Hvorfor tager man til en koncert med et band som havde sin storhedstid i 70erne? Det er godt nok mange år siden!
Oprindelig en kvartet, lidt senere en duo med Graham Gouldman og Eric Stewart. Store hits som “I’m Not In Love”, “Dreadlock Holiday” og “Rubber Bullet” og en mængde andre hits, men alle tilbage i 70erne. Holder den slags? Hvorfor dog betale for at høre det live 40 år efter? Og der er kun Graham Gouldman, 72 år gammel, tilbage af de oprindelige 4, men dog en trommeslager og en guitarist som har været med i 40 år.
Graham Gouldman fra 10cc på Train Aarhus, feb. 2019
Som sædvanlig ved disse gammelmandskoncerter, hvor man måske mest kommer for at se giraffen og genopleve en gammel stemning, så var den musikalske forventning ikke skruet i vejret, men til gengæld var der skruet op for nostalgi-forventningen fordi koncerten var i selskab med en gammel ven, som jeg lyttede til 10cc sammen med. Albummet “Deceptive Bends” fra 1977 var en af mine allerførste LP-anskaffelser efter jeg fik pladespiller omkring 1976 🙂
Og Graham Gouldman & co. gjorde det forbavsende godt på Train og det handler givetvis om genren. 10cc var (og er) nemlig ikke følelsesladet pop, men derimod avancerede musikalske konstruktioner, til tider sammenstykkede konstruktioner, som i midten af 70erne også hørtes hos f. eks. Queen og tidligere hos Frank Zappa når han lavede grin med poppen. Det handlede i den grad om udforskning af hvad pop-genren kunne og noget af det blev så faktisk store hits og blev nærmest en genre i sig selv. Og den slags kan sagtens genskabes selv om man er 72 år, for det handler mere om arrangement end om sangpræstation, det handler om fornem genskabelse af de omfattende korarrangementer frem for solopræstationer, det handler mere om kompositionerne end om følelserne.
Nogle af disse gensyn med de gamle dinosaurer bliver lidt tåkrummende fordi det er krampagtigt tydeligt at der ikke er mere at byde på, men 10cc’s gamle materiale holdt til det.
Dansksprogede sange fra det nordjyske. Afdæmpet, lækker lyd, stemningsfuldt guitarspil og pæne tekster.
Han har måske hørt det før, men det er svært ikke at tænke på Mikael K fra Klondyke når man hører Lasse Vestergaard. Der er noget ved stemmen og der er noget ved melodimaterialet.
Jeg er pjattet med Mikael K og jeg synes han laver mange gode sange, men en af grundene til at han aldrig har fået det helt store gennembrud er at der ikke bliver kælet nok om melodierne, og jeg må desværre sige det samme om Lasse Vestergaard. Der er egentlig ikke noget at sætte fingeren på – udover at der er alt for lidt kant og for lidt nerve. Man har fornemmelsen at Vestergaard tror at sangene kan leve alene pga teksterne og det kan de desværre nok ikke. Som om han er bange for at lave uptemponumre af frygt for at teksten vil gå tabt. Som om han er bange for at gøre teksterne skarpe og frække af frygt for at træde publikum over tæerne.
Det er lækkert og vellydende men det er desværre også uden kant og lidt kedeligt.
Sting med band, Mølleparken, Sønderborg, juni 2017
Mølleparken, Sønderborg
27. juni 2017
En dejlig sommeraften med et meget voksent publikum tog pænt imod en pæn Sting. Den 65 årige englænder og hans lidt yngre band gjorde præcis hvad de skulle og de gjorde det professionelt og tjekket. Ingen slinger i nogen vals og et knap to timer langt sæt bygget op af næsten alle numre fra det nyeste album “57th & 9th” kombineret med et udvalg fra det store katalog af hits og gode numre fra Policetiden og den lange solokarriere. Da jeg kom hjem tjekkede jeg Spotify og kunne konstatere at vi hørte de seks mest spillede Policenumre og de syv mest spillede Stingnumre. Sting tjekkede nok også Spotify før han tog på tour.
Det fungerede forbilledligt.
På det nyeste album er han vendt tilbage til et mere Policeagtigt udtryk. Noget af det, som fx “I Can’t Stop Thinking About You” lyder faktisk som om det er et gammelt Policenummer.
Hans musikalske rejser til andre genrer og besætninger er troværdige og jeg kan følge ham. Hvis der er noget vi, som musikelskende og -forbrugende publikum, ikke må, så er det at kræve at de dygtige sangskrivere skal blive hvor de er og lave det samme som de plejer. Kunst og sangskrivning er også udvikling, afsøgning af udtryk og måske venden tilbage til det oprindelige med nye erfaringer fra de musikalske steder man har besøgt.
