Så stille, skrøbeligt og uanstrengt kan det gøres.Det var smukt og dejligt, udtryksfuldt og til tider bevægende. Helt enkle midler, en enkel guitar, enkelt klaver samt en fantastisk stemme, der selv i de helt stille og dybe passager beholdt sin rene klarhed og sit udtryk. Guitarspillet var fint og understøttende med små karakteristiske figurer. Korstemmen stod klokkeklar og støttede de helt rigtige steder.Med meget få og enkle midler gav Signe Mansdotter publikum en dejlig oplevelse med stor troværdighed.
Sebastian Lind kan et eller andet med popmusikken.
Det er på en gang i en lige linie fra alskens popmusik fra de sidste ti år og så noget meget personligt og specielt som lægger sig op ad singer/songwritertraditionen. I den skrabede udgave vi hørte her, med eget mix på et lille sanganlæg, blev det bevist at sangene faktisk fungerer, både de helt stille bare med guitarakkompagnement og de mere dansante som “Bring Back The Beat” og “Fake”. Der var en troværdighed over hele udtrykket, som gjorde koncerten til en rigtig god oplevelse.
Og publikum elskede det. Det tog ca tre numre også at fange drengene ind.
At overvære dans har aldrig været en af mine primære kilder til kunstneriske input og oplevelser. Jeg har aldrig søgt det og har i de glimt jeg har oplevet det aldrig fået den der store oplevelse som ville have kunnet booste interessen for dansens udtryk og muligheder – og så faldt jeg pludselig over denne lille 10 minutters kortfilm, som er så smuk at jeg er nødt til at sætte ord på selv om ord kun kan forfladige.
Jeg var længe fascineret af islandske Sigur Rós som er verdensstjerner i genren “postrock”. Deres billedskabende lydbilleder med elementer af både ambient, meditationsmusik og rock har jeg set som en mulig vej ud af poprockens efterhånden trivielle køren i samme spor. Jeg har set postrocken som en mulig vej til en større og måske ligefrem bedre verden og jeg skriver meget bevidst har set, for postrocken, i hvert fald det spor af postrocken som Sigur Rós følger, kommer ikke rigtig ud af stedet. Det bliver lidt for meget meditation og lidt for lidt nye eksperimenter. Violinbuen på den elektriske guitar er ikke længere et eksperiment.
MEN så faldt jeg over nedenstående kortfilm, som alligevel gjorde min verden lidt større. Der er musikken, der er koreografien og så er der selve videoproduktionen. Sammenstillingen giver noget helt andet og mere end summen af de tre. Det bliver større og mere og det rører mig på overraskende vis dybt.
Disse to umælende skabninger betager mig. Fortællingen betager mig. En banal fortælling om en ung mandlig skabning som tumler rundt med sig selv og som pludselig bliver dybt betaget af en ung kvindelig skabning som viser ham interesse. Han ser pludselig kun hende og forfærdes da hun er væk. Hun dukker imidlertid op igen tættere på og de udforsker hinanden og kan ikke få nok af hinanden og alt ender i harmoni.
Det er måske ikke så vigtigt hvilken fortælling der er, men det er vigtigt at der ER en fortælling, at det er en grundfortælling om to menneskers møde og at historien er så tydelig, når jeg nu er en novice ud i at opleve dansen. Og så er der den koreografiske ting, som fangede mig med det samme: De vender ryggen til hinanden. De ser på hinanden ved at bøje sig bagover og måske er det netop da han opdager at hun ser på verden på samme måde som han, ved at bøje sig bagover, at han er solgt. De er af samme slags, ser verden på samme måde og må høre sammen. De udforsker hinanden med ryggen til hinanden, deres rygge skal mødes og de virker som skabninger af en anden verden end vores som fortæller en menneskelig grundfortælling. Og i den harmoniske slutning ser de verden som almindelige mennesker, men med trygheden ved den andens ryg.
Og filmværket er selvfølgelig en stor del af oplevelsen. Den store fabriksruin som kulisse, en anden verden, timingen i klippene i forhold til musikken, de få men effektfulde filmtekniske greb som gentagelsen og slow motion, farverne og stemningen i hele billedsiden har sammen med musikken og koreografien givet mig ugens helt store oplevelse.
