg dette af frygt for at I skal blive indfanget af award-manien og miste gnisten og gejsten, der gjorde at I lavede nødvendig musik før nogen lyttede til jer.

Kommentarer

| supertroels d. February 07 2009 22:50:02

Glemmer du ikke i dine overvejelser at man godt kan lave nødvendig musik – altså musik fordi man ikke kan lade være – og samtidig vinde anerkendelse for det?
Jeg er enig med dig i at award shows er et underligt koncept, men vil du også mene at en skuespiller eller en forfatter er i fare for at miste sit fokus i sin kunst, ved at vinde en bodil eller en litteraturprisen fra Nordisk Råd?
Du ser det meget som en konkurrence og jeg tror først at, det er hvis man gør netop det, det bliver smittende sygt.
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg er fuldstændig ligeglad med de priser og det fortæller mig ikke andet end at, der er nogen der lytter til det, jeg alligevel ville lave. Det påvirker ihvertfald hverken min kreativitet eller mit udtryk og s?dan har jeg i sinde at det skal forblive.

 

| Alex d. February 20 2009 15:19:11

Jeg glemmer ikke at man godt kan lave nødvendig musik og samtidig høste anerkendelse. Jeg påpeger blot at anerkendelse kan blive vigtigere end musik og DET er farligt (for musikken altså).
Det sker selvfølgelig ikke for jer, for jeg er sikker på I vil blive ved med at søge nye udtryk og perfektionere det kendte. Lov mig at I vil det, uanset om det giver anerkendelse, så er jeg tilfreds!

 

Musik

Roskilde rydder stadig op

Skriv en kommentar

apr 2008

Ifølge JyllandsPosten i dag rydder man stadig op på festivalpladsen efter sidste års festival, fordi pladsen først nu er så tør at man kan få affaldet op af jorden.

Imponerende at man stadig rydder op 9 måneder efter mudderbadet, og uforståeligt at det er nemmere når jorden er tør. Hvis jorden nu efter 9 måneder endelig er blevet tør må det da være aldeles besværligt at få affaldet op???? Så skal det jo graves op det hele. Jeg forstår ingenting!

Og festvalen indrømmer at tingene sidste år var ude af kontrol. Man improviserede sig frem – og det er da dejligt at man nu efter 36 års øvelse vil forberede sig på at det måske regner i festivalugen, og man vil tjekke at drænrørene er rensede og man vil lægge flis ud til fri afbenyttelse.

Man skulle jo tro at de har læst mit indlæg om Vejret på Roskilde 07!

Jyllands Postens artikel:
http://jp.dk/kultur/popmusik/article1322835.ece

Kultur, Musik

Roskilde Festival 2007 – og nu til vejret

1 kommentar

aug 2007

Den gamle mand har været på Roskilde Festival. Og så netop i 2007 hvor der kom så meget vand som Roskilde Festival ikke har set i de foregående 36 år. Næsten 100 mm i løbet af ugen. Og vi sejlede i vand og vi vadede i mudder og vi traskede i gummistøvler og det var præcis som jeg husker det da jeg sidst var på Roskilde Festival i 1984, for 23 år siden, 22 år gammel!

But we did all 8 days!

Det blev en overlevelsestur med to punkter som jævnligt skiftede plads på dagsordenen, nemlig at klare dagen og vejen med føde, hygiejne (??) og søvn og som det andet : musikken. Vi, min datter og jeg, tog på Roskilde Festival med musikken som det primære. Vi skulle høre alt det nye og fede, men overlevelsen rykkede i perioder op som det primære og musikken røg så ned som det sekundære. Sådan er vi mennesker vel indrettet ? Heldigvis.

Vi ankom søndag eftermiddag og slog vores telt op på den eneste ledige plads vi kunne finde efter mange timers rejse i tog, med bus og på gåben i det allerede våde og smattede område, nemlig et sted hvor der stod 6-8 cm blankt vand. Pladsen var naturligvis ledig pga det blanke vand, men det blev vores held. Stedet fandt vi helt nede i bunden af G-området og lå ikke specielt lavt, men var altså oversvømmet allerede. Vi satsede på at bunden i teltet ville holde tæt og placerede teltet i det højestbeliggende hjørne af den lille plads og måtte have hele hånden under vand når pløkkerne skulle sættes i.

Samme aften forsøgte en flok at sætte et stort telt op ved siden af og måske fik de det rejst, men næste morgen lå det tomme telt jævnet med vandet og vi så ikke vores næsten-naboer siden.

