Alle indlæg af Alex

LIVE… Nicklas Sahl

Marts 2022
Eriksminde Efterskole

Alene med sin guitar og sin stemme skal man i høj grad kunne læne sig op af gode sange, og det er lige præcis hvad Nicklas Sahl kan. Han er i mine ører en blændende pop-snedker.
Jeg er generelt ellers ikke til de unge følsomme sangskrivere, som krænger sjælen ud på engelsk eller på et meget dagligdags og upoetisk dansk, men lige netop Nicklas Sahl kan et eller andet med sin sangskrivning.

Nicklas Sahl på Eriksminde

Jeg lytter til… Per Vers & Benny Andersen

“Sidste omgang”, Per Vers – Benny Andersen, 2022

Sikke et værk, sikke et mod, sikke en oplevelse!

Sjældent har jeg haft lyst til at citere så mange linjer som fra dette vilde værk (og gør det så slet ikke). Benny Andersen har man jo altid lyst til at citere. Jeg tror ikke der findes en livssituation, hvor man ikke kan finde et Benny Andersen-citat der passer perfekt, men det er jo ikke kun Benny (ham er vi vel på fornavn med), men også i udpræget grad Per Vers, som kan rime på alt og som har gjort sig umage for at kunne hamle op med og komplementere gamle Benny.

Det vildeste er næsten det mod Per Vers udviser ved at spille op til Benny Andersen, koryfæet, mesteren og hele Danmarks huspoet.
Først tænkte jeg at det var i stil med Dan Turèll og Halfdan E tilbage i 90erne, hvor digtoplæsning blev kombineret med beats og baggrundsmusik, men nej, Per Vers går skridtet videre og lader ganske vist Benny læse sine digte med beats, men så rapper han selv sin egen vinkel på temaet i digtet, fletter ordene sammen, svarer på spørgsmål og det virker. Det er virkelig modigt, flot, bemærkelsesværdigt og en præstation som er blevet til et værk som er helt anderledes end alt andet og som bør nomineres til alskens priser. Per Vers kan noget med det der danske sprog og der er nogle øreåbnende og opmærksomhedsskabende rim, som får det til at løbe koldt ned af ryggen – Det kan rim og ord nemlig.

Læs en god, grundig og læseværdig anmeldelse af albummet på side33.dk

LIVE… Girlcrush

Januar 2022, Eriksminde

De fik mig. Fangede mig lige der på det forkerte ben.
De var introduceret som en art punk. Jeg havde lyttet, set video, set dem blive interviewet af Jesper Binzer på DR og jeg synes måske ikke der var så meget punk over det musikalske udtryk. De fortalte selv at de startede bandet for 4 år siden og da kunne de ikke spille, men skulle til at lære at spille og det er der selvfølgelig lidt punk over.

Men de fik mig der, hvor de introducerede næste nummer og sagde at det blev lavet efter at de mange gange havde oplevet at velmenende erfarne musikalske mennesker kom op til dem efter koncerterne og fortalte dem, hvad de kunne gøre for at få det til at lyde bedre eller ville give gode råd og tips til hvad de kunne gøre anderledes. Jeg, den gamle musiklærer, stod jo tilfældigvis og tænkte på at her kunne jeg da gøre noget gavn med min erfaring. Nummeret hedder “Start Your Own Fuckin’ Band”. One, two, three, four.

Den sad hvor den skulle. De vil gerne lyde som de gør og det er selvfølgelig sådan det skal være. Og DET er punk.

Girlcrush, Eriksminde, januar 2022

FILM… Get Back

Beatles igen her mere end 50 år senere!

Pludselig dukker Peter Jacksons 8 timers sammenklip af 60 timers filmoptagelser fra januar 1969, hvor Beatles mødtes hver dag for at skrive, øve og indspille nyt album op og man bliver så nødt til at købe en måneds Disney+.

Når man engang for mange år siden har nørdet Beatles, som jeg har, så er der ikke de store overraskelser i de mange timers følgen de fire, men der sker alligevel noget magisk: De fire bliver langsomt til almindelige mennesker der møder hver formiddag for at skrue nogle nye sange sammen. De mange timer “vi er sammen” gør at det ikke kun er nøje udvalgte guldkorn, der får lov at komme med, men også alle almindelighederne, irritationerne, de skøre indfald og pauserne hvor der small-talkes.

En anden helt magisk oplevelse er at følge tilblivelsen af nogle af de mytiske numre på albummet “Let It Be”. Når nummeret “Get Back” tager form ud af ingenting og sweet Lorretta Martin får sit navn, når “Don’t Let Me Down” præsenteres af Lennon og bearbejdes af gruppen, når “I Me Mine” introduceres af en undseelig George Harrison, så er det nærmest magisk, fordi de numre har en helt central plads i min musikalske udvikling.

