Tag-arkiv: Kommentar

DR P5 – What?

Jeg har forstået at DR har nedlagt radio- og TV-kanaler, har flyttet rundt på udsendelser, digitaliseret, relanceret kanaler og omskrevet kanalprofiler. DR P5 blev oprettet for omkring 10 år siden og rettet mod landets ældre borgere, som jeg forstod det. Dansk musik, dansktop-musik, altså dansktop forstået som en henvisning til Jørn Hjortings Dansktoppen, som startede i 60erne med oversatte tyske schlagere og som blev en helt egen genre.

Siden starten har DR P5 været kanalen der kørte i baggrunden hjemme hos min mor. Musikken passede til hende som var i sine 20ere i 1960erne. Hun fylder 80 i år og har stadig P5 kørende og måske har hun slet ikke opdaget at musikken har ændret sig?
Jeg studsede forleden, da vi sad med kaffen ved køkkenbordet og der ud af radioen tonede Bryan Ferry og Roxy Music. Jeg skævede over til displayet for at se om det nu var P5, og det var det. Værten sagde efterfølgende at vi havde hørt Roxy Music med et nummer fra “den der plade med to kvinder der kaster med spyd. Måske har du den stående på pladehylden?” What? tænkte jeg (vistnok på engelsk ja) – Er det en måde at præsentere Roxy Music’s Flesh + Blood fra 1980 – og det var det, for straks efter var vi videre til noget Lars Lilholt.
Kort efter skete det samme igen: Whole Lotta Love med Led Zeppelin bragede ud i mors køkken og jeg vippede med foden og lurede på om mor havde opdaget at det hverken var Lilholt, Hansi Hinterseer eller Stig Rossen, men derimod Robert Plant, Jimmy Page og vennerne. Det havde hun ikke.

Hvis hun på et tidspunkt synes hun gerne vil høre en anden kanal, så hjælper jeg hende selvfølgelig med det og det er slet ikke det som slog mig der ved køkkenbordet. Det var mere det at jeg i DRs segment-tænkning nu hører til samme segment som min mor. Om man hørte Jørn Hjortings dansktop-musik eller man hørte Led Zeppelin i 1970erne kommer ud på et. Musik fra 70erne er nu en stor pose med blandede bolsjer af alle mulige slags for den aldrende gruppe der hørte musik i 70erne.
Og jeg er en af dem. Suk.

LP-plader

IMG_20150212_172846I forbindelse med ferie, flytning og ommøblering blev i dag dagen hvor jeg har hørt LP-plader fra morgen til aften.

Der er noget helt specielt ved den omstændelighed der er forbundet med at lytte til LP-plader. Man skal hele tiden være opmærksom hvornår pladesiden er færdig og man skal hen og løfte pickuppen (ingen automatik her, men en Rega Planar 2 fra Hifi-klubben engang i 80erne), vende pladen, støve den af og sætte pickuppen ned igen. Efter endnu 20-25 minutter er pladesiden færdig og man skal løfte pickuppen igen, løfte pladen forsigtigt af, så man ikke sætter fingeraftryk på, ind i indersleeven, vende indersleeve en kvart omgang, så pladen ikke triller ud af coveret, vurdere og lede efter næste plade man gerne vil høre og så forfra.

Omstændeligheden gør noget ved måden man lytter – og jeg skal på ingen måde forherlige de gode gamle dage, men blot iagttage en forskel på playlister på Spotify/Wimp/TDCPlay og LP-plader. Omstændeligheden gør som nævnt at man hele tiden er opmærksom på musikken. Den karakteristiske lyd af en pickup der kører i inderste rille, når der er skruet højt op kalder en til grammofonen hvor man skal tage stilling til hvad der skal ske.

Man hører altid hele værker, samme kunstner mindst en pladeside og som regel en hel plade – jeg har aldrig været til singleplader. Dette faktum gør at forbavsende mange af de gamle plader er sammenhængende “historier” eller konceptalbums.

