Tag-arkiv: Live

LIVE… Tine Mynster

Releasekoncert, maj 2015hjerteland
Galleri Harboe, Odder

Tine Mynster udgiver sit første voksen-album senere på måneden og “voksen-album” skal jo nævnes fordi der ligger ikke mindre end 7 albums med børnemusik i bagagen.

“Hjerteland” er en samling af 10 afdæmpede sange fra et dansk voksenliv med hverdagsagtig lykke, kriser, modgang og stille glæde over at være til.

Sangene skriver sig ind i en meget dansk singer/songwriter-tradition hvor det følsomme og afdæmpede får stemme – og sikke en stemme! Arrangementerne er velformede, vellydende og med en dejlig “aktiv” brug af bassen 🙂

Live-udgaven på Galleri Harboe fungerede fint som en præsentation af sangene barberet ned til det minimale. Piano, guitar og bas/perc/xylofon/backtrack.  Når sangene står nøgne skal de bevise deres berettigelse og jeg blev overbevist!

Web
www.tinemynster.dk

LIVE… Jesper Thilo

med Olivier Antunes (piano), Daniel Frank (bas), Frands Rifbjerg (trommer)
Horsens Ny TeaterIMG_20150219_215654

De er teknisk så svimlende dygtige musikere alle fire og alle får lov at folde sig ud i soloer og der er ikke en finger at sætte på noget i den retning. Som musiker er det en nydelse at lure på teknik og skalaer, men jeg kan bare ikke mærke musikken. Det bliver mekanisk og har karakter af lir som i afliring. Det bliver indadvendt og indspist. Det bliver i udpræget grad musik for musikere og det kan jo ikke være meningen, så kunne man jo lave en master class i stedet.

Ved en koncert skal musikken være henvendt til publikum.

LIVE… Turbochild

Januar 2015TurboChild-02

Turbochild er et festligt bekendtskab som spiller rock’n’roll fra start til slut. Der er ikke plads til ballader og kindkys hos Turbochild. Det er 1-2-3-4 og så derudaf med attitude – og det virker. Der er fest i gaden når Turbochild kommer forbi.
Enkelte steder fornemmer man at tempoet er tæt på at tage pusten fra det hårdtarbejde band, men de arbejder sig hver gang op igen.

Links
www.turbochild.com

www.facebook.com/TurboChildOfficial

NorthSide 2014

Endnu en gang til NorthSide i Ådalen ved Søren Frichsvej i Århus. Dejligt vejr, venlig stemning, lidt overfyldt plads, Payband-betaling som virkede næsten fejlfrit i boderne, gode navne på plakaten, gode musikalske oplevelser, men også en masse koncerter som slet ikke levede op til forventningerne, som igen måske var skruet for højt op. Måske er jeg blevet en gammel sur mand, der ikke stiller sig tilfreds med det middelmådige, når scenen er så stor. Der skal noget til.

Lars H. U. G.northside-2014
En rørende oplevelse at se den 60-årige Lars H.U.G.  på scenen med Peter Peter og de andre. Der blev spillet hele vejen tilbage i tiden inkl Supertanker og Militskvinder fra de første Kliché-dage

Rhye
Stille, forsigtige og følsomme forsanger Milosh leverede varen på P6-scenen. Lækre arrangementer

Arcade Fire
Arcade Fire er jo et cirkus med et mylder af mennesker på scenen og et gigantisk konfetti-bombardement.

Mew
Jeg havde helt glemt at Mew er gode. Det var en af festivalens absolut bedste koncerter. Intens, fyldig, tjekket vellyd.

Röyksopp + Robyn
Koncerten man skulle se fordi det figurerede som et af festivalens hovednavne, og selv om Robyn er en åbenlyst dygtig sangskriver, så rører genren og konceptet mig ikke.  De elektroniske elementer bliver aldrig levende og maner bare til indadvendt tribaldance med evindelige og maskinelle rytmer der ikke lever.

Flogging Molly (½)
Irsk folkerock med amerikanske musikere. Der var noget Pogues over udtrykket, men kørte i højeste gear fra første tone til midt i koncerten, hvor vi smuttede. Tydelige keltiske rødder i det muikalske udtryk men alt for overgearet i for lang tid. Den gamle mand er ikke tilfreds.

Reptile Youth
Fredagens positive overraskelse. Måske ikke stor sangskriverkunst, men rock’n’roll som det skal være. 1-2-3-4 deruda’, masser af energi, masser af øredøvende gang-i-den, fest & ballade, crowdsurfing, dans og fandenivoldsk tonsen rundt på scenen. Det var givetvis ikke alle der kendte Reptile Youth på forhånd, men da vi nåede til Speed Dance hørte jeg nogen der sagde “Nåhhh er det dem?”. En god oplevelse.

