Jeg bliver ved med at møde op når His Bobness giver koncert, men nu tror jeg det er slut. Jeg bliver lidt ked af det. Bob Dylan har fyldt så meget i en stor periode af mit liv, hvor han blev dyrket og nærstuderet og sunget og fortolket og beundret og nu synes jeg simpelthen det er ynkeligt, ikke bare at høre på, men i det hele taget at være vidne til.
At manden er 78 år diskvalificerer overhovedet ikke, men at han under hele koncerten sidder bag et flygel (nej, han rejser sig forresten op en enkelt gang), at han reciterer alle tekster på samme stødende dylanske måde uden antydning af melodi, at akkorder og arrangement af sangene, meget forståeligt efter hundredvis af koncerter, er ændret, at han ikke siger ET eneste ord mellem sangene (jeg troede der stod i alle kontrakter at man skal sige “Hva’ så RoskilDEEEEE”), at hans udtale og diktion er blevet snøvlende, uengageret og mekanisk, så man i mange sange skulle hen midt i nummeret før man kunne genkende noget tekst og identificere hvilken sang vi hørte. Selv i ekstranummeret var han midt i sangen før jeg genkendte “Blowin’ In The Wind”. Altsammen med til at underbygge spørgsmålet: “Hvorfor bliver du ved, når du ikke gider? Hvorfor stopper du ikke og lader de sidste rester af erindringen om storhedstiden forblive intakte?”.
Medvirkende til min triste stemning var at jeg havde min 19-årige yngstedatter ved min side og at det er så svært at forklare hende, hvor stor Bob Dylan var i min verden, når han nu bare leverer sådan en slatten omgang.
Faren ved at møde op til koncert med disse gamle dinosaurer er selvfølgelig at man bliver skuffet, fordi det ofte er en afglans af det man husker, som bliver præsenteret til koncerten. Jeg kom lidt med denne frygt til koncerten med gamle Led Zeppelin-forsanger, Robert Plant og mine bekymringer blev gjort fuldstændig til skamme.
Han formåede at lave sit helt eget show, som også indbefattede en del Zeppelin-numre og demonstrerede at rock’n’roll handler om energi, om at gøre det fuldt og helt og om at være tilstede.
Zeppelinnumrene var ikke påklistredede numre fra gamle dage for at please publikum, men indgik på fuldstændig lige fod med nyt materiale i nye arrangementer.
En dejlig livsbekræftende koncert, som jeg er virkelig glad for at jeg prioriterede. Det blev IKKE den lidt flade fornemmelse af at være på et nostalgisk trip tilbage i tiden, hvor en gammel mand desperat forsøgte at være noget han ikke er, som jeg havde frygtet. Det blev derimod en bekræftelse af at nogle mennesker, fx Robert Plant, godt kan blive ved selv om alderen tynger.
1. When the Levee Breaks 2. Turn It Up 3. Black Dog 4. Going to California 5. The May Queen 6. Carry Fire 7. Babe, I’m Gonna Leave You 8. Little Maggie 9. Funny In My Mind (I Believe I’m Fixin’ To Die) 10. Ramble On 11. Gallows Pole
Jada spås en stor karriere af mange anmeldere og så skal det jo nok ske, for hvis en kunster bliver hypet nok, så opfyldes profetien. Jada synger fantastisk godt og er charmerende naturlig på scenen, men materialet halter. Det er så blødt mainstream at stemmen og mennesket bag forsvinder. Det som står klarest efter koncerten er søde gimmicks som en stor gynge og Jadas mor på scenen.
Orange scene sent nat. Hun gjorde garanteret præcis hvad hun skulle og det er nok bare ikke min kop te. Det er for meget danseklub, for elektronisk og for overgearet. Robyn er imidlertid tydeligvis en personlighed på scenen. Hun brænder igennem med det hun gør. Dancing On My Own og Call Your Girlfriend blev der også plads til hen mod slutningen af sættet.
Meget bedre end forventet. Det er nyt og populært blandt de unge, hvilket, sandt at sige, ikke altid er et godt tegn :-), men Barselona gjorde det godt og ærligt. Der er ikke så mange dikkedarer, men et udmærket, ungt, velspillet udtryk af nogle unge mennesker, som gerne vil og godt kan.
