nov. 2005
Jeg var til Mew-koncert i Århus forleden og det var en overraskende god oplevelse!
Jeg har ellers haft det svært med Jonas Bjerres vokal, har syntes den var fimset og selvhøjtidelig, men i livesammenhængen fungerede den storslået. Den står som en skrøbelig og næsten nødvendig modsætning til den tunge backing som bandet leverer.
Det samme gjorde sig gældende i det gamle symfoniske rockband Yes, hvor forsanger Jon Andersons tynde falsetstemme på samme måde skabte en modvægt mod det tunge band. Faktisk blev jeg under Mew-koncerten flere gange næsten tvunget til at tænke tilbage på Yes midt i 80’erne. Mew udmærker sig ved at være en del mere sofisticeret i melodiopbygningen end Yes, men lyden og hele stemningen i musikken ligger så tæt op ad min oplevelse af Yes (som lige har holdt 35 års jubilæum i branchen!) at Mew live slet ikke virkede så moderne og nyskabende, som jeg måske havde forventet.
Men det var en god koncert og en god oplevelse – stille og roligt!