Franz Ferdinand
Skotterne virkede trætte og måske har vi bare hørt nok?

Oh Land
Oh Land virkede lidt for forhippet på at gøre det godt nok. Lidt for overvældet over den store scene. Sikre radiohits og syng-med-numre en masse, pænt, dygtigt og forhippet.

Quadron
En dejlig og positiv musikalsk oplevelse. Quadron er jo lækker lyd og fint afstemte arrangementer og det virkede også live.  Coco Maja Hastrup Karshøjs glade og positive attitude og charmerende stemme skabte en glad stemning og et fokus på musikken.
En dejlig koncert i eftermiddagssolskin.

Lana Del Rey
Jeg havde på forhånd hørt at Lana Del Rey skulle have “diva-ambitioner” og jeg skal da lige love for at den fik med coolness, alvorlighed og en ihærdig indsats for ikke at smile. Allerede efter første nummer var hun nede i frontpitten og skrive autografer og indtil flere gange tog hun mellem numrene en cigaret frem hvorefter der kom en mand i jakkesæt ind og tændte den for hende.
De mørke, langsomme og dystre numre passede såmænd perfekt til hele attituden men passede jo ikke fantastisk til et feststemt festivalpublikum. Det passer bedre til en David Lynch natklub med borde fyldt med obskure og mærkelige eksistenser.


MØ er blevet omtalt og hypet så det var en koncert jeg havde set frem til og som jeg havde en del forventninger til, som imidlertid kun til dels blev indfriet. Hun gør det godt, fyrer op under bandet og publikum, men der er alligevel noget konformt over hele setuppet.

Jurassic 5
Det er ikke min banehalvdel, det er ikke min kop te. Jeg forstår det ikke og jeg kan ikke finde nogen motivation til at lære at forstå det.

A$AP Rocky
Det er ikke min banehalvdel, det er ikke min kop te. Jeg forstår det ikke og jeg kan ikke finde nogen motivation til at lære at forstå det.

Turboweekend
Er blevet en del mere strømlinet end sidst jeg hørte dem på Roskilde Festival i 2007. Det fungerer… og næste!

Cold Specks
En spændende og anderledes kunstner

The Minds of 99
Hørte kun en lille del af koncerten på P6-scenen, da datteren hellere ville høre noget andet – og det passede mig fint for heller ikke her synes jeg der var meget at hente. Hvad er det der gør at et band som Minds of 99 pludselig bliver hypet så vildt og overdrevent i alle landets medier, som var de svaret på alle anmelderes bønner om at der skal ske noget nyt på den danske musikscene. Jeg kan ikke høre det nye. Jeg KAN ikke høre det. Det er da fint, det er på dansk (++), men så er det sådan cirka også sagt. Minds of 99 er udråbt til de næste store, arvtagere til Gnags, TV2 og Nephew og når pressen skriver det så massivt, så skal det nok også ske. Jeg kan bare ikke høre det – ligesom jeg heller ikke kunne/kan høre det store i Nephew.

LIVE… Rufus Wainwright

Musikhuset, Store Sal, Aarhus, marts 2014
Rufus_Wainwright

Med 1600 gæster til intim-koncert med familien Wainwright.

Der var fuldt hus i Musikhusets store sal og der var tydeligvis en forventningsfuld stemning før koncerten. Vi ventede på at Rufus Wainwright himself skulle sætte sig ved det store koncertflygel midt på scenen.

Da lyset dæmpedes kom der imidlertid en undseelig kvinde ind på scenen med sin guitar. Hun spillede en sang og spurgte “Are there any questions?” og jo jo, selvfølgelig var der spørgsmål fra den store mørke sal og hun fik på meget charmerende vis fortalt at
– Jo, hun var da Rufus’ lillesøster og hed Lucy Wainwright Roche og havde forresten lige lavet et nyt album, som kunne købes i forhallen. Der var ikke meget spændende ved Lucy udover en coverudgave af Robyns “Call Your Girlfriend” og det faktum at hun faktisk var meget charmerende i rollen som undseelig lillesøster af stjernen.

Og Rufus kom på scenen og holdt alene med sit flygel, sin guitar (den kunne han nu godt have undladt), sin stemme og sine sange den udsolgte sal i ånde i næsten to timer.