Irsk folkemusik, som blev forstyrret voldsomt af naboscenen Apollo, hvor der var larmende høj hip-hop. En eklatant planlægningsfejl, når man programsætter et akustisk orkester, der forsøger at bygge noget op lige ved siden af. Et meget charmerende og, i sit udgangspunkt, meget traditionelt irsk band, som udover det traditionelle forsøgte at bygge nærmest trance-agtige tilstande op.
Der er noget umiddelbart, ligefremt og aldeles charmerende over Lankum. Dygtige musikere uden at være vanvittige ekvilibrister, historieformidlere uden at være entertainere og så denne insisteren på at synge de lange langsomme fortællinger med en enkelt kontrapunktisk figur som underlægning, hvor man pludselig mærker sig selv sidde og hænge alene over en øl på et mørkt værtshus en sen nat, melankolsk og indadskuende for så pludselig at blive løftet op af den instrumentale up-tempo forløsning der ofte følger efter.
Lankum var en fantastisk oplevelse og vækkede igen den gamle drøm om at vi i Danmark havde en levende folkemusiktradition.
Lankum passer måske ikke perfekt til Pavillion på Roskilde Festival, hverken lydstyrkemæssigt eller stemningsmæssigt, men måske de ville passe bedre på den mere uforstyrrede Gloria Scene?
Lankum, Pavillion, Roskilde Festival 2019
Lankum ved en tidligere koncert. Bemærk at man hen til ca. 6:30 før der overhovedet skiftes akkord.
Janelle Monaes mentor var Prince og det kunne man høre fra start til slut – på den gode måde.
Det var først på aftenen den sidste aften og min opmærksomhed var nok lige så meget rettet mod nedpakning af telt, aftaler og afhentning, hvilket i kombination med at jeg stod ret langt tilbage, gjorde at jeg aldrig blev helt fanget. Jeg registrede at det var voldsomt dygtige musikere, at det var et toptjekket show med udstyr og omklædninger, men helt ind under huden kom det aldrig.
Det var overvældende og det kom helt bag på mig. Jeg havde slet ingen forudgående anelse om, hvad der var på vej, for det var jo på papiret blot endnu en koncert med nogle af “de gamle”, men da tæppet gik til side og de tre aldrende kvinder trådte ind på scenen kunne jeg lidt forundret mærke tårerne pible frem og den første halve time blev en kamp for at holde dem tilbage. Hvad skete der lige der?
Dette bliver ikke bare en musikdagbogsoptegnelse, men en rejse tilbage i tiden til de formative år, hvor musikken var meget mere end musik men i udpræget grad også en identitetsmarkør og med til at forme hvem jeg var og hvem jeg blev.
Først skal jeg slå fast at det var en fantastisk koncert, som ramte mig og slog benene væk under mig og det var helt overraskende. Der var jo ikke et eneste nummer jeg ikke kendte. Hvert eneste nummer havde jeg et forhold til, et minde klistret op på, en fornemmelse forbundet med.
Thomas Treo og andre anmeldere har hæftet sig ved at Anne Linnet og Sanne Salomonsen har mistet meget af deres stemmepragt, at de sange der stod stærkest var dem fra de tres solokarrierer og at bandet var middelmådigt, men herregud, Treo, det er jo ikke det det handler om. Jeg synes ofte det er underholdende at læse Treos nedrakninger af de mange koncerter han går til, men han glemmer, som de fleste anmeldere, at understrege at oplevelsen af musik er så subjektiv som noget kan være (eller også glemmer vi det som læsere af anmeldelserne) fordi der er så mange ting der spiller med i oplevelsen og i aften spillede hele min ungdom pludselig med og det kan man ikke sætte sig ud over, når man skal vurdere koncerten.