Det er smukt og rørende og det er nok for mig. Ikke rørende på den sentimentale måde, men rørende som i berørt, rørende som i en aha-oplevelse. Jeg er berørt af et kunstværk.
Og se den nu i FULL SCREEN
Music video by Sigur Rós performing Valtari feat. Ekki múkk, Valtari, Rembihnútur and Varúð by Christian Larson. Choreographi by Sidi Larbi Cherkaoui. 2012
Jeg er ikke vild med temafester og udklædning. Så er det sagt og ikke nogen hemmelighed – mere.
Ikke desto mindre deltog jeg forleden i en 30 års fødselsdag, hvor festen var bygget op om det faktum at The Sexican var hyret til at spille. Jeg havde aldrig hørt om The Sexican men eftersom festen var en western-fest med cowboyhatte, seler og seksløbere i bæltet var det nærliggende at tro at The Sexican var countrymusik med ternede skjorter og charmeklud, men jeg blev klogere.
Da bandet ankom til festen anede man nok en vis skepsis i deres blikke da de kiggede rundt i den pænt opryddede men dog umiskendelige, lade, der var omdannet til festlokale, men de stillede op og da de gik på scenen var der hverken pedal-steel guitar eller Stetsonhatte på programmet, men derimod originalmusik med reminiscenser af Sergio Leone filmmusik, fransk folklore, Tom Waitts, sigøjnerpunk og selvfølgelig mexicansk populærmusik.
The Sexican leverede et par fremragende timers musik af en art som man sjældent hører til en privat fest og de var hamrende dygtige teknikere, tydeligvis godt sammenspillede og fødselaren skal takkes for at hans runde fødselsdag ikke bare var en god fest men også gav anledning til en musikalsk oplevelse.
Oprydning på loftet er en tilbagevendende begivenhed i det lille hjem. Ikke hvert år, men med års mellemrum. I forgangne weekend stod loftet så for tur og denne gang dukkede de gamle kassettebånd op. Jeg mener, de der gamle kassettebånd, som var alvorligt ment og som var nummererede fra 1-167 og som alle var C90 og C100 chrom-bånd, hvor der kunne være et helt album (som regel) på hver side. LPer blev lånt på biblioteket eller lånt af venner og bekendte og blev optaget på kassettebånd og alle data blev skrevet ned i en mappe, så der var fuldstændig overblik over hvilken musik der fandtes i samlingen – på kassettebånd.
De har stået på loftet i årevis og alligevel var det svært at træffe beslutningen om at de skulle destrueres. Der var mange gode musikalske oplevelser gemt på disse magnetiske bånd med en forholdsvis ringe lydkvalitet, og det føltes lidt lige som at smide en gammel dagbog ud, som at slette en del af hukommelsen.
Men så ræssonerede jeg: Gammel musikplatform = kassettebånd smides ud, ny musikplatform = Spotify, skal selvfølgelig erstatte den gamle.
Det tog ca en time at finde omkring 90% af de 2-300 gamle albums på Spotify, så nu har jeg på Spotify en “Playlist folder” der hedder “Kassettebånd” som indeholder næsten alle albums fra kassettebåndene. Genialt, synes han selv, men der er jo den lille forskel at jeg ikke HAR musikken på samme måde. Når netforbindelsen forsvinder eller når firmaet Spotify går konkurs, så har jeg ingen “kassettebånd” mere.
Iøvrigt var der ved gennemsyn og gennemlytning ikke meget der har kunnet stå distancen, men der var da fantastiske genhør som jeg vender tilbage til ved en senere lejlighed
Det er Festuge og og hele familien blev slæbt i Musikhuset til et musikalsk eksperiment. Vox North, århusiansk vokalgruppe + Eivør, færøsk sangerinde med en følsom urkraft + RoxorLoops fra Belgien, en mester i beatboxing.
