Tag-arkiv: Quincy Jones

Johnny Madsen 1951-2024

Det har været en tung uge i kendisverdenen. Vi mistede Erik Clausen, Ulf Pilgaard, Morten Stig Christensen, Quincy Jones og Johnny Madsen.

Der er allerede skrevet en stor mængde nekrologer over dem alle, men jeg kan mærke at det rører mig at Madsen er væk, så han skal have et ord med på vejen.

Madsen var vores helt engang. Han var vores helt indtil han blev alle andres helt, så var han ikke så meget vores helt mere. En mærkelig mekanisme, som vel handler om at kendskab til Madsen blev en identitetsmarkør for os fra nordvestjylland, noget vi havde sammen og da alle i hele landet kom til at kende Johnny Madsen, så virkede det ikke længere på samme måde.

Mit første møde med Johnny Madsen var på Pavillonen i Struer omkring 1977. Pavillonen var et dansested fredag og lørdag, men torsdag aften var der i en periode folkemusik, visesangere mm og her kom Madsen sammen med andre folkemusikere eller Madsen alene. Jeg husker ikke, hvordan jeg fik nys om disse torsdag aftener, men tror det var “Eva fra bogbussen”, som vidste at jeg var musikinteresseret og, som jeg husker det, også var til flere af disse arrangementer på Pavillonen. Det var helt low key med musikerne siddende i baren eller omkring et bord, mens de spillede og der var ikke ret mange mennesker. Men Madsen lagde man mærke til. Der var en udstråling af smilende flabethed, når han spillede sine egne sange med vrøvlede tekster og thyborønsk dialekt. Han spillede i Rumlekvadrillen, traditionel folkemusik, men lavede altså også sine egne sange, som han spillede med nogle andre musikere, måske folk fra det senere La Porta Band, eller alene.

Da jeg gik i gymnasiet fra 78-81 i Struer mødte man også Madsen rundt på værtshusene med sin guitar. Flemming og jeg spillede også rundt på værtshusene og et par gange rendte vi ind i hinanden på Valhalla, et værthus som lå lige ved banegården.

I 1982 kom albummet “De tørre er de bedst…” og det album var netop så anderledes og skævt, som vi følte os, så det blev straks en plade, man bare skulle have stående på pladehylden. Hvis man identificerede sig med Vestjylland, Lemvig, Struer, Thyborøn, så skulle man kunne det meste af pladen uden ad (“Na na na na na Snap’ i æ finger’ Na na na na na Prøv og hør’ Na na na na na Det’ teknik Na na na na na a hå’ lært i Harboør”) Jeg har læst et sted at første oplag af pladen kun blev solgt i 300 eksemplarer. Hvis det er rigtigt kender jeg en stor procentdel af dem der købte den 🙂

Efter gymnasiet flyttede mange af os til Aarhus og København, men holdt alligevel sammen i vestjyske kolonier og derude i det fremmede blev det endnu mere vigtigt med Madsen, som den samlende figur. Når man besøgte hinanden eller kom nye steder, var det jo et fast punkt at man brugte tid på at gennemgå pladesamlingen. Der var sådan en “Vis mig din pladesamling og jeg ved hvem du er”-indstilling, og hvis “De tørre er de bedst…” blev fundet i samlingen, så var der basis for videreudvikling af det nye bekendtskab.

Da jeg boede i København i 1982-83 fandt vi pludselig ud af at Madsen skulle spille på et lille musikværtshus. Jeg husker ikke hvor det var, men jeg husker at vi var 4-5 stykker ud af en lille flok på måske 25 i alt og at Madsen syntes det var sjovt at vi kunne synge med på alle sangene, så han kom ned til vores bord og drak øl med os efter koncerten.

“Madsens septiktanker” kom i 1986 og selv om jeg ikke har noget som helst at have det i, har jeg altid tænkt at den titel var en reference til Kliches “Supertanker” og den havde stadig noget af det crazy over sig, men også lidt mere blues-band og lidt mindre folkemusik. Vi var flyttet fra København til Aarhus og holdt fast i identifikationen med Madsen. I 1987 kom “Chinatown, Yellow Moon og den sorte fugl”, hvor jeg kan huske at jeg begyndte at tænke at hans status i mit liv ikke kunne forblive den samme. Det var skam et fint album, men det blev for meget lige som alt det andet musik, der udkom, bortset fra teksterne, som stadig var umiskendelig Madsen.

Næste lysbillede (nej, jeg tog ikke mange billeder i slutningen af 80erne) er fra folkeværtshuset Æsken i Anholtsgade i Aarhus, hvor vi en aften kom for at høre Lars Lilholt og Johnny Madsen i en trio, men hvor al opmærksomhed blev stjålet af det, for mig, ukendte tredjehjul i trioen, Allan Olsen. Det var en hujende morsom aften med de tre på virkelig slap line, hvor de spillede deres roller som den altfavnende idealist (Lilholt), den djærve vestjyde (Madsen) og den storsnakkende, næsten intellektuelle (Olsen).

Tak for rejsen, Madsen. Det betød noget at du var her.

