apr. 2009

Hva’ pokker skete der?

Workshop med 80 efterskoleelever og efterfølgende koncert. En lille del af workshoppen udviklede sig til en overraskende stor oplevelse.

Et enkelt setup: Hele forsamlingen lærer en lille sang med en tekst der udelukkende består af lydord uden betydning. AABA, traditionel form, melankolsk A-stykke og et lidt mere kraftfuldt B-stykke. Alle synger sangen mange gange og på et tidspunkt opfordres eleverne til at komme på scenen enkeltvis og i mikrofon synge eller sige eller hviske A-stykket. Det handler ikke om sangpræstation, men om at turde at give og få. Efter lidt tøven stiller den første sig op og synger de to små A-stykker i mikrofonen hvorefter hele forsamlingen istemmer B-stykket som et svar og man kan se på “solisten” at det virker som en personlig respons på hans sang. Et lille smil oplyser hans ansigt og det løber mig koldt ned ad ryggen. Det er overraskende rørende at synge sit svar til solisten, hele flokkens svar og tak til solisten, som slutter med at synge A-stykket igen.

Ny solist og det hele gentager sig med samme resultat. Tydelig bevægelse hos solisten, men også hos mange andre. Ny solist og endnu engang og pludselig står folk i kø for at få lov at stå med mikrofonen.

Hvad skete der? Var det melodien? Var det det forudgående foredrag om hvad musikken kan gøre ved mennesker, som var gået rent ind? Var det hele stemningen, der gjorde os alle rørstrømpske?

Hvad pokker skete der?

?