Udvalget af musik står på hylden. Det at al musik i verden ikke er umiddelbart tilgængeligt, men kræver at man bruger sin sparepenge på at købe det, gør hver enkelt plade mere værdifuld. Den er nøje udvalgt blandt butikkens endeløse rækker af LPer og der ligger en beslutning og en prioritering ved hvert eneste album.

Og for pokker da: De originale Beatles-albums findes slet ikke på Spotify, men de står alle blandt mine LPer. Jeg skal da huske at spille dem for mine piger. De støder aldrig på dem online.

Spotify

spotifyMusiktjenesten Spotify har haft sit indtog i de små hjem. Diskussionerne har i hele 2012 kørt i musikkredse, om det er godt eller skidt, om afregningen er for lille eller OK, men nu har den været her i mere end 1 år og er ikke bundet op på telefonselskab, TV-abonnement eller andet. En stand-alone musiktjeneste, som er i fuld gang med at ændre musikforbruget og som over tid vil betyde at al musik vil være tilgængeligt hvor som helst der er netadgang.

Men skal musikerne og rettighedshaverne nu være glade eller triste?

Er det rimeligt og godt for musikerne at al musik er tilgængelig og får de en rimelig afregning? Vi har det sidste års tid hørt tilsyneladende horrible historier om at Lady Gaga har fået en latterlig lille afregning for en million streams og danske musikere som ikke engang kan betale deres eget abonnement på Spotify for den afregning de har fået. Lady Gaga-historien viste sig at være usand og det er svært at blive klog på hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Ingen kan helt gennemskue afregningsmodellen, men 3-4 øre pr stream forlyder det, er måske gennemsnittet, og det lyder, indrømmet, ikke af meget, men regnestykket skal sammenlignes med hvad rettighedshavere og musikere tjener på andre måder at sælge deres musik.

Regnestykker

Hvis vi fx vil sammenligne med en kommerciel lokalradio så kan man hos Gramex finde et eksempel på en udregning af hvad der betales for at spille musik i lokalradioen. Det forudsættes at radioen kan høres af 125.000 mennesker hvorfor betalingen er så 1,04 kr pr. minut. Hvis vi siger et nummer varer 3 minutter bliver det altså en afregning på 3,12 kr. Det er selvfølgelig ikke alle 125.000 potentielle lyttere som faktisk hører den, men hvis vi siger at 5% lytter til radioen så er det 6.250 mennesker som hører det spillede nummer. Altså kunsteren (eller rettere sagt rettighedshaverne) får 3,12 for at 6.250 mennesker hører nummeret på lokalradioen.

Hvis der er 6.250 mennesker der hver især streamer det samme nummer hver for sig hjemme ved dem selv må afregningen være 6.250 x 0,03 = 187,50,- kr hvilket immervæk er en noget andet størrelse end 3,12 kr

Men hvad så med CD-salget som jo de sidste 10-15 år er blevet mindre og mindre? Bliver rettighedshaverne snydt af Spotify i forhold til hvad de tjener på CD-salg?

Der er mange usikre parametre i disse regnestykker, fx at CD-salget falder, ulovlig kopiering og download, fordelingen mellem rettighedshavere, hvor mange gange en købt CD faktisk bliver afspillet osv osv, men lad os lave nogle antagelser.

– Lad os antage at musikeren får 10 kr pr. solgt CD

– Lad os antage at der er 10 numre på en CD

– Lad os antage at afregningsprisen for streaming af et nummer er 0,03 kr

For at musikeren får det samme beløb ved streaming som ved CD-salg skal der altså streames 10,00/0,03 = 333 numre. Hvis der er 10 numre på CDen svarer det til at afspille hele CDen 33 gange. Hvis CDen afspilles flere gange kunne man sige at det er en bedre forretning for musikeren at der streames. Og man skal huske at de 0,03 kr bliver afregnet ved hver streaming, også ud i fremtiden.

