mar 2008
Hvorfor i alverden er der ingen der har fortalt mig om Feist? Jeg ved intet om hende, udover at hun er canadier og at hendes musik, rammer mig et sted, hvor der åbenbart var en tom plads, et bart område som manglede lige præcis Feist.
Link:
www.listentofeist.com
feb 2008
“Road”, 2007
Så kom den endelig, den første CD fra Laybann, som de kalder sig. Anna Lidell og Lea Bastrup Rønne har været i studiet og indspille deres sange i Belgien og med belgiske musikere.
Jeg har hørt denne CD rigtig mange gange. Der er et eller andet lige under overfladen, som jeg kan mærke, men som jeg ikke rigtig kan trænge ind til, som jeg ikke kan få fat i og som ansporer til at lytte lige een gang til.
Det er to aldeles charmerende og udtryksfulde stemmer vi præsenteres for og i selskab med bl.a. klarinet, mundharpe og kontrabas – udover guitar, piano og trommer – skabes der en intim stemning og en fornemmelse af fortrolighed og nærvær. Der er så meget udtryk, så meget musikalsk fornemmelse og melodimæssig sikkerhed i sangene at der er basis for store ting i fremtiden. Det lover godt! Jeg hører Laybanns første album som et løfte om at der vil komme rigtig meget spændende musik fra de to damer i de kommende år, for der er meget musikalitet at øse af.
Link:
www.laybann.com
feb 2008
“På fantasiens vinger”, 2007
Så er der dømt eventyr og glad musik! Stig Nørregård og Jimmy Schou Wistisen fra Ry har begået en CD uden skarpe kanter men med masser af vellyd og kompetent popmusik med et islæt af folkemusik.
Melodimaterialet er i orden, produktionen er der kræset for og så har man hentet en flok meget velvalgte musikere i studiet. Specielt Uffe Steens guitar og Jane Clarks violin skaber liv og er med til at løfte oplevelsen. Albummets absolut sikreste nummer er titelmelodien “På fantasiens vinger”, hvor melodi, violin- og guitarintro og mellemspil, arrangementet i det hele taget, en guitarsolo, en sikker hookline i omkvædet og et toneartskift hen mod slutningen altsammen bidrager til oplevelsen af en helstøbt sang.
Godt gedigent album!
Link:
www.schouogno.dk
Ny musik på myspace:
Ginger Ninja, mærkeligt bandnavn, men ikke mærkelig musik. Det er særdeles kompetent rockmusik med guitaren og den gode melodi i centrum. Og tilmed med en lille kant, der vækker nysgerrigheden, specielt i arrangementerne. Der er, på trods af at det hele tydeligvis er gennemarrangeret og ret sofistikeret, en umiddelbarhed og en tråd ind til en spilleglæde, som skaber store forventninger til at høre Ginger Ninja live. Det må jeg have til gode.
Der er arbejdet seriøst med arrangementer, kor, guitarfigurer, dynamik og melodien ikke at forglemme. De tre numre bæres af den gode melodi, de gennemarbejdede arrangementer, energien og spilleglæden.
Held og lykke derude hvor kampen om opmærksomhed ikke kun handler om god musik!!
Link:
maj 2007
Gør plads! Her kommer Anna Lidell!
Besøg hendes nye hjemmeside www.annalidell.dk Det er en oplevelse og man kan nemt forledes til at bruge rigtig lang tid på siden.
Musikken vender jeg tilbage til. Om ikke før så når der er album ude engang i efteråret.
Jeg glæder mig allerede!
Maj 2007
Fantastisk at der er musikalsk liv i Patti Smith stadigvæk – og det er der! Hun har passeret de 60 år som så mange andre af de gamle koryfærer, men er stadig aktiv, politisk, vild og anderledes.
Jeg lytter for tiden til disse tolv covernumre, som spænder vidt og overraskende. Der er ikke den store ekvilibrisme over bandet, men Patti Smith giver alligevel nyt liv til sange der ellers, hos mig, var på vej ud i afdelingen med gode-numre-som-jeg-lyttede-meget-til-engang-men-som-jeg-lissom-er-færdig-med.