Der blev gravet grøfter til at lede vandet væk. Der blev skovlet vand og mudder væk fra teltindgange. Der blev ofret campingstole til at lave broer over de gravede grøfter. Der blev købt presseninger, regnslag og spinkle hvide pavillioner i stakkevis. Køen ved Spejdersport-butikken i handelsområde West var den længste kø overhovedet i de første dage. Alle forsøgte at holde humøret højt, vi var først lige startet, men når man stod på toppen af trappen ved overgangen over banelegement og kiggede ud over handelsplads West, som var en kæmpestor mudderpøl med en lille ø ude i midten, kunne det være svært at se hyggen.

„Vi havde en god dag tirsdag‟ sagde vi til hinanden hele onsdagen og hele torsdagen og det meste af fredagen, hvor der kom forlydender om at det måske ville blive mere tørt i weekenden. „Vi skal huske på at vi havde en god dag tirsdag‟. Det regnede nemlig kun lidt, dvs nogle få halve timer, om tirsdagen.

Torsdag regnede det da vi vågnede og det fortsatte til kl. 2 om natten. På torsdagen hvor festivalpladsen åbnede faldt der lige så meget vand som der gjorde i hele festivalugen i 1997, som hidtil har været den vådeste. Vi snakkede om det grønne græs vi kunne skimte inde på selve festivalpladsen gennem hegnet. Hvor længe ville der gå efter kl 1700 før også det grønne græs var forvandlet til mudder? Vi tippede på et par timer, og blev overrasket over at det ikke tog nær så lang tid. Da klokken blev 1700 og pladsen åbnede fór vi ind og satte os i vores regntøj ned på græsset. Muligheden for at sætte sig ned på græsset, eller på jorden for den sags skyld, er et overset og undervurderet privilegium, som jeg har sat stor pris på siden Roskilde ’07. Det faktum at man går og står på sine fødder fra 10 formiddag til 01 nat og ikke kan sætte sig fordi der er smat overalt, gjorde at en plet grønt og vådt græs var en velsignelse.

Det regnede da vi stod i kø til forscenen til Björk og det regnede da hun sang og vi blev varmet af hvad der skete på scenen.

Lugten af smat havde jeg glemt. Især lugten når regnen stopper, solen kigger frem og fordampningen starter. En sødlig og umiskendelig Roskilde-smat-lugt!

Fredag morgen, efter torsdagens mange millimeter regn, var en stor lejr 50 meter bag vores telt omdannet til en sø med en halv meter vand og fire telte der stod alene på en ø i midten.

Der blev indført hård disciplin i teltet, hvor vores sovekabine blev udnævnt til det ‚allerhelligste‛, hvor der kun måtte findes luftmadrasser og soveposer. Vi sov fortrinligt og mindst 10 timer hver nat. Hurra for ørepropper!

Da der lørdag formiddag blev spredt snittet hø og halm på gangvejen bag os og jeg sneg mig til at samle en favnfuld duftende hø ind i teltets smat-‚forgang‛ gik perspektiverne op for mig. Jeg glædede mig som et lille barn der har fået den julegave det ønskede sig. Da vi gik tilbage til teltet om aftenen sagde vi til hinanden ‚… og vi har frisk hø!‛ og vi glædede os til at komme ned i det velduftende telt, hvor en favnfuld hø gjorde at vi syntes vi var rige og privilerede.

Og Roskilde Festival har efterfølgende fortalt om slamsugere der kørte i døgndrift og hvor mange kubikmeter flis der blev kørt ud og det er givetvis rigtigt altsammen, men vi så hverken slamsugere, flis eller snittet halm før torsdag, hvor festivalpladsen åbnede. Man kan sige at servicen for alle de campister som lå på pladsen fra søndag før festivalstart var absolut fraværende. Det burde kunne gøres en hel del bedre. Undtagelsestilstand eller ej.

Roskilde ’07 var en våd affære og vil, hvis de globale klimaforandringer ikke indtræder hurtigere end forventet, gå over i historien, som en overlevelsestur der trak tænder ud, men vi gennemførte – og det er da også noget!

Musik

Single cask whisky er som en koncert

Skriv en kommentar

Oktober 2006

At gå til whiskysmagning og smage de enestående single cask whiskies er som at gå til koncert: Man ved at det er en enestående oplevelse i forhold til at drikke standardaftapninger og lytte til CDindspilninger af musik, hvor det er ens hver eneste gang.