Jeg synes ikke det lyder som en dårlig forretning for kunstneren, men måske er der noget jeg ikke ved?

Stående ovationer?

Hvornår skete det egentlig? Hvornår var det at jeg blev irriteret? Hvornår var det at jeg første gang tænkte at det da var tilstrækkeligt at klappe på almindelig vis? “Hov det er da vist unødvendigt og lidt pinligt at rejse sig” tror jeg at jeg tænkte.

Jeg ved det ikke hvornår det skete første gang, men nu er der til enhver koncert eller anden kulturel begivenhed, en eller anden, oftest oppe foran, som umiddelbart efter man er begyndt at klappe rejser sig op og med et opfordrende og til tider bebrejdende blik kigger rundt i salen, hvorefter hele salen kort efter står op og klapper.

Stående ovationer var førhen noget man skrev om i avisen. Førhen klappede man LÆNGE, altså flere minutter, hvis det var rigtig godt og efter flere minutters klappen og man stadig havde lyst til at vise sin begejstring og agtelse for præstationen kunne man rejse sig op og fortsætte et stykke tid endnu. De stående ovationer var udtryk for den helt usædvanlige situation. Stående ovationer var avisstof. Stående ovationer var for at fremkalde kunsteren til mere hæder og anerkendelse.

Gyldendals Store danske skriver som afslutning på artiklen om “Fremkaldelse”:

“Et særligt entusiastisk publikum kan yderligere kaste blomster op på scenen under stående ovation og taktfaste klapsalver, der ikke synes at tage ende: Verdensrekorden indehaves af operasangeren Luciano Pavarotti, der på Deutsche Oper Berlin i 1988 blev fremkaldt 165 gange efter sit gæstespil som Nemorino i Gaetano Donizettis Elskovsdrikken

Nu er man sprunget de lange klapsalver over og rejser sig op, som om det er en slags tidsbesparende effektivisering at springe direkte til de stående klapsalver. Sikke noget pjat! Faktisk kan resultatet med tiden blive det stik modsatte. Det usædvanlige bliver almindeligt og om kort tid vil kunstneren blive skuffet hvis publikum IKKE rejser sig. Inflation kunne man også kalde det.

Lad os nu klappe når noget er godt, klappe længe når noget er rigtig godt og lad os så, hvis klapsalverne ikke vil stoppe, rejse os op og forundres over at hele salen i enighed rejser sig.

Åbent brev til Veto

Åbent brev til Veto

Jeg er i et dilemma.

På den ene side vil jeg selvfølgelig gerne ønske jer tillykke med den store pris. Der er mange priser at hente rundt omkring, men P3Guld er da en af de større. Tillykke med pengene og studietiden og æren. Og det mener jeg af et ærligt hjerte. I har fortjent det og selvfølgelig skulle I have prisen, for jeg mener stadig det er aldeles originalt det I laver.

Når det er sagt så er jeg nødt til, på den anden side, at gøre gældende at hele konceptet med disse awards og award-shows er sygt. Hele ideen om at konkurrere om musik er forfladigende for vores opfattelse af hvad musik er og er med til at gøre musikken til en vare fremfor et kunstnerisk udtryk og jer musikere til brikker i et stort og uigennemskueligt spil om penge, seertal, salgstal og alt muligt andet som IKKE har noget med musikken at gøre.

Jeg synes det er fedt når nogle uddeler arbejdslegater, når nogen kan høre et potentiale, kan høre at der er noget at arbejde med og at det er ærligt ment og så investerer i det. Jeg synes det er dejligt når nogle bakker op om noget de tror på med penge, tid eller kræfter, men nu er detogså blevet til et show-koncept – X-Factor.

