Maj 2007
Fantastisk at der er musikalsk liv i Patti Smith stadigvæk – og det er der! Hun har passeret de 60 år som så mange andre af de gamle koryfærer, men er stadig aktiv, politisk, vild og anderledes.
Jeg lytter for tiden til disse tolv covernumre, som spænder vidt og overraskende. Der er ikke den store ekvilibrisme over bandet, men Patti Smith giver alligevel nyt liv til sange der ellers, hos mig, var på vej ud i afdelingen med gode-numre-som-jeg-lyttede-meget-til-engang-men-som-jeg-lissom-er-færdig-med.
Jeg har lyttet meget til albummet og været meget begejstret, men pludselig forleden dag blev jeg alligevel færdig med det. Det er få af disse coverudgaver som holder i længden som andet end kuriositeter. En af undtagelserne er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” som rykker vildt med kontrabas, banjo, akustisk guitar og violin
“Are You Experienced” får ikke tilført noget af Patti. Det er naturligvis oplagt at forsøge at lave coverversioner af Jimi Hendrixnumre fordi det er umuligt IKKE at få et andet udtryk end originalens, men i dette tilfælde bliver det lidt tyndt og opstyltet højstemt. Uden Hendrix’ guitar er der ikke meget tilbage i nummeret.
“Everybody Wants To Rule The World” som var et hit for Tears For Fears bliver en helt anderledes politisk sang i Patti Smiths udtryk og er måske det mest overraskende valg i samlingen. Hvem kunne forvente at høre netop denne sang med den ældre dame som har passeret i de 60.
Neil Youngs “Helpless” er et oplagt valg, som virker fint, men det er altså også en sang som altid virker godt. Uanset hvem der spiller på den spanske guitar ved lejrbålet er “Helpless” et hit
“Gimme Shelter” som er Rolling Stones-rock’n’roll i den helt basale udgave virker fordi Patti Smith kan lyde vred og smertefuld på sin helt egen måde. Det er basal rock’n’roll. “He’s just a shot away….” gentagelse, monotoni, anti-krig, “He’s just a kiss away….” Det er ikke Rolling Stones der backer up, men stemmen fylder det hele
Beatles “Within You Without You”. Det indisk inspirerede nummer som George Harrison indspillede med Beatles får en helt anden klang, en helt anden fornemmelse, som rammer helt anderledes bredt end Harrisons udgave. Den tre-delte takt, igen monotoni, trancen, kun afbrudt af et omkvæd som stadig lyder inidisk og lidt fremmed, men en vellykket coverudgave, som bestemt tilfører nummeret ny energi. Det er længe siden jeg har sat Beatles på CD-afspilleren, men måske man skulle genlytte originalen?
Jefferson Airplanes “White Rabbit” var engang en af mine absolutte favoritnumre. Grace Slicks store stemme, marchfornemmelsen og denne helt anderledes lidt højstemte tilgang til musikken. Jeg kan godt forstå Patti Smith gerne vil kopiere nummeret og hun gør det såmænd godt, men der tilføres ikke rigtig noget nyt eller anderledes.
Bob Dylans “Changing Of The Guards” er en “tekst-sang”. Mange vers med mange ord. Mange billeder og en rigtig lyttesang som passer godt til Patti Smiths foredragende stemme.
Paul Simons “Boy In The Bubble” var også en af de store overraskelser. Sangen er fra Paul Simons “Graceland” hvor der kun medvirker afrikanske musikere. Musikken er oprindelig meget afrikansk, men når Patti Smiths band tager nummeret under behandling bliver det mere regulær rockmusik, dog med den meget karakteristiske guitarfigur i forgrunden. Det er en dejlig udgave, som gør sangen vedkommende igen. Den virkelige historie om drengen der levede sit liv som et lægeligt eksperiment er stadig en diskussion værd.
Doors’ “Soul Kitchen” lever alene af Patti Smiths stemme. Bandet lyder som et efterskole-sammenspilshold der har gjort hvad de kunne for at få nummeret til at lyde præcis som Doors. Selv guitarsoloen har en umiskendelig Doors-lyd.
Det absolut mest vellykkede nummer på albummet er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” med kontrabas, banjo, akustisk guitar og violin. Det er overraskende og gør nummret til en helt ny oplevelse. Desperationen og smerten gennemsyrer det hele og man kunne næsten sige på trods af dette folkemusik-setup. At spille voldsomt og højt på en forvrænget elektrisk guitar er jo ingen kunst, men at få et folkemusikband til at udtrykke det samme, det er da flot.
“Midnight Rider”, oprindelig med Allmann Brothers. Tjah…..
Stevie Wonders “Pastime Paradise” må også høre til kategorien overraskende valg, men det fungerer godt og Patti Smith kan noget med at få lytteren til at høre sangenes tekster.