Tag-arkiv: Peter Sommer

LIVE… Peter Sommer & Palle Hjort

Feb. 2025, Kulturkøkkenet, Odder

Peter Sommer og Palle Hjorth, Kulturkøkkenet, Odder, februar 2025

Det var en oplevelse endelig at høre Peter Sommer live. Det var faktisk første gang, selv om han har været med i efterhånden 20-25 år. Jeg har været længe på vejen hen mod at kunne li‛ Peter Sommers musik, men denne intimversion af Sommer & Hjorth fungerede på de fleste parametre.

Peter Sommer er ikke den store entertainer, men han er historiefortæller og han ved, hvor vigtig historiefortællingen er, altså den fortælling der binder sangene sammen og introducerer sangene. Det er ekstremt vigtigt, især i dette lille og intime set up, at kunne fortælle de små og store historier om genbrugsen og Kvickly i Odder, men også om de store begivenheder i livet og verden. Historierne skal til for at intimkoncerten bliver noget andet og mere end bare at lytte til musikken hjemme på stereoen. Man behøver ikke være entertainer eller standupper, men man skal kunne fortælle en god og vedkommende historie, som folder sangen ud eller tilfører sangen noget, jeg ikke havde tænkt på.
Og det kunne Peter Sommer.

Og troldmanden Hjorth på tangenter tryllede sit sædvanlige trylleri.

LIVE… Smugler

Feb. 2025, Kulturkøkkenet, Odder

Smugler, Kulturkøkkenet, Odder, februar 2025

Trioen Smugler fra Aarhus, med ophav i Thy og på Mors, opvarmede til Peter Sommer i Kulturkøkkenet og gjorde det godt og udtryksfuldt, men det var næsten FOR meget det samme som Peter Sommer. Deres hele udtryk, den dybe stemme, vægten på at få teksterne formidlet og det bløde akkompagnement for at teksten skal stå tydeligt.
Smugler gjorde det virkelig godt og hvis Smugler havde stået alene ville det måske have stået meget bedre. Måske et mærkeligt udsagn, men når det nu var opvarmning til Peter Sommer, blev det forstyrrende at udtrykket mindede så meget om Peter Sommer. Det må jeg snakke med OLCC om.
Når man efterfølgende lytter til Smugler med fuldt band på Spotify (ja, jeg ved godt at Spotify er på vej til at blive politisk ukorrekt, fordi de ikke betaler kunstnerne ordentligt, laver smooth-jazz playlister med ikke-eksisterende bands og meget mere), bliver man overbevist om at Smugler fungerer. Ja, man skal være i det melankolske hjørne og nej, man skal ikke forvente pophits, men dybfølte tekster med lidt storladne arrangementer.
Jeg vil gerne anbefale Smugler.