Og P3 Guld er en del af den samme ide. Der skal konkurrence og en pirrende spænding om udfaldet til for at holde seerne ved skærmen og en god præmie for at deltagerne skal ønske at vinde. Så er alle jo glade, kunne man indvende. Seerne er glade, musikerne er glade, publikum er glade, pladeselskaberne er glade, men taberen er musikken. Den musik som laves af nødvendighed, fordi man ikke kan lade være, fordi man har det indeni og er nødt til at lukke det ud. Taberen er den musik som er lavet af en indre nødvendighed og fuldstændig uden hensyn til hvordan man tror det bliver modtaget af andre og hvilke priser den vil indkassere.

Selvfølgelig skal I være glade for prisen og som før nævnt skal jeg være den første til at skrive under på at I har fortjent den og jeg er vild med det I laver. Måske skriver jeg dette af frygt for at I skal blive indfanget af award-manien og miste gnisten og gejsten, der gjorde at I lavede nødvendig musik før nogen lyttede til jer.

Kommentarer

supertroels d. February 07 2009 22:50:02

Glemmer du ikke i dine overvejelser at man godt kan lave nødvendig musik – altså musik fordi man ikke kan lade være – og samtidig vinde anerkendelse for det?
Jeg er enig med dig i at award shows er et underligt koncept, men vil du også mene at en skuespiller eller en forfatter er i fare for at miste sit fokus i sin kunst, ved at vinde en bodil eller en litteraturprisen fra Nordisk Råd?
Du ser det meget som en konkurrence og jeg tror først at, det er hvis man gør netop det, det bliver smittende sygt.
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg er fuldstændig ligeglad med de priser og det fortæller mig ikke andet end at, der er nogen der lytter til det, jeg alligevel ville lave. Det påvirker ihvertfald hverken min kreativitet eller mit udtryk og s?dan har jeg i sinde at det skal forblive.

 

Alex d. February 20 2009 15:19:11

Jeg glemmer ikke at man godt kan lave nødvendig musik og samtidig høste anerkendelse. Jeg påpeger blot at anerkendelse kan blive vigtigere end musik og DET er farligt (for musikken altså).
Det sker selvfølgelig ikke for jer, for jeg er sikker på I vil blive ved med at søge nye udtryk og perfektionere det kendte. Lov mig at I vil det, uanset om det giver anerkendelse, så er jeg tilfreds!

 

Roskilde rydder stadig op

apr 2008

Ifølge JyllandsPosten i dag rydder man stadig op på festivalpladsen efter sidste års festival, fordi pladsen først nu er så tør at man kan få affaldet op af jorden.

Imponerende at man stadig rydder op 9 måneder efter mudderbadet, og uforståeligt at det er nemmere når jorden er tør. Hvis jorden nu efter 9 måneder endelig er blevet tør må det da være aldeles besværligt at få affaldet op???? Så skal det jo graves op det hele. Jeg forstår ingenting!

Og festvalen indrømmer at tingene sidste år var ude af kontrol. Man improviserede sig frem – og det er da dejligt at man nu efter 36 års øvelse vil forberede sig på at det måske regner i festivalugen, og man vil tjekke at drænrørene er rensede og man vil lægge flis ud til fri afbenyttelse.

Man skulle jo tro at de har læst mit indlæg om Vejret på Roskilde 07!

Jyllands Postens artikel:
http://jp.dk/kultur/popmusik/article1322835.ece

Roskilde Festival 2007 – og nu til vejret

aug 2007

Den gamle mand har været på Roskilde Festival. Og så netop i 2007 hvor der kom så meget vand som Roskilde Festival ikke har set i de foregående 36 år. Næsten 100 mm i løbet af ugen. Og vi sejlede i vand og vi vadede i mudder og vi traskede i gummistøvler og det var præcis som jeg husker det da jeg sidst var på Roskilde Festival i 1984, for 23 år siden, 22 år gammel!

But we did all 8 days!

