Tag-arkiv: Phønix

Live… Harald Haugaard & Morten Høirup

Dansk folkemusik
Hotel Nyborg Strand, 5. mar. 2006

Det er dog en fornøjelse at høre et par folk som bekender sig til traditionel folkemusik og som samtidig er så dygtige på deres instrumenter, så avancerede, så præcise, så hurtige og så afdæmpede.

Det var søndag formiddag og det var blevet halvsent lørdag aften, så omstændighederne passede perfekt til musikken. Læne sig tilbage, lytte og give sig selv lov til at lukke stemningerne ind. Ingen sangtekster at forholde sig til, kun musikken som vekslede mellem de hurtige dansenumre og de langsomme ballader.

En nærmest ekvilibristisk Harald Haugaard på fiol og en Morten Hoirup på guitar som til tider spillede jazzakkompagnement med to akkordskift i sekundet og til andre tider følsomt melodispil. Det var perfekt, stemningsfuldt og livgivende. Og der var stil over duoen. Der var ikke meget langhåret 70’er-kollektiv over de to herrer. Ikke fordi det gjorde musikken bedre eller dårligere, men det fik mig til at tænke på at den danske folkemusik så ganske bestemt er på vej ind i en ny æra, (og har været det i nogle år) hvor det ikke kun er visetraditionen der dyrkes og fornyes, men også den instrumentale del. Det er forfriskende dejligt med fornyelsen, hvor den musikalske tradition udsættes for dygtige musikere, der tør at harmonisere akkompagnementet lidt anderledes, som tør at lade nutiden smitte af på traditionen. Det er nødvendigt for at traditionen kan leve videre! Haugaard & Hoirup er et eksempel, men ogs Phønixer et lysende eksempel på nytænkning af traditionen, for slet ikke at tale om Sortenmuld, som gik skridtet videre og gjorde middelalderviserne til drømmende trance-elektronika..

Der skal dødogpine findes veje til at få landets helt unge til at bruge folkemusiktraditionen og en af vejene er at introducere de dygtige folkemusikere for de unge rockmusikere, de unge der dyrker hiphop osv. Ikke for nødvendigvis at blande genrerne, men fordi de unge musikere ofte overhovedet ikke har noget forhold til folkemusikken!

Links:

Haugaard & Hoirup www.hhduo.dk
Phønix www.phonixfolk.dk
Sortenmuld www.sortenmuld.dk