Spændende sammenstilling, måske ikke så overraskende med Eivør sammen med Vox North og en oplagt god ide at sætte beatbox sammen med percussion og vokalerne. En dejlig, opløftende og postiv koncert med momenter af stor skønhed. Det blev imidlertid et meget pænt og skolet helhedsindtryk jeg sad tilbage med og den pædagogiske linie der blev lagt hvor cirkelsang, solmisation og improvisation m.v. blev forklaret og demonstreret fjernede fokus fra koncertoplevelsen. Til en forelæsning eller en anden undervisningssituation ville det selvfølgelig passe fint, men det hører ikke hjemme til en koncert. Så skulle det have været annonceret som en pædagogisk seance !! En koncert er et samlet udtryk, hvor en stor mængde faktorer er i spil og skal spille sammen, musikken, scenen, sammenspillet, materialet fremtoningen, personlighederne, påklædningen, forventningerne, introduktioner, publikum, lys osv. Lige som et album er et samlet udtryk er en koncert en totaloplevelse hvor alt skal spille sammen, hvis det skal fungere.
Eivør er et kapitel for sig og vokalakkompagnementet fra de dygtige sangere i Vox North klædte hendes store stemme. Den virkede sårbar og følsom, hvor jeg, da jeg oplevede hende med DRs Big Band for nogle år siden, oplevede hendes stemme som en enestående urkraft. Sårbarheden med den akustiske guitar klædte hende også.
RoxorLoops var åbenlyst imponerende. Han har skills udover det almindelige, ingen tvivl om det og han faldt ind i sammenhængen på fremragende vis ved at understøtte, betone og tilføje ekstra underdelinger som gav struktur til de store vokale flader.
Hans lille solo-præsentation var en demonstration og hvis man gennemser nedenstående YouTube-klip med RoxorLoops kan man se at han har lavet præcis den samme præsentation i 7-8 år. Det gør imidlertid ikke hans teknik mindre impnerende.
Sammenlagt en god, hyggelig og sammenhængende aften i Musikhuset
Jeg lytter til Dolly Parton og nyder det i fulde drag, men det er denne overraskende oplevelse ved at høre noget velkendt som alligevel lyder helt anderledes.
Jeg forestiller mig en fyr som sætter sig for at finde ud af hvordan det lyder hvis man afspiller gamle hit-singler på 33 omdrejninger i stedet for 45 omdrejninger i minuttet på den gamle pladespiller. Det gør man selvfølgelig med software i dag og der må være masser der lyder mærkeligt og dumt og så pludselig kommer han til Dolly Partons “Jolene”. Hov, hvad var det? Han lytter endnu engang og ved at her er der noget specielt.
Udgaven som du finder i linket herunder ER altså Dolly Partons originale indspilning bare afspillet langsomt. Det er en speciel oplevelse fordi det er en helt ny oplevelse af noget man faktisk kender. Alle fraseringerne, alle betoningerne og countryvibratoen for slet ikke at tale om den signaturagtige guitarfigur er så velkendte at denne langsomme udgave bare tilfører sangen en ny dimension. Det lyder som en ældre tenor der synger, men det tydeliggør om ikke andet at Dolly Parton synger godt.
Der er arbejdet videre med denne langsomme udgave. Sådan er det med denne slags eksperimenter. En får en god ide, en arbejder videre, andre ændrer og går i en tredie retning osv. Der findes udgaver hvor musikken spiller i det langsomme tempo men hvor Dolly Partons stemme er bragt tilbage til oprindeligt toneleje men altså langsommere (pitch shifted), der findes udgaver, hvor disse to udgaver af stemmen synger duet, der findes udgaver i lidt forskellige tempi osv
Den langsomme udgave – i forskellige variationer – er blevet et YouTube-hit med tilsammen flere millioner views og det ER en oplevelse
Aug. 2013, plænen foran Jeppe Åkjærs Jenle, Salling
Peter Abrahamsen har sat nye melodier til en række Jeppe Åkjær-tekster, også til nogle af dem vi kender og lavet nye arrangementer af nogle af de kendte medlodier. Foreningen omkring Jenle og Jeppe Åkjær har selvfølgelig været indblandet i projektet, men måske skulle han bare have ladet være. Peter Abrahamsens velkendte stemme og hans rolige fremtræden passede godt til omgivelserne og ideen er selvfølgelig god. Nye melodier til gamle tekster kan bringe teksterne til live igen. En revitalisering.
