Tag-arkiv: U2

Live… U2

mandag 16. aug. 2010
Casa Arena, Horsens

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om at der var øjeblikke af stor skønhed, momenter af optræk til noget og ingen fortrydelse over at jeg spenderede en mandag aften i Casa Arena i Horsens for at se U2s 360 graders megashow, men…

Det er simpelthen for stort. Det er for upersonligt, for pompøst, for prangende og for langt fra min erindring om U2 og for milevidt fra mine oplevelser med U2 på pladespilleren. Det handlede jo ikke om musik i Horsens, men om at imponere med storslåethed, lydstyrke og effekter. Jeg forstår egentlig slet ikke hvordan det kan komme så vidt, hvordan det kan gå så galt, for jeg er stadig en beundrer af meget af U2s musik, som rammer lige der hvor det skal og i sin enkelhed netop gør det modsatte af dette koncert-setup. Materialet er netop beviset på at det IKKE handler om det store udstyr, men om at det enkle er godt hvis det er skruet rigtigt sammen.

Sætliste:

Return Of The Stingray Guitar
Beautiful Day
New Year’s Day
Get On Your Boots
Magnificent
Mysterious Ways
Elevation
I Still Haven’t Found What I’m Looking For
Glastonbury
In A Little While
Miss Sarajevo
City Of Blinding Lights
Vertigo
I’ll Go Crazy If I Don’t Go Crazy Tonight
Sunday Bloody Sunday
MLK
Walk On
You’ll Never Walk Alone (snippet)
One
Where The Streets Have No Name

Ekstranumre:
Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me
Ultra Violet (Light My Way)
With Or Without You
Moment of Surrender

Link:
http://u2ihorsens.dk/

Genhørt… XTC

dec 2009

Min datters Ipod ligger ofte på mit skrivebord og er sluttet til mine computerhøjttalere. Så er der ny musik på kontoret og det var der også i dag. En kælen stemme og noget bekendt ved teksten. “We’re only making plans for Nigel”, og melodien, bekendt? Jeg kiggede på ipoden. Det var Nouvelle Vague der spillede “Making Plans For Nigel”. Jeg har ikke før hørt Nouvelle Vague, men jeg har næsten slidt min LP med originaludgaven af nummeret op. XTCs fantastiske album “Drums & Wires” fra 1979.

Ind i stuen og spille XTC rigtig højt!

Kronologien slog nogle sving i min musikalske lytteudvikling. Fra mors dansktopsange til Sweet og Slade da jeg gik i folkeskolens mindre klasser til 60ernes melodipop og syrerock i de større folkeskoleklasser, altsammen i midt70erne. Derefter kom gymnasiet og punken som ikke rigtig fangede mig, men det der kom i kølvandet på punken, som nogle kaldte new wave eller post-punk og som var meget anderledes var spændende. Jeg lyttede til U2 (Sunday Bloody Sunday), Clash (London Calling), XTC (Complicated Game), Devo (We Are Devo), Talking Heads (Fear of Flying), Dead Kennedyes (California überalles), Ramones (gabba gabba hey gabba hey gabba one of us), Nina Hagen (ich glotz TV) og meget andet og først senere i 80erne vendte jeg tilbage for at nærstudere 70ernes store koryfæer som Led Zeppelin, Genesis og Pink Floyd.

Slut70erne blev en musikalsk parantes for mig, selv om U2 og Elvis Costello stadig hænger grundigt ved, men mit genhør med XTCs Drums & Wires bekræfter at der var noget energi og noget musikalsk nytænkning, som har sat mange spor. Ramones, som jeg også lige var forbi på youtube, kalder i dag ikke på andet end et skævt smil over den tid, men XTCs Drums & Wires kan helt sikkert tåle at blive spillet – også i 2009.

Links:
XTC – Making plans For Nigel

Nouvelle Vague – Making Plans For Nigel

Jeg lytter til… One

Det var dog fantastisk at genopleve den der teenageagtige lykkefølelse ved at høre et bestemt stykke musik. Jeg har i dag lyttet til det samme nummer på youtube 10 gange i streg og hver gang har tårerne stået mig i øjnene. Ikke sådan billedligt talt, men helt fysisk har jeg været på grådens rand på den sentimentale måde, af glæde, af rørelse, af lyst til at reagere

Sangen er såmænd U2s “One” og jeg ved godt at det er en 17 år gammel sang som i denne 2 år gamle genindspilning har været placeret på alverdens hitlister. Jeg har altid været fascineret af U2 men har til gengæld aldrig rigtig haft et forhold til Mary J. Blige, men denne udgave af “One” rammer fuldstændig lige præcist i min hjertekule.

Bono kan til tider være “for meget” i sin frelste selvfede korrekthed, men han har denondtefisme været med til at skrive nogle fantastiske sange, og Mary J. Blige tilfører “One” en intensitet som hverken Bono eller Johnny Cash har formået. Kombinationen af min historie med U2, min fascination af den gode tekst til den enkle melodi, min glæde over den rolige The Edge og så selvfølgelig den smukke og intense diva og hendes måske lidt overgearede fraseringer, som slet ikke virker overgearede her fordi den enkle melodi er der hele tiden. Kombinationen af det hele giver mig gåsehud og selv ved 12. afspilning får jeg en klump i halsen.

Det er magisk når det sker og det er et stort sammensurium af alle mulige referencer, der tørner sammen til en ophøjet følelse af at det er rigtigt og sandt og perfekt og det hele værd.

Jeg anfører ikke dette for at få andre til at få den samme oplevelse med det samme stykke musik, men blot for at dele min forundring over hvad musik kan gøre ved os. Det kan føre os alle steder hen i følelsesregisteret. Nogle steder kan vi lide at være, andre steder tør vi ikke komme, nogle steder bliver vi glade, nogle steder tændes vi og nogle steder er svære og ubehagelige. Der hvor jeg er nu er der rart at være.

Disse mekanismer arbejder helt uafhængig af facader, akademiske forklaringer, intellektuelle anskuelser og politisk korrekthed. Det er ikke altid let at håndtere, for de helt store oplevelser ligger ofte i det næsten banale, både musikalsk og i resten af livet. Og det gode liv er at finde tilfredshed i det der kalder det gode og sande frem.