En koncert med Sting i Mølleparken i 2017 er en nostalgitur. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det de gamle sange publikum kommer for at høre. Man kommer for at mærke efter om de oplevelser vi havde med Police i slut70erne og start80erne og med Sting op gennem 90erne er noget der kan genoplives og genopleves. Vi kommer for at mærke efter om man kan skrue tiden tilbage. Det kan man ikke, men det var en god koncert.
Som opvarmning fik vi en halv time med Joe Sumner, søn af Sting, på akustisk guitar og sang. Fine sange – og sangskrivningens håndværk er tydeligvis lært hjemme i fars værksted, men det er utaknemligt at varme op for sin kendte far.
Turkort for Stings 2017-tour. Sønderborg er kommet på verdenskortet
er et særdeles sympatisk bekendtskab – også selv om det var en meget reduceret udgave der varmede op. En lille trio-udgave med brødrene Alstrup + 1 som leverede et lille stemningsfuldt sæt. Vokalarbejdet er bemærkelsesværdigt og den hyggelige og ikke-prætentiøse indgang til musikken er befriende, afvæbnende og rammer en vestjyde som mig et rigtigt sted.
Og det skal selvfølgelig nævnes at materialet er aldeles i orden. Velkomponeret og velopbygget, melodiøst og med afdæmpede hooklines.
Jeg har lyttet til albummet “Northern Trail” både før og efter koncerten. Det er et udpræget lytteværdigt album.
Jeg hører både inspiration fra Bon Iver, Daniel Lanois, Run Rig og en lang tradition af folkemusikere, men sjovt nok også i passager en akustisk udgave af Muse.
Aftenens hovednavn var jo Olsen – Allan Olsen, som efter mange år alene på scenen med sin akustiske guitar og en endeløs række af historier, havde samlet et band for at præsentere nye udgaver af det efterhånden meget store katalog af sange om livet i Danmark og omegn.
(fortsættes under billedet)
Og det var en ny Olsen der entrerede scenen. Det var solbriller, elguitar og rock’n’roll nærmest fra enden til anden og det er på en eller anden måde forfriskende at den gamle mand gør det og tør det. Der er noget Bob Dylan over det: Nye udgaver af gamle sange, næsten ingen historier, bare sangene.
Og bandet: Thomas og Simon Alstrup , Gæst Vincent, Mads Andersen og Lars Skjærbæk virkede så sammenspillede at man skulle tro de allerede var langt langt inde i touren.
Vi fik alle de sange vi elsker og for de flestes vedkommende i en helt anderledes udgave. Sangene er jo noget af det bedste der findes på dansk og det fungerede – også med band.
Men jeg savnede historierne, anekdoterne, sammenkædningen, de spidse kommentarer og de flabede bemærkninger.
En gentagelse og tro kopi af koncerten jeg hørte samme sted for et par år siden – og regnvejr.
Ekvilibrisme og (lidt for) pædagogiske introduktioner som virker nedladende og derfor faktisk provokerende 🙂
Jesper Thilo, Jacob Fischer, Jesper Lundgaard, Søren Kristiansen, Frands Rifbjerg.
Det må vist siges at være sådan cirka toppen af den efterhånden gamle danske jazzgarde der havde fundet vej til Odder Jazzklubs koncert i Kulturkøkkenet.
Som da jeg, for ikke så længe siden, hørte Jesper Thilo i Horsens, så var der også her et anstrøg af noget mekanisk lir over mange af numrene, men der var også lange passager, hvor det hele swingede og spillede sammen på den der efterstræbelsesværdige måde.
Det er virkelig et dream team af glade og superoverskudsdygtige musikere og hvor fantastisk ville det ikke være hvis disse fantastiske musikere – udover at videreføre en jazztradition på fineste vis – ville kaste deres kræfter ind i at være med til at skabe ny musik?
Stadionkoncert som det skal gøres. En imponerende demonstration af overskud, energi og erfaring. Han har jo gjort det i årevis, ja i årtier og det bliver ikke mindre imponerende. 3½ times koncert uden pause, altså helt uden pause. Der var måske 4-5 gange hvor der var indlagt 2 minutters break, men ellers var det direkte fra et nummer til det næste.
Little Steven (som slet ikke er så lille mere) og Nils Lofgren og resten af E-Street Band leverede varen, som de har gjort hundredvis af gange. Ingen slinger, ingen stilstand, men veloplagt spilleglæde (ja sådan så det faktisk ud).
Spot Festival er efter de mange mange år det har eksisteret stadig et godt koncept. 35 minutters koncerter på alle tænkelige og utænkelige spillesteder i byen, partoutarmbånd der giver adgang til alle koncerter, kun navne som er på vej, som ligger lige på kanten af et “gennembrud” eller som trænger til et venligt skub i ryggen.
Spot er stadig en god ide.
Live… Jansberg
Atlas, Århus, Spot 16
Folke-fiol tilsat elektronisk musik og saxsolo.