Men det kan også være ligegyldigt og ikke besværet værd. Jeg synes slet og overhovedet ikke de nye melodier tilfører teksterne noget som helst. At sætte sydamerikanske rytmer til Åkjær-tekster giver, i hvert fald i mit hoved, mere forvirring end afklaring, flytter fokus, skaber unødig opmærksomhed. En melodi til en vigtig tekst skal være som ordene i en fortælling. De er bare midlet til at formidle. Hvis man “får øje på” et ord er det fordi ordet er malplaceret i teksten. Opmærksomheden flyttes fra indholdet i fortællingen til ordet “Hov, hvad laver det ord her?”. Sydamerikanske rytmer til Åkjær-tekster gør det samme ved mig. Hvorfor nu det og man afsøger sin hjerne for en forklaring på sammenstillingen og dermed er opmærkheden flyttet fra det som musikken skulle, nemlig formidle teksten.
Jeg er måske ved at udvikle mig til en musikalsk sur gammel mand, men jeg har måske bare hørt så meget at jeg ikke gider andet end det som rører mig. Peter Abrahamsens nye melodier og arrangementer til Åkjærs tekster rørte mig ikke og bragte ikke noget nyt til teksterne. De nye melodi til “Jens Vejmand” (hvor Carl Nielsens melodi var et af de største folkelige hits gennem flere årtier i starten af 1900-tallet) er et eksempel på en helt forenklet klichepræget mol-tristesse, som aldrig løfter sig fra stenstøvet.
Nyfortolkninger og ny musik til kendte tekster skal tilføre nyt, ellers er det jo ligegyldigt
Første gang jeg hørte Michala Petri var i slutningen af 70erne til en koncert i Musik & Ungdom (findes det mon stadig?) på gymnasiet i Struer. Dengang var hun vidunderbarnet der optrådte med sin mor på tangenter og sin bror på cello og det var en øre-åbnende oplevelse at det lidt trivielle skoleinstrument, blokfløjten, kunne behandles en så fantastisk måde og det affødte spændende (syntes vi selv) eksperimenter med blokfløjte og guitar derhjemme på drengeværelset sammen med min kammerat Thomas. Det var stort og var med til at gøre min musikalske verden større og var med til at overbevise mig om at man musikalsk skal søge det man ikke kender for at få de store oplevelser.
Denne indledning for at sætte oplevelsen på plænen foran Jeppe Åkjærs Jenle i perspektiv. Hvor utroligt det end lyder var det lidt deja vu-agtigt. Spillede hun det samme som for 35 år siden? Det gjorde hun nok ikke, men det virkede mere som en demonstration af hendes fantastiske tekniske færdigheder end som en koncert. Måske var det sammenhængen, et folkemøde med 1000 måske-ikke-musikkyndige mennesker på en plæne i Nordvestjylland, der gjorde det, men jeg synes også der var en snert af småbørnspædagogik over Lars Hannibals introduktioner. – Nu skal I bare høre. Nu spiller vi noget rigtigt svært og så skal I lytte godt efter om I kan høre ….. Han formulerede det ikke sådan, men han kunne lige så godt have sagt det, tænkte jeg.
Det føltes som lir, som når heavy-guitarister skal vise hvor hurtigt de kan spille. Jo, det var sørme hurtigt, men en musikalsk oplevelse blev det ikke. Måske var de bare kommet i forkert selskab?
Mads Langers koncert ved Rock Under Bøgen nåede mange lange skridt videre end Rasmus Walters. Materialet, sangene er vidt forskelligt, Mads Langers band var velspillende og den lille Mads Langer selv virkede ualmindeligt sympatisk på scenen.
Thumbs up og fine stjerner for en god koncert
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
At overvære dans har aldrig været en af mine primære kilder til kunstneriske input og oplevelser. Jeg har aldrig søgt det og har i de glimt jeg har oplevet det aldrig fået den der store oplevelse som ville have kunnet booste interessen for dansens udtryk og muligheder – og så faldt jeg pludselig over denne lille 10 minutters kortfilm, som er så smuk at jeg er nødt til at sætte ord på selv om ord kun kan forfladige.
