8. jan. 2006

Det vrimler med kulturkanoner, hvilket er en udmærket anledning til at diskutere hvad der er godt og skidt

Det er tankevækkende med alle disse kanoner i disse år, men det handler jo om en værdikamp og om en opmærksomhed på ”det danske” i almindelighed? Der er et udbredt behov for diskussion af hvad det vil sige at være dansk, og så er der altid nogen der gerne vil forenkle det hele, sætte det op i kolonner og skemaer, så det er nemt at overskue. Og nu skal den rytmiske musik også have sin helt egen statskontrollerede kanon med Brian Mikkelsens underskrift, hvorfor alle mulige andre selvfølgelig iler med deres bud.

En liste med de mest betydningsfulde albumudgivelser vil altid give anledning til diskussion, hovedrysten og ”hvorfor er dit nu ikke med?” eller ”hvorfor er dat nu med?” Det kan ikke være anderledes og det er godt sådan. Det er vel netop den diskussion der skaber bevidstheden om den danske kulturarv. En rytmisk-musik-kanon er et oplæg til diskussion og kan næsten ikke være andet.

Gaffa har lavet sin egen musikkanon, måske for at inspirere Brians udvalg, måske bare for at starte diskussionen. Fint nok! Det er ikke en liste med de store overraskelser, men det skal den slags lister vel heller ikke være. Det er de storsælgende albums der er med, og man kunne næsten have Tuxen og Ramsdal fra Gaffa mistænkt for at have skelet til hitlisterne fremfor det musikalsk skelsættende og det som musikalsk førte videre, men alt i alt er det en fair liste med en argumentation der kan accepteres.

Tuxen og Ramsdal gør selv opmærksom på det problematiske i at tage helt nye værker med på listen. Jeg vil endda sige at det er særdeles problematisk og misvisende at medtage helt nye værker på en sådan liste. Nephews USADSB fra 2004 og måske også Kashmirs ”The Good Life” fra 1999 hører ikke med her. Hvilken indflydelse disse kunstnere og disse værker får vil være uvist mange år ud i fremtiden og at tage så nutidige værker med på listen kan ikke være andet end et (mere eller mindre kvalificeret) gæt. At Nephew er blevet hypet af Gaffa og brancefolk i almindelighed gennem de sidste par år er ikke ensbetydende med at Nephews indflydelse på dansk rytmisk musik holder i mere end ganske få år. De hører ikke med på listen over obligatorisk kulturarv – endnu. Personligt tror jeg ikke på Nephews holdbarhed, men at sætte dem på listen er selvfølgelig blot endnu en måde at placere dem inde i varmen. (!!)

Så mangler vi bare at få indført nogle kontrolspørgsmål i regeringens 40 spørgsmål til mennesker som ønsker dansk statsborgerskab. De skal jo kende til den danske kulturarv og det ville da være ønskeligt om alle nye danskere kender ”Hubertus”, ”Pilli Willi”, ”Vi elsker uniformer” (ups, den er måske ikke så god i denne sammenhæng?), ”Dear Little Mother” og alle de andre.

Gaffas kulturkanon januar 2006
Steppeulvene – Hip – 1967
Savage Rose – Dødens triumf – 1972
Kim Larsen – Værsgo – 1973
Gasolin – Efter endnu en dag – 1976
C. V. Jørgensen – Storbyens små oaser – 1977
Kliche – Supertanker – 1980
Lars HUG – Kysser himlen farvel – 1987
Tv2 – Nærmest lykkelig – 1988
Anne Linnet – Jeg er jo lige her – 1988
Sort sol – Glamourpuss – 1993
Kashmir – The Good Life – 1999
Nephew – USADSB – 2004