Ingen tvivl om at Jansberg på fiolen er dygtig og at numrene og arrangementerne var dygtige og avancerede, men det var bare som om det ikke kom ud af stedet.
Jeg er en stor elsker af folkemusik, især når den er levende, kantet og ærlig, men det her blev på en eller anden måde for konstrueret. Jansberg opfordrede selv til at høre musikken som filmmusik og køre en indre film til musikken og det er meget betegnende, for filmmusikken er netop en genre hvor musikken IKKE er det primære. Filmmusikken skal underbygge og understøtte billedsiden og kun i helt specielle tilfælde oplever man at filmmusik faktisk kan stå alene. Det synes jeg ikke dette kan. Det kører i ring, mangler dynamik og har for få virkemidler i det hele taget. Der kom en jazzet saxsolo indover i slutningen, hvilket gav noget dynamisk effekt, men det kom til at virke påklistret.
Velspillet og levende folkemusik er måske noget af det bedste jeg ved, men det her blev underlægningsmusik til en af de lidt for lange passager i Ringenes Herre hvor hobitterne vandrer gennem en eller anden skov.
Live… She shy shy
She shy shy på Voxhall, Århus til Spot 2016
Voxhall, Århus, Spot 2016
Hypet popband med to forsangere der synger unisont og derved får en speciel og genkendelig klang. Der er åbenlyse popkvaliteter, men jeg kunne slet ikke mærke musikken, måske fordi bandet var alt for ihærdige med at gøre et godt indtryk og alt for opsatte på at være smarte, både i deres sangskrivning og i deres fremtræden.
Måske hører autencitet, ærlighed og nærvær slet ikke til i denne genre, så det måske er et helt forkert sted jeg vurderer fra, men hvis jeg ikke kan mærke musikken kan det være lige meget.
Live… Karl William
Karl William i Musikhuset Århus til Spot 2016
Musikhuset, Store Sal, Århus, Spot 2016
Den unge rødhårede sanger gjorde det rigtig godt. Han er faktisk en blændende god sanger, men materialet er simpelthen ikke godt nok. Jeg forstår ikke hvorfor alle disse fantastiske unge sangere der findes ikke får nogle dygtige sangskrivere til at hjælpe med materialet.
Bare fordi man er en god sanger er man jo ikke nødvendigvis en god sangskriver og melodimager!
Stor ros for danske tekster.
Live… Anya
Anya, Musikhuset, Århus, Spot 2016
Musikhuset, Store Sal, Århus, Spot 2016
Meget karakteristisk ny stemme som alene med din mørke klang og sit lidt dovne og tilbagelænede flow har alle muligheder for at blive en stor stemme.
Flotte og genresikre arrangementer, men jeg mangler hooklines eller dynamik eller gode melodier til at hænge min hat på. De ældste numre (som er under et år gamle) som Need To Know og til dels Greet Me har ansatser til at være godt materiale, men for pokker da. Alle kan ikke gøre karriere med sin charme og halvgode sange.
Jeg er faktisk vild med stemmen og stemningen i musikken, men der skal mere til for at løfte sig over mængden
Live… She Dives
She Dives, Limbo, Godbanen, Århus, Spot 2016
Limbo, Godbanen, Århus, Spot 2016
Bandet Temple har nyformuleret sig selv, skiftet lidt ud i besætningen men stadig med Niels Block i front og Asger Kuhdahl på guitar og bevægede sig stadig i et følsomt musiklandskab med gennemarrangeret vellyd og en troværdig sangstemme.
Deres store styrke er netop troværdigheden. Der var ikke mange popkvaliteter i musikken, men der var vellyd og (sandsynligvis følsomme) tekster som var svære at forholde sig til på det meget lille, men tætpakkede, koncertsted.
At drikke øl af flasken på scenen virkede ikke videre tjekket :-), men det lille koncertsted og nærheden til publikum gjorde måske, sammen med ølflaskerne, at bandet følte en samhørighed med det tydeligt tilfredse publikum?
Saveus
Saveus, Store Sal, Musikhuset, Århus, Spot 2016
Musikhuset, Store Sal, Århus, Spot 2016
Saveus er et meget ambitiøst musikalsk projekt og stor respekt for det. Materialet er melodiøst på en mærkelig skæv måde men der er leget med den traditionelle opbygning af pop- og rocknumre og i nogle tilfælde bringer det næsten mindelser om Queens store næsten symfoniske værker fra midten af 70erne, som Bohemian Rhapsody og Somebody To Love.
Der er arbejdet meget bevidst med opbygning og dynamik og melodiernes til tider sære kantethed gør showet til en spændende oplevelse. Der er ikke sparet på effekter i lyssætningen som booster oplevelsen.
Nummeret “Levitate Me” er et hit, som får lov at stå som en lovende indgang til en potentiel stor karriere.
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