Man kan sagtens have indvendinger mod Mr. Wainwrights måde at synge på, hans holden tonerne lidt for længe, hans overdrevne brug af sin vibrato, hans ligeså overdrevne glissando osv, men jeg er alligevel generelt imponeret over hans evner som sangskriver. Han skriver simpelthen gode melodier og laver spændende arrangementer. Han er som komponist beslægtet med Burt Bacharach, som også har evnen til at lave avancerede popmelodier, som bliver hængende i bevidstheden uden at man kan få helt styr på dem.

Flere gange undervejs i koncerten glippede de højeste toner (som jo, når det er Wainwright, bliver holdt lige lovlig længe) hvorefter han stoppede op, undskyldte og prøvede igen. På samme måde spillede han forkert i et par af de hurtigste klaverpassager og stoppede op og forsøgte igen. Det virkede på en gang utjekket og hyggeligt og gav koncerten et præg af intimkoncert, selv om der sad 1600 mennesker.

En enkelt uforståelig detalje var at han absolut skulle spille guitar til aftenens udgaver af nogle af de gamle sange, når han nu på ingen måde er guitarist. Det blev til en lejrbålsagtig gang hamren de mange udvidede akkorder, hvilket på ingen måde tjente de gode sange.

Det til trods var det en særdeles god aften.

LIVE… Lydenskab

Vandrekoncert, Vitapark, Odderlydenskab400px

Spændende koncept, hvor 6 unge klassisk uddannede musikere indtog forskellige rum i det nedlagte Odder Sygehus’ bygninger som nu hedder Vitapark og er på vej til at udvikle sig til et centrum i Odders kultur- og vækstlag.

Koncerten starten i “Kunstværket” hvorefter publikum blev ledt gennem hospitalets kældergange med stop på udvalgte steder, hvor der blev spillet. Koncerten afsluttedes i Kulturkøkkenet, som er hospitalets klinkebelagte køkken, hvor publikum blev placeret i midten og musikerne udenom.

Hele formen var med til at give en meget stemningsfuld oplevelse.

Link:
lydenskab.dk

Live… Allan Olsen “Sangene & d’damer”

allan-olsen
Foto: Arne List

Musikhuset, Århus
Nov. 2013

En anderledes oplevelse af Allan Olsen. Fuldt hus I Musikhuset Århus, store sal og som sædvanlig var der mange kendere blandt publikum.

D’damer fyldte første halvdel af koncerten og det var en blandet men mest dejlig oplevelse. Der blev faktisk tilført nye vinkler og udtryk på nogle af de valgte sange. Annika Aakjær og Dorthe Gerlach var de store oplevelser for undertegnede, både i sangvalg, charme og måden at levere sangene.

Efter d’damers ca 10 sange og en pause fik vi nærmest en fuld koncert med Allan Olsen og han ER en af de ypperste.

Hvis konceptet ikke skal gentages flere gange end næste uge på Det kongelige Teater i København vil jeg håbe at seancen er blevet optaget, for mange flere end de 1600 der kan være i Musikhuset, Århus bør da have fornøjelsen

http://www.allanolsen.dk/

Live… Signe Mansdotter

Gymnastikhøjskolen i Ollerup
signe-mansdotter
Nov. 2013

Så stille, skrøbeligt og uanstrengt kan det gøres.Det var smukt og dejligt, udtryksfuldt og til tider bevægende. Helt enkle midler, en enkel guitar, enkelt klaver samt en fantastisk stemme, der selv i de helt stille og dybe passager beholdt sin rene klarhed og sit udtryk. Guitarspillet var fint og understøttende med små karakteristiske figurer. Korstemmen stod klokkeklar og støttede de helt rigtige steder.Med meget få og enkle midler gav Signe Mansdotter publikum en dejlig oplevelse med stor troværdighed.

http://signemansdotter.com/

Live… Sebastian Lind

Eriksminde Efterskolesebastian-lind
Nov. 2013

Sebastian Lind kan et eller andet med popmusikken.

Det er på en gang i en lige linie fra alskens popmusik fra de sidste ti år og så noget meget personligt og specielt som lægger sig op ad singer/songwritertraditionen. I den skrabede udgave vi hørte her, med eget mix på et lille sanganlæg, blev det bevist at sangene faktisk fungerer, både de helt stille bare med guitarakkompagnement og de mere dansante som “Bring Back The Beat” og “Fake”. Der var en troværdighed over hele udtrykket, som gjorde koncerten til en rigtig god oplevelse.

Og publikum elskede det. Det tog ca tre numre også at fange drengene ind.

http://www.sebastianlind.com/