19. sep. 2005
Jeg ved godt jeg er bagefter. Jeg ved godt det er længe siden at Gasolins samlede værker udkom i en black box, men jeg har altså først fået fingre i den nu.
Det er jo et fantastisk genhør. En hel eftermiddag og en hel aften med Gasolin – i 2005!!
De første og ældste Gasolin 1, 2 og 3 har jeg ikke det helt nære forhold til (selv om “Inga, Katinka…” står klart i huskeren), men når vi når til “Stakkels Jim” fra 1974, så står der så klare billeder af “Bingo Bingo Hvor skal du hen?”, “Alla-tin-gala” og P4 i P1 søndag aften og transistorradio at det næsten føles mærkeligt at høre det igen.
Og “Gas 5”. Jeg husker da jeg udfyldte bestillingsformularen i biblioteksbussen som kom forbi en gang om ugen, og “Gas 5” blev albummet som er uløseligt kædet sammen med den første kæreste, de første fester hvor lyset blev slukket og det første kys. “Gas 5” var det man altid kunne blive enige om at høre, når man ellers ikke kunne blive enige.
“Efter endnu en dag”, hvor Gasolin pludselig blev sofisticerede må være det musikalske højdepunkt, som jeg dyrkede lidt mere hemmeligt. Det blev aldrig en festplade som “Gas 5”, men en spille-højt-plade derhjemme på værelset ved de musikalsk tolerante men lidt uforstående forældre. For måske første gang bemærkede jeg snakken om produceren, som også lavede de første Queen-plader og jeg syntes jeg kunne høre den samme lyd på “Twilight Birds” og “Bohemian Rhapsody”. “Efter endnu en dag” er mit bevis på at Gasolin kunne mere end de ville være ved.
“Live Sådan”. Det kan stadig ærge mig at jeg sagde nej til at tage med til koncert med Gasolin i Holstebro-hallen. Jeg havde lige været til koncert med Suzi Quatro (!!!) og havde måske brugt mine surt sammensparede avisrute-penge. Jeg husker ikke hvorfor jeg ikke tog med, men jeg husker at jeg allerede umiddelbart efter koncerten ærgede mig.
“Gør det noget”. Jeg oplevede “Gør det noget” som en nedtur. I dag synes jeg egentlig der er meget godt Gas-musik på “Gør det noget”, men i ungdomsklubben var det ikke et hit. Der blev ganske vist spillet “Strengelegen” for fuldt drøn og “Det bedste til mig og mine venner” kunne vi også hele teksten på, ja og “Længes hjem” og “Get On The Train” blev da også spillet, men der var en klar fornemmelse af at Gasolin ikke var det samme mere. Måske var det bare os der var blevet et par år ældre. Det blev vigtigt at være noget for sig selv og når vi ikke kunne blive enige om hvad vi skulle høre, kunne vi ikke længere blive enige om at høre Gasolin.