Tag-arkiv: Lake Street Dive

Live… Lake Street Dive

IMG_20160412_212624
Lake Street Dive på Posten i Odense

Posten, Odense
12. april 2016

Jeg tror jeg er forelsket – i en stemme og et musikalsk koncept. Den der trykken det helt rigtige sted på rygsøjlen. Den der helt bestemte lille nerve der påvirkes så hårene rejser sig og vandet står i øjnene.

Når man har lyttet til musik et helt liv bliver man kræsen og der kan gå forfærdelig lang tid mellem de store musikalske oplevelser. Man synes man har hørt det hele før. Man synes det er forstilt, for lumpent og for nemt.

Efter gentagne gange at være vendt tilbage til Lake Street Dives Youtube-videoer med en fornemmelse af at noget specielt var i spil købte jeg billet til deres koncert på Posten i Odense, og for første gang i meget lang tid kunne jeg mærke musikken helt ind under huden.

Lake Street Dive har påkaldt sig opmærksomhed med en lille EP med 5 covernumre, men har mindst 3 albums med originalmateriale i baghånden, og det var næsten udelukkende originalmateriale der var på programmet. Undtagelsen var en blæret minimalistisk udgave af Bohemian Rhapsody som ekstranummer.

Det handler i meget høj grad om stemmen tilhørende Rachel Price, men der er også noget med hele det enkle setup, trommer, kontrabas, guitar/trompet og fyldige korstemmer.  Der er noget befriende ved det enkle som lader melodien og de enkelte instrumenter og stemmer komme til deres ret. Der er noget ved spilleglæden og de korstemmer som har en meget stor plads i arrangementerne gør oplevelsen levende.

Jeg hørte trommeslageren i et interview sige at hvis man ikke kan synge en svær korstemme samtidig med at man spiller, så er det fordi man spiller for meget, hvilket siger noget om deres indgang til arrangementerne. Det skal være enkelt, og det der spilles er derfor det vigtigste. Der er ikke meget lir, men gennemarrangerede numre der alligevel lyder lidt trashede pga besætningen.

Og man kunne analysere og pille helheden fra hinanden og forklare enkeltdelene men man kommer, lige i dette tilfælde, ikke tættere på den magiske oplevelse det er at blive ramt af musik.

Det var magisk – ligesom forelskelse.

IMG_20160412_225703
Frida og Karoline med Rachel Price og Lake Street Dive efter koncerten

Jeg lytter til… Lake Street Dive

lake-street-dive

Måske har du scrollet forbi videoen på Facebook, måske er den blevet anbefalet til dig af Youtube og måske har du slet ikke bemærket den, men så har du chancen nu.

En langsom og lækker lækker udgave af det gamle Jackson 5-nummer “I Want You Back” blev min indgang til Lake Street Dive, som et fænomen der lige nu buldrer frem på YouTube og som hypes i USA. De insisterer på det helt enkle og næsten akustiske udtryk.

Specielt sanger Rachael Price er helt fantastisk. Hendes stemme klinger et sted mellem Amy Winehouse og Lana del Rey og det er slet ikke dårligt. Det er faktisk ret godt! På Youtube kan du finde en hel række af deres coverversioner af vidt forskellige hits og som altid med covernumre, der bliver udført godt og med en ide, så tilfører disse versioner noget til de gamle numre.

Problemet med Lake Street Dive er at jeg ikke er sikker på at deres originale materiale, som lige er udkommet her i starten af 2014, holder.  Det er dygtigt, men det er jo, som bekendt, ikke altid nok.

Men nyd nu lækkerheden i coverversionen af Michael Jacksons “I Want You Back” her nedenfor, eller legen fra øvelokalet i Hall & Oats’ “Rich Girl”, eller enkelheden i George Michaels “Faith”