I forbindelse med ferie, flytning og ommøblering blev i dag dagen hvor jeg har hørt LP-plader fra morgen til aften.

Der er noget helt specielt ved den omstændelighed der er forbundet med at lytte til LP-plader. Man skal hele tiden være opmærksom hvornår pladesiden er færdig og man skal hen og løfte pickuppen (ingen automatik her, men en Rega Planar 2 fra Hifi-klubben engang i 80erne), vende pladen, støve den af og sætte pickuppen ned igen. Efter endnu 20-25 minutter er pladesiden færdig og man skal løfte pickuppen igen, løfte pladen forsigtigt af, så man ikke sætter fingeraftryk på, ind i indersleeven, vende indersleeve en kvart omgang, så pladen ikke triller ud af coveret, vurdere og lede efter næste plade man gerne vil høre og så forfra.

Omstændeligheden gør noget ved måden man lytter – og jeg skal på ingen måde forherlige de gode gamle dage, men blot iagttage en forskel på playlister på Spotify/Wimp/TDCPlay og LP-plader. Omstændeligheden gør som nævnt at man hele tiden er opmærksom på musikken. Den karakteristiske lyd af en pickup der kører i inderste rille, når der er skruet højt op kalder en til grammofonen hvor man skal tage stilling til hvad der skal ske.

Man hører altid hele værker, samme kunstner mindst en pladeside og som regel en hel plade – jeg har aldrig været til singleplader. Dette faktum gør at forbavsende mange af de gamle plader er sammenhængende “historier” eller konceptalbums.

Udvalget af musik står på hylden. Det at al musik i verden ikke er umiddelbart tilgængeligt, men kræver at man bruger sin sparepenge på at købe det, gør hver enkelt plade mere værdifuld. Den er nøje udvalgt blandt butikkens endeløse rækker af LPer og der ligger en beslutning og en prioritering ved hvert eneste album.

Og for pokker da: De originale Beatles-albums findes slet ikke på Spotify, men de står alle blandt mine LPer. Jeg skal da huske at spille dem for mine piger. De støder aldrig på dem online.