20. apr. 2005

Jeg elsker at lytte til Tom Waits og det er mig en gåde hvorfor. Måske kræver det en større psykologisk undersøgelse, en gåen i dybden i sjælen, hvor mærkelige traumer, fortrængninger og forskydninger ligger gemt. Måske er det alle de forbudte længsler Tom Waits igen og igen piller ved med sin musik som lydmæssigt ligger så langt væk fra tidens mainstream-produktioner, som tænkes kan. Jeg fristes til at bruge popmusikkens målestok og sige at produktionen er ”grim”, men det er den netop ikke. Den er lige præcis så beskidt, kantet, rusten og popmusikalsk ukorrekt som Tom Waits skal være for at være god.

Og hvordan kan det grimme være værd at lytte til? Fordi det ikke er grimt. Det er den forkerte målestok. Det er forkert spurgt. Det er ikke grimt. Det kalder på nogle dunkle sider i sjælen, ikke okkulte og sorte, men skæve og fremmedartede. Det er ikke aggressivt og fjendsk, det er insisterende, indladende og påståeligt. Og det er velkendte blues- og boogie-akkordgange fremført med en næsten karikaturagtig kantethed.

Og så er der beatet. Når Björk laver digitalt manipulerede beats med menneskestemmen er det jo ikke noget hun har fundet på. Det har Tom Waits lavet i årevis og også på ”Real Gone”. Han kombinerer støn, gylp, smask, pisk, klokker, trommer og papkasser og laver et umiskendeligt Waits-beat med et back-beat, der til tider slæber sig afsted som en halt tigger, til andre tider energisk driver historien fremad. Og skrammel-beatet skaber også, og jeg ved stadig ikke hvorfor, passage til hengemte sider af lytterens personlighed.

Blot jeg hører Tom Waits’ stemme ser jeg for mig et helt freak-show med Mr. Waits selv som konferencier. Jeg ser dværge, en oversavet dame, en drikfældig knivkaster, en piercet bodypaintet enarmet på en ethjulet cykel, flere dværge, skeløjede benløse, kalveknæede armløse der står på hovedet, hjulbenede ildslugere og alle de andre.

”I wish I had some whisky and a gun, my dear”