Jeg har lyttet meget til albummet og været meget begejstret, men pludselig forleden dag blev jeg alligevel færdig med det. Det er få af disse coverudgaver som holder i længden som andet end kuriositeter. En af undtagelserne er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” som rykker vildt med kontrabas, banjo, akustisk guitar og violin
“Are You Experienced” får ikke tilført noget af Patti. Det er naturligvis oplagt at forsøge at lave coverversioner af Jimi Hendrixnumre fordi det er umuligt IKKE at få et andet udtryk end originalens, men i dette tilfælde bliver det lidt tyndt og opstyltet højstemt. Uden Hendrix’ guitar er der ikke meget tilbage i nummeret.
“Everybody Wants To Rule The World” som var et hit for Tears For Fears bliver en helt anderledes politisk sang i Patti Smiths udtryk og er måske det mest overraskende valg i samlingen. Hvem kunne forvente at høre netop denne sang med den ældre dame som har passeret i de 60.
Neil Youngs “Helpless” er et oplagt valg, som virker fint, men det er altså også en sang som altid virker godt. Uanset hvem der spiller på den spanske guitar ved lejrbålet er “Helpless” et hit
“Gimme Shelter” som er Rolling Stones-rock’n’roll i den helt basale udgave virker fordi Patti Smith kan lyde vred og smertefuld på sin helt egen måde. Det er basal rock’n’roll. “He’s just a shot away….” gentagelse, monotoni, anti-krig, “He’s just a kiss away….” Det er ikke Rolling Stones der backer up, men stemmen fylder det hele
Beatles “Within You Without You”. Det indisk inspirerede nummer som George Harrison indspillede med Beatles får en helt anden klang, en helt anden fornemmelse, som rammer helt anderledes bredt end Harrisons udgave. Den tre-delte takt, igen monotoni, trancen, kun afbrudt af et omkvæd som stadig lyder inidisk og lidt fremmed, men en vellykket coverudgave, som bestemt tilfører nummeret ny energi. Det er længe siden jeg har sat Beatles på CD-afspilleren, men måske man skulle genlytte originalen?
Jefferson Airplanes “White Rabbit” var engang en af mine absolutte favoritnumre. Grace Slicks store stemme, marchfornemmelsen og denne helt anderledes lidt højstemte tilgang til musikken. Jeg kan godt forstå Patti Smith gerne vil kopiere nummeret og hun gør det såmænd godt, men der tilføres ikke rigtig noget nyt eller anderledes.
Bob Dylans “Changing Of The Guards” er en “tekst-sang”. Mange vers med mange ord. Mange billeder og en rigtig lyttesang som passer godt til Patti Smiths foredragende stemme.
Paul Simons “Boy In The Bubble” var også en af de store overraskelser. Sangen er fra Paul Simons “Graceland” hvor der kun medvirker afrikanske musikere. Musikken er oprindelig meget afrikansk, men når Patti Smiths band tager nummeret under behandling bliver det mere regulær rockmusik, dog med den meget karakteristiske guitarfigur i forgrunden. Det er en dejlig udgave, som gør sangen vedkommende igen. Den virkelige historie om drengen der levede sit liv som et lægeligt eksperiment er stadig en diskussion værd.
Doors’ “Soul Kitchen” lever alene af Patti Smiths stemme. Bandet lyder som et efterskole-sammenspilshold der har gjort hvad de kunne for at få nummeret til at lyde præcis som Doors. Selv guitarsoloen har en umiskendelig Doors-lyd.
Det absolut mest vellykkede nummer på albummet er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” med kontrabas, banjo, akustisk guitar og violin. Det er overraskende og gør nummret til en helt ny oplevelse. Desperationen og smerten gennemsyrer det hele og man kunne næsten sige på trods af dette folkemusik-setup. At spille voldsomt og højt på en forvrænget elektrisk guitar er jo ingen kunst, men at få et folkemusikband til at udtrykke det samme, det er da flot.
“Midnight Rider”, oprindelig med Allmann Brothers. Tjah…..
Stevie Wonders “Pastime Paradise” må også høre til kategorien overraskende valg, men det fungerer godt og Patti Smith kan noget med at få lytteren til at høre sangenes tekster.
Så kom den.
Vetos første fuldlængde og nationwide-distribuerede CD, som kom til at hedde “There’s A Beat In All Machines”. Det skulle den jo næsten hedde. Flere har skrevet om Veto som The Missing Link mellem elektronica og rock’n’roll. “There’s A Heartbeat In All Machines” kunne den også have heddet for der er meget levende musik at hente her.
Drengene fra Veto skal nu ud på den store tur, og de har fortjent det!