Nu har jeg prøvet det! Jeg har været til whiskysmagning for første gang og følte mig ganske godt tilpas i selskab med de sjældne dråber.

Single cask
Temaet var singlecask-aftapninger fra Skotland og de tilhørende historier var interessante og spændende – og lidt nørdede, for sådan er det vistnok at smage single cask-aftapninger: Det er ikke kun smagen, det er oplevelsen ved at være en af en lille flok som får lov til at smage lige netop denne flaske.

Der var fx den Glenturret 1978 Wood Mission Range som var tappet i 2005 på præcis 384 flasker hvoraf de 12 var kommet til Danmark, hvoraf vi nu så sad og drak den ene (som var nummer 284). Og så netop Glenturret som jeg besøgte engang midt i 90erne. Da lå denne ene tønde så stadig og sugede farve og fylde fra bourbonfadet – måske så vi det da vi var på rundvisning??

Standardaftapninger og CDer
Jeg hører mest musik ved at afspille CDer. Der er brugt mange mange timer på produktion, afpudsning, justeringer, tilføjelser, ændringer, tilpasning til markedet og regulering af niveauer. Når alle involverede er tilfredse udgives musikken, hvor den selvfølgelig lyder ens hver eneste gang den afspilles.

En CD er som en standard-aftapning af en whisky, som er tilpasset markedet, justeret med karamel, smagt til, fortyndet, reguleret osv. Det kan stadig være en fantastisk god CD og en fantastisk god whisky, single malt med egen charme og kendetegn, men det er stadig en standardaftapning. Næste gang du køber en flaske kan du godt regne med at smagen er den samme – ligesom vi også regner med at der er den samme musik på to ens CDer.

Single cask og koncerter
Anderledes er det med koncerter og singlecask aftapninger.. Du ved simpelthen ikke hvad du går ind til. Du kender kunstneren, musikerne, CDerne og har en ide om hvilke numre der skal spilles, men du ved ikke hvordan de vil spille lige præcis i aften. Du ved ikke om de har lavet om på arrangementerne, om musikerne har været oppe at skændes lige før koncerten, om guitaren er blevet repareret, om sangeren har halsbetændelse og om de overhovedet er tændt i aften. Men man ved at det kun er lige præcis til denne ene koncert at der bliver spillet lige præcis sådan.

På samme måde med det enkelte fad whisky. Du kender distilleriet, kender baggrunden, kender historien, kender standardaftapningerne, men du ved ikke hvordan det er gået med lige præcis dette ene fad, som har været overladt til sig selv i årevis. Den er ikke justeret med karamel, den er ikke fortyndet, den er ikke koldfiltreret og den er ikke blandet med anden whisky. Den er ganske enkelt bare tappet fra tønden på flasken og skal tages, ligesom koncerten, som en enestående oplevelse.

En måske banal iagttagelse som gjorde mit liv en lille smule mere spændende.

Musik

Er det nu synd for Tina Turner?

8. maj 2005

Den husstandsomdelte gratis avis ”Søndagsavisen” skriver i dag at det er synd for Tina Turner at hun ikke vidste at et evt overskud ved HCAndersen-showet i Parken skulle gå til velgørenhed.

Ingen af de interviewede kunstnere bruger ganske vist netop den formulering, men sådan lyder overskriften, og Rebecca Brüel, Anders Blichfeldt og Signe Svendsen synes alle tre at det er i orden at fru Turner fik en million dollars + det løse for at synge to sange til et medbragt kassettebånd. Det er ikke fru Turners griskhed men amatøragtige arrangører der er skyld i underskuddet, siger de.

Det er jo markedsmekanismerne der udstilles fra sin allergrimmeste side. Den får alt hvad den kan trække. Hvis nogle amatørarrangører ovre i Danmark vil betale en mio. dollars for ti minutters optræden så skal de da betale. Så enkelt er det – fuldstændig uanset om det er en rimelig pris.

Og det er da ikke synd for Tina Turner at hun er blevet prygelknabe og kan sætte 5,7 mio. kr ind på bankbogen. Hun kan da bare betale dem tilbage, eller give de 5 mio. kr til det projekt der skulle støttes i Afrika.

Og s må arrangørerne have lært at musik-bookingbureauer er som handlende på en markedsplads i Sydeuropa. Den ”special price for you” man får tilbudt er et udgangspunkt for forhandling og hvis man betaler den først forlangte pris er det enten fordi man har rigtig mange penge eller fordi man ikke ved hvad tingene er værd.