Det blev en overlevelsestur med to punkter som jævnligt skiftede plads på dagsordenen, nemlig at klare dagen og vejen med føde, hygiejne (??) og søvn og som det andet : musikken. Vi, min datter og jeg, tog på Roskilde Festival med musikken som det primære. Vi skulle høre alt det nye og fede, men overlevelsen rykkede i perioder op som det primære og musikken røg så ned som det sekundære. Sådan er vi mennesker vel indrettet ? Heldigvis.

Vi ankom søndag eftermiddag og slog vores telt op på den eneste ledige plads vi kunne finde efter mange timers rejse i tog, med bus og på gåben i det allerede våde og smattede område, nemlig et sted hvor der stod 6-8 cm blankt vand. Pladsen var naturligvis ledig pga det blanke vand, men det blev vores held. Stedet fandt vi helt nede i bunden af G-området og lå ikke specielt lavt, men var altså oversvømmet allerede. Vi satsede på at bunden i teltet ville holde tæt og placerede teltet i det højestbeliggende hjørne af den lille plads og måtte have hele hånden under vand når pløkkerne skulle sættes i.

Samme aften forsøgte en flok at sætte et stort telt op ved siden af og måske fik de det rejst, men næste morgen lå det tomme telt jævnet med vandet og vi så ikke vores næsten-naboer siden.

Der blev gravet grøfter til at lede vandet væk. Der blev skovlet vand og mudder væk fra teltindgange. Der blev ofret campingstole til at lave broer over de gravede grøfter. Der blev købt presseninger, regnslag og spinkle hvide pavillioner i stakkevis. Køen ved Spejdersport-butikken i handelsområde West var den længste kø overhovedet i de første dage. Alle forsøgte at holde humøret højt, vi var først lige startet, men når man stod på toppen af trappen ved overgangen over banelegement og kiggede ud over handelsplads West, som var en kæmpestor mudderpøl med en lille ø ude i midten, kunne det være svært at se hyggen.

“Vi havde en god dag tirsdag” sagde vi til hinanden hele onsdagen og hele torsdagen og det meste af fredagen, hvor der kom forlydender om at det måske ville blive mere tørt i weekenden. “Vi skal huske på at vi havde en god dag tirsdag”. Det regnede nemlig kun lidt, dvs nogle få halve timer, om tirsdagen.

Torsdag regnede det da vi vågnede og det fortsatte til kl. 2 om natten. På torsdagen hvor festivalpladsen åbnede faldt der lige så meget vand som der gjorde i hele festivalugen i 1997, som hidtil har været den vådeste. Vi snakkede om det grønne græs vi kunne skimte inde på selve festivalpladsen gennem hegnet. Hvor længe ville der gå efter kl 1700 før også det grønne græs var forvandlet til mudder? Vi tippede på et par timer, og blev overrasket over at det ikke tog nær så lang tid. Da klokken blev 1700 og pladsen åbnede fór vi ind og satte os i vores regntøj ned på græsset. Muligheden for at sætte sig ned på græsset, eller på jorden for den sags skyld, er et overset og undervurderet privilegium, som jeg har sat stor pris på siden Roskilde ’07. Det faktum at man går og står på sine fødder fra 10 formiddag til 01 nat og ikke kan sætte sig fordi der er smat overalt, gjorde at en plet grønt og vådt græs var en velsignelse.

Det regnede da vi stod i kø til forscenen til Björk og det regnede da hun sang og vi blev varmet af hvad der skete på scenen.

Lugten af smat havde jeg glemt. Især lugten når regnen stopper, solen kigger frem og fordampningen starter. En sødlig og umiskendelig Roskilde-smat-lugt!

Fredag morgen, efter torsdagens mange millimeter regn, var en stor lejr 50 meter bag vores telt omdannet til en sø med en halv meter vand og fire telte der stod alene på en ø i midten.

Der blev indført hård disciplin i teltet, hvor vores sovekabine blev udnævnt til det ‘allerhelligste’, hvor der kun måtte findes luftmadrasser og soveposer. Vi sov fortrinligt og mindst 10 timer hver nat. Hurra for ørepropper!

