Mølleparken, Sønderborg
27. juni 2017
En dejlig sommeraften med et meget voksent publikum tog pænt imod en pæn Sting. Den 65 årige englænder og hans lidt yngre band gjorde præcis hvad de skulle og de gjorde det professionelt og tjekket. Ingen slinger i nogen vals og et knap to timer langt sæt bygget op af næsten alle numre fra det nyeste album “57th & 9th” kombineret med et udvalg fra det store katalog af hits og gode numre fra Policetiden og den lange solokarriere. Da jeg kom hjem tjekkede jeg Spotify og kunne konstatere at vi hørte de seks mest spillede Policenumre og de syv mest spillede Stingnumre. Sting tjekkede nok også Spotify før han tog på tour.
Det fungerede forbilledligt.
På det nyeste album er han vendt tilbage til et mere Policeagtigt udtryk. Noget af det, som fx “I Can’t Stop Thinking About You” lyder faktisk som om det er et gammelt Policenummer.
Hans musikalske rejser til andre genrer og besætninger er troværdige og jeg kan følge ham. Hvis der er noget vi, som musikelskende og -forbrugende publikum, ikke må, så er det at kræve at de dygtige sangskrivere skal blive hvor de er og lave det samme som de plejer. Kunst og sangskrivning er også udvikling, afsøgning af udtryk og måske venden tilbage til det oprindelige med nye erfaringer fra de musikalske steder man har besøgt.
En koncert med Sting i Mølleparken i 2017 er en nostalgitur. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det de gamle sange publikum kommer for at høre. Man kommer for at mærke efter om de oplevelser vi havde med Police i slut70erne og start80erne og med Sting op gennem 90erne er noget der kan genoplives og genopleves. Vi kommer for at mærke efter om man kan skrue tiden tilbage. Det kan man ikke, men det var en god koncert.
Som opvarmning fik vi en halv time med Joe Sumner, søn af Sting, på akustisk guitar og sang. Fine sange – og sangskrivningens håndværk er tydeligvis lært hjemme i fars værksted, men det er utaknemligt at varme op for sin kendte far.