Uanset alle forsøg på genrebetegnelser, spekulationer om bandets potentialer og overvejelser om hvem Veto lyder som, laver de musik som trænger sig på, og det er hvad god musik skal; trænge sig på. Musik kan være alt andet end ligegyldig. Lytteren skal fornemme nødvendigheden. Nødvendighed, og ikke meget andet, giver den store musikoplevelse og Veto har noget af det. Det er bundet meget til Troels Abrahamsens indtrængende og insisterende stemme, men det er mere end det. Der er en energisk kompromisløshed, som virker troværdig, i musikken. Der er en frækhed i arrangementerne, ikke en flabethed, men en fræk kant i måden at skrue numrene sammen på, som gør at man hænger på som lytter.
Veto tager på tur rundt på landets spillesteder her i foråret og lægger også vejen forbi Austin, Texas, hvor de er inviteret af Music Export Denmark.
Vetos hjemmeside: www.vetonet.dk
maj 2005
Canadiske Daniel Lanois balancerer på kanten mellem det banale og det sublime. Hans seneste udspil, ”Shine” fra 2003, er et godt eksempel på at afdæmpet og stille vellyd ikke nødvendigvis behøver betyde kedsommelighed og konformitet.
En stor sanger er han måske ikke, men den inderlighed der bliver eksponeret ved at hans stemme ligger så langt fremme i lydbilledet, bliver en påtrængende påmindelse om at en sangers evne til at udtrykke sig er noget ganske andet end tillært sangteknik.
Det er ikke nogen hemmelighed at Lanois har produceret et af mine favoritalbums fra 80erne, nemlig U2s ”The Joshua Tree” og iøvrigt også andre U2-albums, og det kan ikke undgå at farve min lytning. Der er ikke mange lighedspunkter mellem U2 og Daniel Lanois, og så alligevel…… hist og her er der en guitar som giver mindelser om Edge sidst i 80erne, men det der kendetegner produktionen er det distinkte og klare lydbillede. Alle instrumenter og stemmer står klokkeklart og det er en nydelse at lytte og lade sig føre med af vellyden og de – ved første ørekast – lidt letbenede melodier, som ved hvert eneste genhør vinder og bliver lidt mere eet med arrangementet.
Daniel Lanois er virkelig værd at lytte til!
20. apr. 2005
Jeg elsker at lytte til Tom Waits og det er mig en gåde hvorfor. Måske kræver det en større psykologisk undersøgelse, en gåen i dybden i sjælen, hvor mærkelige traumer, fortrængninger og forskydninger ligger gemt. Måske er det alle de forbudte længsler Tom Waits igen og igen piller ved med sin musik som lydmæssigt ligger så langt væk fra tidens mainstream-produktioner, som tænkes kan. Jeg fristes til at bruge popmusikkens målestok og sige at produktionen er ”grim”, men det er den netop ikke. Den er lige præcis så beskidt, kantet, rusten og popmusikalsk ukorrekt som Tom Waits skal være for at være god.
Og hvordan kan det grimme være værd at lytte til? Fordi det ikke er grimt. Det er den forkerte målestok. Det er forkert spurgt. Det er ikke grimt. Det kalder på nogle dunkle sider i sjælen, ikke okkulte og sorte, men skæve og fremmedartede. Det er ikke aggressivt og fjendsk, det er insisterende, indladende og påståeligt. Og det er velkendte blues- og boogie-akkordgange fremført med en næsten karikaturagtig kantethed.
Og så er der beatet. Når Björk laver digitalt manipulerede beats med menneskestemmen er det jo ikke noget hun har fundet på. Det har Tom Waits lavet i årevis og også på ”Real Gone”. Han kombinerer støn, gylp, smask, pisk, klokker, trommer og papkasser og laver et umiskendeligt Waits-beat med et back-beat, der til tider slæber sig afsted som en halt tigger, til andre tider energisk driver historien fremad. Og skrammel-beatet skaber også, og jeg ved stadig ikke hvorfor, passage til hengemte sider af lytterens personlighed.
Blot jeg hører Tom Waits’ stemme ser jeg for mig et helt freak-show med Mr. Waits selv som konferencier. Jeg ser dværge, en oversavet dame, en drikfældig knivkaster, en piercet bodypaintet enarmet på en ethjulet cykel, flere dværge, skeløjede benløse, kalveknæede armløse der står på hovedet, hjulbenede ildslugere og alle de andre.
”I wish I had some whisky and a gun, my dear”