Da der lørdag formiddag blev spredt snittet hø og halm på gangvejen bag os og jeg sneg mig til at samle en favnfuld duftende hø ind i teltets smat-‘forgang’ gik perspektiverne op for mig. Jeg glædede mig som et lille barn der har fået den julegave det ønskede sig. Da vi gik tilbage til teltet om aftenen sagde vi til hinanden ‘… og vi har frisk hø!’ og vi glædede os til at komme ned i det velduftende telt, hvor en favnfuld hø gjorde at vi syntes vi var rige og privilerede.

Og Roskilde Festival har efterfølgende fortalt om slamsugere der kørte i døgndrift og hvor mange kubikmeter flis der blev kørt ud og det er givetvis rigtigt altsammen, men vi så hverken slamsugere, flis eller snittet halm før torsdag, hvor festivalpladsen åbnede. Man kan sige at servicen for alle de campister som lå på pladsen fra søndag før festivalstart var absolut fraværende. Det burde kunne gøres en hel del bedre. Undtagelsestilstand eller ej.

Roskilde ’07 var en våd affære og vil, hvis de globale klimaforandringer ikke indtræder hurtigere end forventet, gå over i historien, som en overlevelsestur der trak tænder ud, men vi gennemførte – og det er da også noget!

Single cask whisky er som en koncert

Oktober 2006

At gå til whiskysmagning og smage de enestående single cask whiskies er som at gå til koncert: Man ved at det er en enestående oplevelse i forhold til at drikke standardaftapninger og lytte til CDindspilninger af musik, hvor det er ens hver eneste gang.

Nu har jeg prøvet det! Jeg har været til whiskysmagning for første gang og følte mig ganske godt tilpas i selskab med de sjældne dråber.

Single cask
Temaet var singlecask-aftapninger fra Skotland og de tilh
ørende historier var interessante og spændende – og lidt nørdede, for sådan er det vistnok at smage single cask-aftapninger: Det er ikke kun smagen, det er oplevelsen ved at være en af en lille flok som får lov til at smage lige netop denne flaske.

Der var fx den Glenturret 1978 Wood Mission Range som var tappet i 2005 på præcis 384 flasker hvoraf de 12 var kommet til Danmark, hvoraf vi nu så sad og drak den ene (som var nummer 284). Og så netop Glenturret som jeg besøgte engang midt i 90erne. Da lå denne ene tønde så stadig og sugede farve og fylde fra bourbonfadet – måske så vi det da vi var på rundvisning??

Standardaftapninger og CDer
Jeg h
ører mest musik ved at afspille CDer. Der er brugt mange mange timer på produktion, afpudsning, justeringer, tilføjelser, ændringer, tilpasning til markedet og regulering af niveauer. Når alle involverede er tilfredse udgives musikken, hvor den selvfølgelig lyder ens hver eneste gang den afspilles.

En CD er som en standard-aftapning af en whisky, som er tilpasset markedet, justeret med karamel, smagt til, fortyndet, reguleret osv. Det kan stadig være en fantastisk god CD og en fantastisk god whisky, single malt med egen charme og kendetegn, men det er stadig en standardaftapning. Næste gang du køber en flaske kan du godt regne med at smagen er den samme – ligesom vi også regner med at der er den samme musik på to ens CDer.

Single cask og koncerter
Anderledes er det med koncerter og singlecask aftapninger.. Du ved simpelthen ikke hvad du g
år ind til. Du kender kunstneren, musikerne, CDerne og har en ide om hvilke numre der skal spilles, men du ved ikke hvordan de vil spille lige præcis i aften. Du ved ikke om de har lavet om på arrangementerne, om musikerne har været oppe at skændes lige før koncerten, om guitaren er blevet repareret, om sangeren har halsbetændelse og om de overhovedet er tændt i aften. Men man ved at det kun er lige præcis til denne ene koncert at der bliver spillet lige præcis sådan.