Vi hørte Shit & Chanel, Jomfru Ane Band, C.V. Jørgensen, Lotte Rømer Band, Kræn Bysted og hvad der ellers kunne kobles til 70ernes danske musikalske venstrefløj. Og musikken var en del af alt hvad vi lavede. Vi (og jeg husker ikke helt hvem “vi” var) tog med bussen fra Struer til seminariet i Nr. Nissum engang i 1980 for at høre Shit & Chanel og jeg tror det var der, jeg faldt pladask for Lis Sørensen. Jeg var nok forelsket, på samme måde som jeg, da jeg var endnu yngre, var forelsket i Pippi Langstrømpes nabo, lille Annika. Den der varme følelse indeni, når Annika var på skærmen, var den samme varme jeg mærkede, da Lis Sørensen stod på scenen på seminariet i Nr. Nissum. Lis Sørensen var en af os. En pæn pige der tydeligvis ikke var hende der bestemte i bandet, som var lidt forsigtig med lidt hævede skuldre og lidt akavet på scenen, men det var hende der havde den store stemme og det så det ud som om hun gjorde sig umage. Hun var lidt ældre end os og på en eller anden måde fejlplaceret på den scene sammen med Anne Linnet, Astrid Elbæk og de andre seje kvinder, men samtidig beviset på at, hvis man gør sig umage, så kan man, hvad man gerne vil. Som voksen musikforbruger har jeg haft det svært med Lis Sørensens musikalske soloprojekter, men det startede faktisk som en forelskelse 🙂
Og Per Møller fra det oprindelige Anne Linnet Band kom forbi med sin guitar.
Anne Linnet havde jeg det i starten også rigtig svært med. Der var noget lidt truende over den selvsikre århusianer, som ikke var nogen stor sanger men tydeligvis en dygtig sangskriver, som i teksterne forstod at ramme, især pigerne. Og ja, jeg lyttede nok også til Shit & Chanel fordi de piger jeg gerne ville være sammen med lyttede til Shit & Chanel 🙂
Sanne Salomonsen lagde jeg først mærke til da hun kom med i Anne Linnet Band i 1979 (?) og da Sneakers første album kom omkring 1980 (?). Jeg havde nok hørt navnet ifm musicalen Hair, musicalen Jesus Christ Superstar og måske andre projekter, men hun var ikke et stort navn i min verden. Men i Anne Linnet Band blev hun den frække københavner med rockstemmen og i Sneakers ramte hun jo fuldstændig rent i mit rock-hjerte.
Hvis jeg slår årstallene op ser det ud som om at Sneakers, Shit & Chanel og Anne Linnet Band på et tidspunkt omkring 1981 eksisterede samtidig. Hmmm … kan det nu passe?
Sanne Salomonsen
Anne Linnet Band var en del af soundtracket til hele kollektivtiden fra 1982 i Husum, over Brabrand og til 1993 i Højbjerg og de tre kvinders solokarrierer fra start80erne til i dag er jo et helt kapitel for sig.
Jeg blev overvældet og fik tårer i øjnene fordi det pludselig gik op for mig at de tre kvinder har fyldt så meget og sendte mig tilbage i tiden, men også fordi det jo var tre ældre kvinder der kom ind, hvilket unægteligt må betyde at jeg selv er blevet en halvgammel mand. Den tredje ting var sådan en sentimental fornemmelse af at jeg sammen med 7.000 andre mennesker i Ceres Arena gav noget tilbage til de tre kvinder, at vi sagde tak for 1980erne.
Sanne, Anne og Lis for en del år siden
Sanne, Anne og Lis
Anne Linnet Band 1981 i en hel DR-koncert
Band:
Claes Antonsen – Trommer Poul Reimann – Keys Jonas Krag – guitar Annika Askman. Keys og kor Vicky Singh – guitar og kor Jakob Christensen – Bas Mark Linn – Kor Julie Lindell – Kor Thomas Edinger – sax Yulieski Gonzales – Trumpet
Sætliste
1. You’re Crazy 2. Måne sol og stjerner 3. Kærlighed og empati 4. Flyv med mig 5. Laila 6. Livet det begynder nu 7. Du er lige her 8. Regn 9. Det er ikke det du siger 10. Fordi fordi 11. Twist 12. Hvis du forstod 13. Glor på vinduer 14. Mine øjne de skal se 15. Hvor du er 16. Venus 17. Ind til dig igen 18. Sui Sui 19. Smuk og dejlig 20. Stille dans for to Ekstranumre 21. Tusind stykker 22. Cha Cha Cha 23. Den jeg elsker 24. I morgen
Det er ganske enkelt en fornøjelse at overvære denne årlige begivenhed, forårskoncert på Odder Gymnasium. Der er så mange, så dygtige, så engagerede, så glade unge mennesker, som har lagt en masse timer i at forberede aftenen at man kun kan gå glad hjem.
Og det handler ikke om solopræstationer med drømme om X-faktor og karriere, men derimod om musikalsk glæde ved at kunne levere en musikalsk oplevelse for publikum.
En dejlig aften
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
