Tag-arkiv: Tobias Trier

Live… Tobias Trier

apr 2008
Odder Valgmenighed

Rammen var så speciel at det havde indflydelse på oplevelsen. Tobias Trier med band foran alteret i Valgmenighedens kirke. Alterbilledet bag bandet blev for mange år siden malet af Tobias Triers oldefar, Troels Trier, som altså er bedstefar til Tobias Triers far, som også hedder Troels Trier.

At rammen var en kirke, at præsentationen blev forestået af præsten og at publikum var bænket på gamle træbænke betød at stemningen i starten var mere andægtig end Tobias Trier måske er vant til. Han formåede imidlertid ret hurtigt at løsne op på stivheden.

Bandet var næsten unplugged med akustisk guitar, piano, percussion og bas og spillede med en naturlig lethed de ret elektriske og elektroniske numre fra det nyeste album “Krydsklip”. Det var fedt! Det er altid forløsende når det elektriske også fungerer i akustisk udgave. Så er der noget ved materialet der holder. Musikalsk var der mange spændende detaljer og finurligheder og Trier, der var kommet på landet, formåede med den, for en københavner, helt nødvendige ydmyghed og selvironi at fange os bænkede østjyder med de underholdende men også lidt studentikose billeder af livet i Danmark.

Tobias Trier gjorde det godt, men han er musiker og komponist og ikke hverken sanger eller tekstforfatter.

Link
www.tobiastrier.dk