På samme måde med det enkelte fad whisky. Du kender distilleriet, kender baggrunden, kender historien, kender standardaftapningerne, men du ved ikke hvordan det er gået med lige præcis dette ene fad, som har været overladt til sig selv i årevis. Den er ikke justeret med karamel, den er ikke fortyndet, den er ikke koldfiltreret og den er ikke blandet med anden whisky. Den er ganske enkelt bare tappet fra tønden på flasken og skal tages, ligesom koncerten, som en enestående oplevelse.

En måske banal iagttagelse som gjorde mit liv en lille smule mere spændende.

Er det nu synd for Tina Turner?

8. maj 2005

Den husstandsomdelte gratis avis ”Søndagsavisen” skriver i dag at det er synd for Tina Turner at hun ikke vidste at et evt overskud ved HCAndersen-showet i Parken skulle gå til velgørenhed.

Ingen af de interviewede kunstnere bruger ganske vist netop den formulering, men sådan lyder overskriften, og Rebecca Brüel, Anders Blichfeldt og Signe Svendsen synes alle tre at det er i orden at fru Turner fik en million dollars + det løse for at synge to sange til et medbragt kassettebånd. Det er ikke fru Turners griskhed men amatøragtige arrangører der er skyld i underskuddet, siger de.

Det er jo markedsmekanismerne der udstilles fra sin allergrimmeste side. Den får alt hvad den kan trække. Hvis nogle amatørarrangører ovre i Danmark vil betale en mio. dollars for ti minutters optræden så skal de da betale. Så enkelt er det – fuldstændig uanset om det er en rimelig pris.

Og det er da ikke synd for Tina Turner at hun er blevet prygelknabe og kan sætte 5,7 mio. kr ind på bankbogen. Hun kan da bare betale dem tilbage, eller give de 5 mio. kr til det projekt der skulle støttes i Afrika.

Og s må arrangørerne have lært at musik-bookingbureauer er som handlende på en markedsplads i Sydeuropa. Den ”special price for you” man får tilbudt er et udgangspunkt for forhandling og hvis man betaler den først forlangte pris er det enten fordi man har rigtig mange penge eller fordi man ikke ved hvad tingene er værd.

Nyt navn til Melodi Grand Prix?

feb. 2004

Den danske udgave af årets Melodunte Grand Prix er nu vel overstået og sejren gik velfortjent til Tomas Thordarson der med sin latininspirerede ”Sig det’ løgn” overbeviste hele landet om at han skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Tyrkiet.

Jeg synes showet bør skifte navn eller indhold. Enten skal ordet ”melodi” fjernes fra showets navn eller også skal alle melodier synges af samme sanger.

Dysten er nemlig kun i meget beskedent omfang om hvilken melodi der er bedst, men derimod om hvilken popsanger der agerer bedst, klæder sig bedst, har mest udstråling, synger bedst, ser bedst ud, taler bedst, er mest sexet, er mest charmerende og rammer bedst. Melodien er selvfølgelig ikke uden betydning, men har helt afgjort mindre betydning end alt det andet. Konkurrencen kunne hedde ”Dansk Popsanger Konkurrence”. Det er meget tydeligt når man læser aviser og blades efteromtale af showet at al fokus er på personen og ikke på melodien.

Hvis det skulle være en konkurrence mellem melodier skulle hovedpersonerne være komponisterne og måden at flytte fokus kunne være at gribe tilbage og gøre som man gjorde i Melodi Grand Prixets barndom, nemlig at lade alle sangene blive sunget af samme sanger (evt. to). Jeg ved ikke hvor mange år man gjorde det, ej heller ved jeg hvorfor man gik væk fra ideen og jeg kan sagtens se at det ikke er problemløst at lade de samme sangere synge alle sangene. De udvalgte sangeres stemmer og personligheder vil måske passe bedst til en bestemt type sange som derved opnår et fortrin, men det er dog langt at foretrække for den nuværende fokusering på sangeren fremfor sangen.