Der verserer så mange historier om hvordan Beatles sluttede samarbejdet, så mange rygter, så mange myter og meget bekræftes i disse optagelser men lige så meget munder ud i nye spørgsmål. Prøv engang at tjekke Songfacts.com hvor mange historier der findes om hvert eneste Beatles-nummer.

Hjertesprogets bog

Eriksminde Efterskoles årsskrift 2021

“I Danmark synger man sine digtere”
“I Danmark synger man sine digtere” citeres en unavngiven udlænding for at have påpeget og det er præcis hvad vi gør. I andre lande er digtoplæsning måske mere udbredt end her og skoleelever læser måske flere af deres nationalpoeters digte. I Danmark synger vi H.C, Andersen, Grundtvig, Frank Jæger og Tove Ditlevsen, og det er en tradition, der er tæt forbundet til Højskolesangbogen, som kom i den 19. udgave i november 2020, for lidt over et år siden.

Udvælgelsen
Udvælgelsen af sange og udgivelsen af bogen har, som ved hver ny udgave, været genstand for stor opmærksomhed, og udvalget af sange er blevet kommenteret og anmeldt mange steder. Det hører med til traditionen at det diskuteres højlydt hvilke sange der bør være med, hvilke der ikke bør være med, hvilke der godt kan fjernes, og hvilke der absolut ikke må fjernes, hvilke tekster der trænger til en ny melodi, og hvilke der absolut kun kan synges på den gamle melodi. 

Diskussionen er en del af processen og en folkelig bevidstgørelse om sangenes værdi for den enkelte. “I Danmark diskuterer man sine digtere” kunne førnævnte udlænding også have sagt.

Melodien
Da Carl Nielsen, Thorvald Aagaard, Thomas Laub og Oluf Ring i starten af 1900-tallet satte nye melodier til en mængde af de gamle sange, som ellers blev sunget på f.eks. Weyses guldaldermelodier var der også modstandere og fortalere. Og tiden går, og i dag er de fire komponisters melodier “de gamle melodier”, som for nogles vedkommende igen skiftes ud. Argumentet for nye melodier er at tonesproget, ligesom talesproget, ændrer sig over tid, og at hvis de ældre digte og tekster fortsat skal synges, også af yngre mennesker, så skal melodien være i et sprog, man kender. 

Hjertesproget
Og hvorfor så al denne hurlumhej om en sangbog? Er det ikke bare en sangbog? Jo, men det er en sangbog, der kan eller skal kunne noget helt specielt.

Der skal gerne være en sang til enhver lejlighed i Højskolesangbogen. 

Hver eneste morgen søger vi morgensange som passer til dagen, er en kommentar til en aktuel begivenhed ude i verden, helt tæt på skolen eller måske i det private liv. En poetisk vinkel på et aktuelt problem, en anvisning på en handlemulighed, en påmindelse om hvad der er vigtigt i livet, en perspektivering af livets fortrædeligheder, en historisk parallel til en aktuel situation eller, hvis det er helt umuligt at finde en passende sang, en af årstidens sange, som jo altid passer 🙂

Højskolesangbogen er en bog fyldt med hjertesprog. “Så syng da Danmark, lad hjertet tale” fra “Den danske sang er en ung blond pige” (HS179), står der på ryggen af den 19. udgave, som en direkte opfordring til at tale med hjertesprog. Hjertesprog er ord, tekster og digte skrevet fra og med hjertet. Det betyder at sangene ofte også bedst forstås med hjertet. Det sker ikke for alle på en gang at sange og tekster bliver forstået, men når omstændighederne passer, tidspunktet, stemningen, dagens begivenheder, alle omstændigheder tilfældigvis lige passer for den enkelte og man så i fællesskab synger en bestemt sang, så rammer sangen i hjertekulen og teksten bliver forstået og mærket og “missionen” er lykkedes for endnu et menneske. Missionen der handler om at gøre hjertesproget til et sprog der kan berige vores liv. Missionen der handler om at gøre poesien, og kunsten i det hele taget, til et bidrag til forståelsen af vores eget liv. Missionen der handler om at få den enkelte til at forstå, at kunsten handler om livsforståelse, om at forstå vores eget liv, om at blive klogere på vores eget liv og menneskelivet i det hele taget. Det kan poesien og kunsten når omstændighederne og livssituationen lige passer sammen med oplevelsen af et bestemt værk. Og når vi er heldige sker det for en elev eller to til morgensang på Eriksminde.

