Aug. 2013, plænen foran Jeppe Åkjærs Jenle, Salling

Peter Abrahamsen har sat nye melodier til en række Jeppe Åkjær-tekster, også til nogle af dem vi kender og lavet nye arrangementer af nogle af de kendte medlodier. Foreningen omkring Jenle og Jeppe Åkjær har selvfølgelig været indblandet i projektet, men måske skulle han bare have ladet være. Peter Abrahamsens velkendte stemme og hans rolige fremtræden passede godt til omgivelserne og ideen er selvfølgelig god. Nye melodier til gamle tekster kan bringe teksterne til live igen. En revitalisering.

Men det kan også være ligegyldigt og ikke besværet værd. Jeg synes slet  og overhovedet ikke de nye melodier tilfører teksterne noget som helst. At sætte sydamerikanske rytmer til Åkjær-tekster giver, i hvert fald i mit hoved, mere forvirring end afklaring, flytter fokus, skaber unødig opmærksomhed. En melodi til en vigtig tekst skal være som ordene i en fortælling. De er bare midlet til at formidle. Hvis man “får øje på” et ord er det fordi ordet er malplaceret i teksten. Opmærksomheden flyttes fra indholdet i fortællingen til ordet “Hov, hvad laver det ord her?”. Sydamerikanske rytmer til Åkjær-tekster gør det samme ved mig. Hvorfor nu det og man afsøger sin hjerne for en forklaring på sammenstillingen og dermed er opmærkheden flyttet fra det som musikken skulle, nemlig formidle teksten.

Jeg er måske ved at udvikle mig til en musikalsk sur gammel mand, men jeg har måske bare hørt så meget at jeg ikke gider andet end det som rører mig. Peter Abrahamsens nye melodier og arrangementer til Åkjærs tekster rørte mig ikke og bragte ikke noget nyt til teksterne. De nye melodi til “Jens Vejmand” (hvor Carl Nielsens melodi var et af de største folkelige hits gennem flere årtier i starten af 1900-tallet) er et eksempel på en helt forenklet klichepræget mol-tristesse, som aldrig løfter sig fra stenstøvet.

Nyfortolkninger og ny musik til kendte tekster skal tilføre nyt, ellers er det jo ligegyldigt