Jeg er inde i en periode i mit liv, hvor det føles som om der er meget langt mellem de musikalske snapse, hvor musikoplevelserne kører i ring, hvor jeg synes jeg har hørt det hele før og hvor jeg kan blive helt modløs af at tænke på hvor meget tid jeg har brugt på musik, når det nu føles som om jeg er færdig med musik og ikke kan finde de store oplevelser.

Og så er det at jeg falder over gamle Maceo Parker og et enkelt nummer og så var jeg tændt igen. Jeg har egentlig aldrig været til den der rendyrkede funk, hvor groovet bare fortsætter i en uendelighed og hvor det måske mest handler om at komme i en eller anden rytmisk ekstase, men pludselig virker det og jeg sad bare og smilede hele vejen igennem nummeret. Jeg så klippet igen og jeg blev ved med at smile. Der er noget der virker.

Der er noget med sådan en funk-rytmesektion. Der handler det først og fremmest om groove og ikke om tekniske finesser og lir og det fortsætter og fortsætter med bittesmå variationer og man kan næsten blive lullet ind i en trance. Det handler for rytme-sektionen netop om at kunne blive ved og ved med samme intensitet, uden at blive træt, uden at blive ufokuseret fordi det er gentagelser. Og det kan de her. De er ikke de vildeste tekniske mestre, men de holder den i den grad kørende.

Og så er der Maceo Parker, Pee Wee Ellis og Fred Wesley, tidligere blæsersektion hos James Brown som gør det til noget helt specielt (for mig lige i dag i det mindste :-)). Det er så tight, så stramt, så sammenspillet og nærmest een organisme i stedet for tre forskellige horn.
Og så er der de små gimmicks (“Hear the drummer” og i slutningen hvor de alle tre fjerner sig fra mikrofonerne) og jeg nyder det hele.

• Når man hører Maceo Parkers “Hu” og “Good God” hører man jo tydeligt at han har stået bag James Brown.
• En fantastisk kommentar til YouTube-klippet: “My god. You could base a whole religion around this groove. “
• Hele filmen, som klippet er taget fra hedder “My First name is Maceo” og ligger også i sin fulde længde på YouTube