Som i Benny Andersens hurtige og lidt triste rundtur til alle fire årstider i “Årstiderne” (HS405) fra Svantes viser, som heldigvis slutter med foråret i fjerde vers, hvor der står “Plæner blir sået og digte forstået for nu er det forår i Danmark.” I foråret sker det netop for den ellers noget bedrøvede Svante, og digte bliver forstået fordi omstændighederne, stemningen, forårssolen og ordene rammer det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Fællessangen
Fællessang er på efterskolen nok ikke det største hit fra dag nummer et, men oftest udvikler glæden ved fællessangen sig henover skoleåret, så man henne i foråret slet ikke kan undvære morgensangen og fællessangen. Mange kommer på efterskolen uden mange erfaringer med fællessang, så der skal bygges fra grunden, hvor vi insisterende synger to sange som start på dagen – hver dag – og hvor vi slutter ugen af ved at synge sammen. 

Der er blufærdighed involveret i  fællessang. Man skal overgive sig til fællessang. Når man synger højt og tydeligt med til fællessang blotter man sig og signalerer en overgivelse til fællesskabet og det tager tid at nå dertil hvor man tør det.

Under coronanedlukningerne har “fællessang – hver for sig” i TV været et tilløbsstykke og et velment forsøg på at skabe et fællesskab i en svær tid. 

Måske lykkedes det at samle en stor del af nationen i en fornemmelse af at alle sad i sofaerne og sang med på de samme sange på samme tidspunkt. En lille revival for flow-TV, hvor man for sit indre blik kunne forestille sig de mange tusinde mennesker der sang med samtidig over hele landet. Man kunne næsten se det for sig. Næsten som nytårsnat kl. 00:02 hvor hele landet synger “Vær velkommen” sammen med pigekoret på DR TV. Det magiske er samtidigheden.

Spørgsmålet rumsterer imidlertid om den wanna-be-fællessang vi oplevede gennem TV gjorde noget godt for den “rigtige” fællessang. Der er måske opstået en lille følelse af forlorenhed og kunstighed omkring fællessang for de yngre årgange, som, efter sigende, IKKE ser flow-TV, men måske alligevel klikkede sig ind på dr.dk på et eller andet tidspunkt. At se “Fællessang – hver for sig” på et vilkårligt tidspunkt fjerner samtidigheden og dermed magien. 

Der blev gjort nogle sekundære erfaringer gennem TV, som nogle måske blev forledt til at tro var primære fællessangs-erfaringer og som man ikke havde nogen stor oplevelse med og derfor er der måske lidt længere vej hen til at overgive sig til den “rigtige” fællessang. 

Måske – men vi fortsætter ufortrødent, insisterende og stædigt med at synge for fællessang fra Højskolesangbogen er andet og mere end fællessang fra Højskolesangbogen. Det er potentielt livsoplysning, livsforståelse og grundlaget for et bedre liv – intet mindre.

LIVE… Folkeklubben

Musikhuset, Aarhus november 2021

Der er noget nærmest gammeldags over folkeklubben. Gammeldags på den gode måde. Gammeldags på en 70er-agtig måde hvor enkelhed ikke er et skældsord, hvor teksten er lige så vigtig som musikken og hvor man ikke skammer sig over ikke at være verdens bedste musikere – fordi man har noget man gerne vil fortælle til publikum. Der er noget befriende over enkelheden.

Jeg hørte Kjartan Arngrim i en podcast sige at han er sangskriver, ikke digter, ikke komponist, men sangskriver. Han skriver tekster og melodier samtidig og som del af den samme proces, som ikke kan adskilles.
Måske er det noget af forklaringen på at Folkeklubbens musik virker så indlysende, så harmonisk og så selvfølgelig.

Folkeklubben, Musikhuset Aarhus, november 2021

LIVE… Claus Hempler

Musikhuset, Aarhus
21. sep. 2021

Tredje gang Claus Hempler live. Denne gang i Store Sal i Musikhuset, Aarhus, ikke helt fyldt, men næsten.

Jeg er stadig vild med Hemplers tekster om hans desillusion, hans forspildte chancer, hans depressive kiggen ind i alderdommen med alt hvad der følger med, beskrevet i et billedrigt sprog, der kun kan få en til at smile. Jeg kan sagtens finde mig selv i tekstuniverset og genkende egne frustrationer, men på et tidspunkt kommer der til at mangle noget. Manden vil jo ingenting udover at fortælle hvor dårligt han har det. Han har ikke noget at tilføje. Der er ingen twist, intet forsøg på at få det depressive udtryk til at blive forløsende . Det er bare trist, indadskuende, depressivt uden formidlende omstændigheder – altså udover den fascinerende jongleren med sproget.

Det er lidt som karikaturen på teenagelyrik, bare i et midaldrende-erfaren-mand-univers.