Amfi-scenen ved Musikhuset, Aarhus
September 2019
OpenAir-fremvisning af Talking Heads-koncert-kult-filmen fra 1983.
En mandag aften i festugen på amfiscenen ved Musikhuset, 4-500 mennesker med tæpper og vindjakker, ikke så mange unge (men jeg havde nu tre dejlige døtre med) til en filmfremvisning på det enorme filmlærred.
David Byrne og Talking Heads var en af mine indgange til den nye musik som dukkede op i slut70erne. Det var ikke punk, men det var måske punken som rykkede grænserne, så der blev plads til noget andet end Led Zeppelin, Pink Floyd, Queen og hvad vi ellers lyttede til op gennem 70erne.
Talking Heads var en helt ny lyd. Jeg opfattede det som meget NewYorksk, kunstfærdigt, storbyagtigt, spændende og det noget dystre tekstunivers passede mig godt. “Life During Wartime” og “Burning Down The House” var jo ikke ligefrem søde kærlighedssange.
Gensynet var godt. Koncertfilmen som jeg så to, måske tre, gange i biografen midt i 80erne kunne sagtens tåle et gensyn så mange år efter. Opbygningen af koncerten, hvor flere og flere kommer på scenen med et klimaks henne omkring “Take Me To The River”, udklædningen og Byrnes mærkelige bevægelser var altsammen glædelige gensyn og ikke bare på den nostalgiske måde. Jeg synes faktisk det kan noget.
Og det endte jo med at en stor flok mennesker dansede under den store skærm – måske også fordi det blev lidt koldt mod slutningen.