En fyldt Store Sal i Musikhuset, Aarhus, overværede koncerten med Pink Floyd Project. Projektet har eksisteret i 20 år og er et coverband som så mange andre coverbands, men det må siges at de er nået til et nyt level af coverband-konceptet. Det er ikke et hvilket som helst coverband der kan fylde Store Sal i Musikhuset.
De spiller eminent og der er kælet for detaljerne og for at få det til at lyde præcis som forlægget – og så er der givet plads til improvisationer udover forlægget. De ikoniske David Gilmour-soloer bliver kopieret en-til-en og så bliver der bygget ovenpå, hvor det giver mening. Det var virkelig et gennemført show med 10 mennesker på scenen inklusiv tre korsangere og den tilbagevendende saxofon.
Kontrakten med publikum er en mærkelig størrelse, når det er et coverband. Der er er en stiltiende aftale om at at “vi leger det er Pink Floyd” der er på scenen. Bandet gør ikke som om det er deres eget musik, men bandet gør det heller ikke til en pædagogisk indføring i historien om Pink Floyd. De spiller bare. Hit på hit på hit. Og publikum mindes deres tid med Pink Floyd. Publikum lader som om det er Roger Waters, David Gilmour og de andre der står på scenen og publikum sidder med denne dobbeltbevidsthed, hvor de selvfølgelig godt ved at det ikke er Pink Floyd, men vi er alle enige om at vi gør som om det er Pink Floyd og publikum har lov til at mindes en svunden tid.
En tankevækkende sammenligning er måske gamle klassiske komponister, hvis musik stadig spilles af symfoniorkestre rundt i verden. Forlægget er der kun i form af et partitur, så derfor er der plads til fortolkning, men symfoniorkestret har på en måde den samme funktion som et “coverband”. De spiller andres musik på deres egen (eller dirigentens) måde og publikum modtager det som en dygtig fortolkning af Mozarts eller Beethovens forlæg. Måske har de dygtige coverbands en reel og meningsfuld funktion i fremtiden som fortolkere af de store efterhånden hedengangne bands.
“Rystende”, sagde min bror da vi kørte hjem. “Magisk”, var det eneste jeg kunne sige. “Vildt”, sagde datteren.
Jeg har måske aldrig rigtigt forstået udtrykket “The show to end all shows” før nu. Jeg går nemlig med fornemmelsen af at intet musikalsk show nogensinde vil kunne konkurrere med den oplevelse jeg havde i Vega denne torsdag aften. En fornemmelse af at al musik jeg vil høre fra nu, vil være en svag afglans af hvad jeg allerede har oplevet. Fornemmelsen af at jeg aldrig behøver tage til koncert igen, fordi jeg har oplevet det ypperste. Jagten på den perfekte koncertoplevelse er slut.
Jeg er helt med på at det her er en 100% subjektiv oplevelse og at min oplevelse er min og ikke alle andres, en helt personlig oplevelse. Ikke desto mindre fornemmede jeg at andre havde oplevelser der lignede min, både den del hvor jeg stod måbende og den del hvor jeg fik tårer i øjnene.
Historierne om 27-årige Jacob Collier er mange. Historierne om hans vanvittige musikalitet, hans virtuositet på en lang række instrumenter, hans totalgehør, hans Grammy-vindende vokal-arrangementer, hans aldrig før hørte arbejde med mikrotonalitet, hans master classes rundt på verdens konservatorier, hans videoproduktioner, hans insisteren på at optræde i strømpefødder med to forskellige strømper og hat med ører, hans ubesværethed, hans musikteoretiske nyskabelser. Historierne om at Herbie Hancock sammenligner ham med Stravinskij, at andre kalder ham vor tids Mozart og at Quincy Jones har slået kløerne i ham.
Collier er et internetfænomen, som har brugt YouTube helt fra starten hvor han som ung teenager begyndte at poste musikvidoer med arrangementer af bl.a. Stevie Wonder-numre. Han er musiknørden der bruger YouTube til at dele sit nørderi. Og ægte nørder er fascinerende når de også er begejstrede for deres nørderi, når de elsker at fortælle og formidle.
Mit “bekendtskab” med Collier på YouTube havde skruet mine forventninger så højt op at jeg gik ind til koncerten med en fornemmelse af at live-oplevelsen KUN kunne skuffe og sætte skår i min opbyggede begejstring, men jeg blev blæst omkuld og stod under det meste af koncerten uden at kunne formulere andet end “Ja, ja ja”, mens Collier og band kastede sig rundt i det musikalsk mest avancerede live-show, jeg har oplevet.
Sproget er pop og funk, men det sproget bruges til er meget langt fra hvad jeg har oplevet før. Man har bare lyst til at være der, at være i det. Til mangen en koncert har jeg tænkt “Det kunne jeg også lave” eller “Hvis jeg øver mig, kunne jeg også være med der”, men her var vi efter ganske få minutter et helt andet sted, hvor det kun handlede om at opleve og være i det.
Jeg er tilfældigvis lige nu i gang med at læse Karl Ove Knausgårds “Min kamp” og et sted i bind et fortæller han om hvordan han har det med nogle helt bestemte malerier: “Det var et fantastisk billede, det fyldte mig med alle de følelser fantastiske billeder gør, men når jeg skulle forklare hvorfor, hvori det fantastiske bestod, kom jeg til kort. Billedet fik mit indre til at skælve, men hvorfor? Billedet fyldte mig med længsel, men efter hvad? (…..) Men i samme øjeblik jeg rettede blikket mod billedet igen, forsvandt alle ræsonnementer i den bølge af kraft og skønhed der rejste sig i mig. Ja, ja, ja, lød det så. Det er det, det er. Det er derhen jeg vil. Men hvad var det jeg bejaede? Hvor var det jeg ville hen?” Senere fortæller Knausgård at han sidder i et tog, der kører gennem et kedeligt industriområde og han kigger på solen der går ned i horisonten: “… og jeg tænkte ikke på noget, så bare på den røde, brændende kugle på himmelen, og glæden der fyldte mig, var så skarp og kom så hårdt at den ikke var til at skelne fra smerte. Det jeg oplevede, forekom mig at være af enorm betydning. Enorm betydning. Da øjeblikket var forbi, forsvandt følelsen af betydningsfuldhed ikke, men den blev pludselig vanskelig at placere: Hvad var det helt nøjagtigt der var betydningsfuldt? Og hvorfor? Et tog, et industriområde, sol, tåge?”
Nærmere kommer jeg nok ikke en beskrivelse af min oplevelse, vel vidende at det nærmest er en ikke-beskrivelse. En erkendelse af at oplevelsen ikke kan omsættes til ord – og så alligevel: Det var magisk.
Gaffa-anmelden nedenfor gennemgår meget nøgternt hvad der skete til koncerten
