Tredje gang Claus Hempler live. Denne gang i Store Sal i Musikhuset, Aarhus, ikke helt fyldt, men næsten.
Jeg er stadig vild med Hemplers tekster om hans desillusion, hans forspildte chancer, hans depressive kiggen ind i alderdommen med alt hvad der følger med, beskrevet i et billedrigt sprog, der kun kan få en til at smile. Jeg kan sagtens finde mig selv i tekstuniverset og genkende egne frustrationer, men på et tidspunkt kommer der til at mangle noget. Manden vil jo ingenting udover at fortælle hvor dårligt han har det. Han har ikke noget at tilføje. Der er ingen twist, intet forsøg på at få det depressive udtryk til at blive forløsende . Det er bare trist, indadskuende, depressivt uden formidlende omstændigheder – altså udover den fascinerende jongleren med sproget.
Det er lidt som karikaturen på teenagelyrik, bare i et midaldrende-erfaren-mand-univers.
Det var en speciel aften i Rytmisk Sal i Musikhuset, Aarhus. Speciel for mig i det mindste. Dyster, pegende på sig selv, cool, velsyngende, men først og fremmest på dansk og sikke et dansk. Hvorfor har den mand dog ikke skrevet på dansk før?
Der er så mange referencer man kan komme i tanke om, både tekstligt og musikalsk. Han leger sortseende med sproget som en C.V. Jørgensen, han er selv i centrum i de bekendende tekster, som en teenager i sin dagbog, hans stemme og indtil flere arrangementer er så Leonard Cohen-agtige at det ikke kan være tilfældigt og han er rankrygget cool som en Nick Cave.
Claus Hempler passer lige til mig lige nu. I starten af 90erne lyttede jeg faktisk meget til Fielfraz og syntes der var noget specielt ved deres tilgang til rockmusik. Jeg syntes jeg hørte noget jeg ikke hørte andre steder. Der var Hemplers stemme, men det var mere end det. Det var Fielfraz i det hele taget. Senere soloprojekter og samarbejde med Dicte har jeg ikke lyttet til overhovedet, men kan sagtens høre nu at der er masser af kvalitet at hente der. Jeg bliver bare så træt, når teksterne skal være på prætentiøst engelsk og man ikke tør stå ved hvad man synger.
Hempler passer til mig lige nu. Han er 49 år og har måske sagt til sig selv “OK, nu gør jeg det. Skriver på dansk om mig selv og lader det komme. Jeg er ved at blive gammel og hvis jeg musikalsk skal nogen steder, må jeg gå all-in og så må det briste eller bære.” – og det bærer i den grad.
Klaus Lynggaard skrev i Weekendavisen noget i retning af “Claus Hempler har altid været der, i periferien” og det er også sådan jeg har det. Det nye album “Kuffert fuld af mursten” og koncerten i Musikhuset, Aarhus blev en musikalsk genopdagelse af Hempler, som for mig lige er trådt flere skridt væk fra periferien og ind mod midten af dansk musik.
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