LIVE… Jacob Collier

Store Vega, København, juli 2022

“Rystende”, sagde min bror da vi kørte hjem. “Magisk”, var det eneste jeg kunne sige. “Vildt”, sagde datteren.

Jeg har måske aldrig rigtigt forstået udtrykket “The show to end all shows” før nu. Jeg går nemlig med fornemmelsen af at intet musikalsk show nogensinde vil kunne konkurrere med den oplevelse jeg havde i Vega denne torsdag aften. En fornemmelse af at al musik jeg vil høre fra nu, vil være en svag afglans af hvad jeg allerede har oplevet. Fornemmelsen af at jeg aldrig behøver tage til koncert igen, fordi jeg har oplevet det ypperste. Jagten på den perfekte koncertoplevelse er slut.

Jeg er helt med på at det her er en 100% subjektiv oplevelse og at min oplevelse er min og ikke alle andres, en helt personlig oplevelse. Ikke desto mindre fornemmede jeg at andre havde oplevelser der lignede min, både den del hvor jeg stod måbende og den del hvor jeg fik tårer i øjnene.

Historierne om 27-årige Jacob Collier er mange. Historierne om hans vanvittige musikalitet, hans virtuositet på en lang række instrumenter, hans totalgehør, hans Grammy-vindende vokal-arrangementer, hans aldrig før hørte arbejde med mikrotonalitet, hans master classes rundt på verdens konservatorier, hans videoproduktioner, hans insisteren på at optræde i strømpefødder med to forskellige strømper og hat med ører, hans ubesværethed, hans musikteoretiske nyskabelser. Historierne om at Herbie Hancock sammenligner ham med Stravinskij, at andre kalder ham vor tids Mozart og at Quincy Jones har slået kløerne i ham.

Collier er et internetfænomen, som har brugt YouTube helt fra starten hvor han som ung teenager begyndte at poste musikvidoer med arrangementer af bl.a. Stevie Wonder-numre. Han er musiknørden der bruger YouTube til at dele sit nørderi. Og ægte nørder er fascinerende når de også er begejstrede for deres nørderi, når de elsker at fortælle og formidle.

Mit “bekendtskab” med Collier på YouTube havde skruet mine forventninger så højt op at jeg gik ind til koncerten med en fornemmelse af at live-oplevelsen KUN kunne skuffe og sætte skår i min opbyggede begejstring, men jeg blev blæst omkuld og stod under det meste af koncerten uden at kunne formulere andet end “Ja, ja ja”, mens Collier og band kastede sig rundt i det musikalsk mest avancerede live-show, jeg har oplevet.

Sproget er pop og funk, men det sproget bruges til er meget langt fra hvad jeg har oplevet før. Man har bare lyst til at være der, at være i det. Til mangen en koncert har jeg tænkt “Det kunne jeg også lave” eller “Hvis jeg øver mig, kunne jeg også være med der”, men her var vi efter ganske få minutter et helt andet sted, hvor det kun handlede om at opleve og være i det.

Jeg er tilfældigvis lige nu i gang med at læse Karl Ove Knausgårds “Min kamp” og et sted i bind et fortæller han om hvordan han har det med nogle helt bestemte malerier:
“Det var et fantastisk billede, det fyldte mig med alle de følelser fantastiske billeder gør, men når jeg skulle forklare hvorfor, hvori det fantastiske bestod, kom jeg til kort. Billedet fik mit indre til at skælve, men hvorfor? Billedet fyldte mig med længsel, men efter hvad? (…..) Men i samme øjeblik jeg rettede blikket mod billedet igen, forsvandt alle ræsonnementer i den bølge af kraft og skønhed der rejste sig i mig. Ja, ja, ja, lød det så. Det er det, det er. Det er derhen jeg vil. Men hvad var det jeg bejaede? Hvor var det jeg ville hen?”
Senere fortæller Knausgård at han sidder i et tog, der kører gennem et kedeligt industriområde og han kigger på solen der går ned i horisonten:
“… og jeg tænkte ikke på noget, så bare på den røde, brændende kugle på himmelen, og glæden der fyldte mig, var så skarp og kom så hårdt at den ikke var til at skelne fra smerte. Det jeg oplevede, forekom mig at være af enorm betydning. Enorm betydning. Da øjeblikket var forbi, forsvandt følelsen af betydningsfuldhed ikke, men den blev pludselig vanskelig at placere: Hvad var det helt nøjagtigt der var betydningsfuldt? Og hvorfor? Et tog, et industriområde, sol, tåge?”

Nærmere kommer jeg nok ikke en beskrivelse af min oplevelse, vel vidende at det nærmest er en ikke-beskrivelse. En erkendelse af at oplevelsen ikke kan omsættes til ord – og så alligevel: Det var magisk.

Gaffa-anmelden nedenfor gennemgår meget nøgternt hvad der skete til koncerten


GAFFA – anmeldelse af koncerten
Et sanseligt og interaktivt møde, der nåede et spirituelt klimaks

Soundvenue – før koncerten
Jacob Collier er landet fra en fjern planet for at lære os at elske internettet igen

Jacob Collier ved flyglet i Vega, juli 2022