En helt fantastisk forestilling med Johan Olsen som den helt centrale figur i rollen som Pink.
Forestillingen er lavet til Østre Gasværk i København, men det fungerede fantastisk i Store Sal i Musikhuset Aarhus, incl. videoprojektioner på sidevæggene.
En fyldt Store Sal i Musikhuset, Aarhus, overværede koncerten med Pink Floyd Project. Projektet har eksisteret i 20 år og er et coverband som så mange andre coverbands, men det må siges at de er nået til et nyt level af coverband-konceptet. Det er ikke et hvilket som helst coverband der kan fylde Store Sal i Musikhuset.
De spiller eminent og der er kælet for detaljerne og for at få det til at lyde præcis som forlægget – og så er der givet plads til improvisationer udover forlægget. De ikoniske David Gilmour-soloer bliver kopieret en-til-en og så bliver der bygget ovenpå, hvor det giver mening. Det var virkelig et gennemført show med 10 mennesker på scenen inklusiv tre korsangere og den tilbagevendende saxofon.
Kontrakten med publikum er en mærkelig størrelse, når det er et coverband. Der er er en stiltiende aftale om at at “vi leger det er Pink Floyd” der er på scenen. Bandet gør ikke som om det er deres eget musik, men bandet gør det heller ikke til en pædagogisk indføring i historien om Pink Floyd. De spiller bare. Hit på hit på hit. Og publikum mindes deres tid med Pink Floyd. Publikum lader som om det er Roger Waters, David Gilmour og de andre der står på scenen og publikum sidder med denne dobbeltbevidsthed, hvor de selvfølgelig godt ved at det ikke er Pink Floyd, men vi er alle enige om at vi gør som om det er Pink Floyd og publikum har lov til at mindes en svunden tid.
En tankevækkende sammenligning er måske gamle klassiske komponister, hvis musik stadig spilles af symfoniorkestre rundt i verden. Forlægget er der kun i form af et partitur, så derfor er der plads til fortolkning, men symfoniorkestret har på en måde den samme funktion som et “coverband”. De spiller andres musik på deres egen (eller dirigentens) måde og publikum modtager det som en dygtig fortolkning af Mozarts eller Beethovens forlæg. Måske har de dygtige coverbands en reel og meningsfuld funktion i fremtiden som fortolkere af de store efterhånden hedengangne bands.
OpenAir-fremvisning af Talking Heads-koncert-kult-filmen fra 1983.
En mandag aften i festugen på amfiscenen ved Musikhuset, 4-500 mennesker med tæpper og vindjakker, ikke så mange unge (men jeg havde nu tre dejlige døtre med) til en filmfremvisning på det enorme filmlærred.
David Byrne og Talking Heads var en af mine indgange til den nye musik som dukkede op i slut70erne. Det var ikke punk, men det var måske punken som rykkede grænserne, så der blev plads til noget andet end Led Zeppelin, Pink Floyd, Queen og hvad vi ellers lyttede til op gennem 70erne.
Talking Heads var en helt ny lyd. Jeg opfattede det som meget NewYorksk, kunstfærdigt, storbyagtigt, spændende og det noget dystre tekstunivers passede mig godt. “Life During Wartime” og “Burning Down The House” var jo ikke ligefrem søde kærlighedssange.
Gensynet var godt. Koncertfilmen som jeg så to, måske tre, gange i biografen midt i 80erne kunne sagtens tåle et gensyn så mange år efter. Opbygningen af koncerten, hvor flere og flere kommer på scenen med et klimaks henne omkring “Take Me To The River”, udklædningen og Byrnes mærkelige bevægelser var altsammen glædelige gensyn og ikke bare på den nostalgiske måde. Jeg synes faktisk det kan noget.
Og det endte jo med at en stor flok mennesker dansede under den store skærm – måske også fordi det blev lidt koldt mod slutningen.
Min datters Ipod ligger ofte på mit skrivebord og er sluttet til mine computerhøjttalere. Så er der ny musik på kontoret og det var der også i dag. En kælen stemme og noget bekendt ved teksten. “We’re only making plans for Nigel”, og melodien, bekendt? Jeg kiggede på ipoden. Det var Nouvelle Vague der spillede “Making Plans For Nigel”. Jeg har ikke før hørt Nouvelle Vague, men jeg har næsten slidt min LP med originaludgaven af nummeret op. XTCs fantastiske album “Drums & Wires” fra 1979.
Ind i stuen og spille XTC rigtig højt!
Kronologien slog nogle sving i min musikalske lytteudvikling. Fra mors dansktopsange til Sweet og Slade da jeg gik i folkeskolens mindre klasser til 60ernes melodipop og syrerock i de større folkeskoleklasser, altsammen i midt70erne. Derefter kom gymnasiet og punken som ikke rigtig fangede mig, men det der kom i kølvandet på punken, som nogle kaldte new wave eller post-punk og som var meget anderledes var spændende. Jeg lyttede til U2 (Sunday Bloody Sunday), Clash (London Calling), XTC (Complicated Game), Devo (We Are Devo), Talking Heads (Fear of Flying), Dead Kennedyes (California überalles), Ramones (gabba gabba hey gabba hey gabba one of us), Nina Hagen (ich glotz TV) og meget andet og først senere i 80erne vendte jeg tilbage for at nærstudere 70ernes store koryfæer som Led Zeppelin, Genesis og Pink Floyd.
Slut70erne blev en musikalsk parantes for mig, selv om U2 og Elvis Costello stadig hænger grundigt ved, men mit genhør med XTCs Drums & Wires bekræfter at der var noget energi og noget musikalsk nytænkning, som har sat mange spor. Ramones, som jeg også lige var forbi på youtube, kalder i dag ikke på andet end et skævt smil over den tid, men XTCs Drums & Wires kan helt sikkert tåle at blive spillet – også i 2009.