Oktober 2006
At gå til whiskysmagning og smage de enestående single cask whiskies er som at gå til koncert: Man ved at det er en enestående oplevelse i forhold til at drikke standardaftapninger og lytte til CDindspilninger af musik, hvor det er ens hver eneste gang.
Nu har jeg prøvet det! Jeg har været til whiskysmagning for første gang og følte mig ganske godt tilpas i selskab med de sjældne dråber.
Single cask
Temaet var singlecask-aftapninger fra Skotland og de tilhørende historier var interessante og spændende – og lidt nørdede, for sådan er det vistnok at smage single cask-aftapninger: Det er ikke kun smagen, det er oplevelsen ved at være en af en lille flok som får lov til at smage lige netop denne flaske.
Der var fx den Glenturret 1978 Wood Mission Range som var tappet i 2005 på præcis 384 flasker hvoraf de 12 var kommet til Danmark, hvoraf vi nu så sad og drak den ene (som var nummer 284). Og så netop Glenturret som jeg besøgte engang midt i 90erne. Da lå denne ene tønde så stadig og sugede farve og fylde fra bourbonfadet – måske så vi det da vi var på rundvisning??
Standardaftapninger og CDer
Jeg hører mest musik ved at afspille CDer. Der er brugt mange mange timer på produktion, afpudsning, justeringer, tilføjelser, ændringer, tilpasning til markedet og regulering af niveauer. Når alle involverede er tilfredse udgives musikken, hvor den selvfølgelig lyder ens hver eneste gang den afspilles.
En CD er som en standard-aftapning af en whisky, som er tilpasset markedet, justeret med karamel, smagt til, fortyndet, reguleret osv. Det kan stadig være en fantastisk god CD og en fantastisk god whisky, single malt med egen charme og kendetegn, men det er stadig en standardaftapning. Næste gang du køber en flaske kan du godt regne med at smagen er den samme – ligesom vi også regner med at der er den samme musik på to ens CDer.
Single cask og koncerter
Anderledes er det med koncerter og singlecask aftapninger.. Du ved simpelthen ikke hvad du går ind til. Du kender kunstneren, musikerne, CDerne og har en ide om hvilke numre der skal spilles, men du ved ikke hvordan de vil spille lige præcis i aften. Du ved ikke om de har lavet om på arrangementerne, om musikerne har været oppe at skændes lige før koncerten, om guitaren er blevet repareret, om sangeren har halsbetændelse og om de overhovedet er tændt i aften. Men man ved at det kun er lige præcis til denne ene koncert at der bliver spillet lige præcis sådan.
På samme måde med det enkelte fad whisky. Du kender distilleriet, kender baggrunden, kender historien, kender standardaftapningerne, men du ved ikke hvordan det er gået med lige præcis dette ene fad, som har været overladt til sig selv i årevis. Den er ikke justeret med karamel, den er ikke fortyndet, den er ikke koldfiltreret og den er ikke blandet med anden whisky. Den er ganske enkelt bare tappet fra tønden på flasken og skal tages, ligesom koncerten, som en enestående oplevelse.
En måske banal iagttagelse som gjorde mit liv en lille smule mere spændende.