Janelle Monaes mentor var Prince og det kunne man høre fra start til slut – på den gode måde.
Det var først på aftenen den sidste aften og min opmærksomhed var nok lige så meget rettet mod nedpakning af telt, aftaler og afhentning, hvilket i kombination med at jeg stod ret langt tilbage, gjorde at jeg aldrig blev helt fanget. Jeg registrede at det var voldsomt dygtige musikere, at det var et toptjekket show med udstyr og omklædninger, men helt ind under huden kom det aldrig.
Det var overvældende og det kom helt bag på mig. Jeg havde slet ingen forudgående anelse om, hvad der var på vej, for det var jo på papiret blot endnu en koncert med nogle af „de gamle‟, men da tæppet gik til side og de tre aldrende kvinder trådte ind på scenen kunne jeg lidt forundret mærke tårerne pible frem og den første halve time blev en kamp for at holde dem tilbage. Hvad skete der lige der?
Dette bliver ikke bare en musikdagbogsoptegnelse, men en rejse tilbage i tiden til de formative år, hvor musikken var meget mere end musik men i udpræget grad også en identitetsmarkør og med til at forme hvem jeg var og hvem jeg blev.
Først skal jeg slå fast at det var en fantastisk koncert, som ramte mig og slog benene væk under mig og det var helt overraskende. Der var jo ikke et eneste nummer jeg ikke kendte. Hvert eneste nummer havde jeg et forhold til, et minde klistret op på, en fornemmelse forbundet med.
Thomas Treo og andre anmeldere har hæftet sig ved at Anne Linnet og Sanne Salomonsen har mistet meget af deres stemmepragt, at de sange der stod stærkest var dem fra de tres solokarrierer og at bandet var middelmådigt, men herregud, Treo, det er jo ikke det det handler om. Jeg synes ofte det er underholdende at læse Treos nedrakninger af de mange koncerter han går til, men han glemmer, som de fleste anmeldere, at understrege at oplevelsen af musik er så subjektiv som noget kan være (eller også glemmer vi det som læsere af anmeldelserne) fordi der er så mange ting der spiller med i oplevelsen og i aften spillede hele min ungdom pludselig med og det kan man ikke sætte sig ud over, når man skal vurdere koncerten.
Vi hørte Shit & Chanel, Jomfru Ane Band, C.V. Jørgensen, Lotte Rømer Band, Kræn Bysted og hvad der ellers kunne kobles til 70ernes danske musikalske venstrefløj. Og musikken var en del af alt hvad vi lavede. Vi (og jeg husker ikke helt hvem „vi‟ var) tog med bussen fra Struer til seminariet i Nr. Nissum engang i 1980 for at høre Shit & Chanel og jeg tror det var der, jeg faldt pladask for Lis Sørensen. Jeg var nok forelsket, på samme måde som jeg, da jeg var endnu yngre, var forelsket i Pippi Langstrømpes nabo, lille Annika. Den der varme følelse indeni, når Annika var på skærmen, var den samme varme jeg mærkede, da Lis Sørensen stod på scenen på seminariet i Nr. Nissum. Lis Sørensen var en af os. En pæn pige der tydeligvis ikke var hende der bestemte i bandet, som var lidt forsigtig med lidt hævede skuldre og lidt akavet på scenen, men det var hende der havde den store stemme og det så det ud som om hun gjorde sig umage. Hun var lidt ældre end os og på en eller anden måde fejlplaceret på den scene sammen med Anne Linnet, Astrid Elbæk og de andre seje kvinder, men samtidig beviset på at, hvis man gør sig umage, så kan man, hvad man gerne vil. Som voksen musikforbruger har jeg haft det svært med Lis Sørensens musikalske soloprojekter, men det startede faktisk som en forelskelse 🙂
Og Per Møller fra det oprindelige Anne Linnet Band kom forbi med sin guitar.
Anne Linnet havde jeg det i starten også rigtig svært med. Der var noget lidt truende over den selvsikre århusianer, som ikke var nogen stor sanger men tydeligvis en dygtig sangskriver, som i teksterne forstod at ramme, især pigerne. Og ja, jeg lyttede nok også til Shit & Chanel fordi de piger jeg gerne ville være sammen med lyttede til Shit & Chanel 🙂
Sanne Salomonsen lagde jeg først mærke til da hun kom med i Anne Linnet Band i 1979 (?) og da Sneakers første album kom omkring 1980 (?). Jeg havde nok hørt navnet ifm musicalen Hair, musicalen Jesus Christ Superstar og måske andre projekter, men hun var ikke et stort navn i min verden. Men i Anne Linnet Band blev hun den frække københavner med rockstemmen og i Sneakers ramte hun jo fuldstændig rent i mit rock-hjerte.
Hvis jeg slår årstallene op ser det ud som om at Sneakers, Shit & Chanel og Anne Linnet Band på et tidspunkt omkring 1981 eksisterede samtidig. Hmmm … kan det nu passe?
Sanne Salomonsen
Anne Linnet Band var en del af soundtracket til hele kollektivtiden fra 1982 i Husum, over Brabrand og til 1993 i Højbjerg og de tre kvinders solokarrierer fra start80erne til i dag er jo et helt kapitel for sig.
Jeg blev overvældet og fik tårer i øjnene fordi det pludselig gik op for mig at de tre kvinder har fyldt så meget og sendte mig tilbage i tiden, men også fordi det jo var tre ældre kvinder der kom ind, hvilket unægteligt må betyde at jeg selv er blevet en halvgammel mand. Den tredje ting var sådan en sentimental fornemmelse af at jeg sammen med 7.000 andre mennesker i Ceres Arena gav noget tilbage til de tre kvinder, at vi sagde tak for 1980erne.
Sanne, Anne og Lis for en del år siden
Sanne, Anne og Lis
Anne Linnet Band 1981 i en hel DR-koncert
Band:
Claes Antonsen – Trommer Poul Reimann – Keys Jonas Krag – guitar Annika Askman. Keys og kor Vicky Singh – guitar og kor Jakob Christensen – Bas Mark Linn – Kor Julie Lindell – Kor Thomas Edinger – sax Yulieski Gonzales – Trumpet
Sætliste
1. You’re Crazy 2. Måne sol og stjerner 3. Kærlighed og empati 4. Flyv med mig 5. Laila 6. Livet det begynder nu 7. Du er lige her 8. Regn 9. Det er ikke det du siger 10. Fordi fordi 11. Twist 12. Hvis du forstod 13. Glor på vinduer 14. Mine øjne de skal se 15. Hvor du er 16. Venus 17. Ind til dig igen 18. Sui Sui 19. Smuk og dejlig 20. Stille dans for to Ekstranumre 21. Tusind stykker 22. Cha Cha Cha 23. Den jeg elsker 24. I morgen
Det er ganske enkelt en fornøjelse at overvære denne årlige begivenhed, forårskoncert på Odder Gymnasium. Der er så mange, så dygtige, så engagerede, så glade unge mennesker, som har lagt en masse timer i at forberede aftenen at man kun kan gå glad hjem.
Og det handler ikke om solopræstationer med drømme om X-faktor og karriere, men derimod om musikalsk glæde ved at kunne levere en musikalsk oplevelse for publikum.
Hvorfor tager man til en koncert med et band som havde sin storhedstid i 70erne? Det er godt nok mange år siden!
Oprindelig en kvartet, lidt senere en duo med Graham Gouldman og Eric Stewart. Store hits som „I’m Not In Love‟, „Dreadlock Holiday‟ og „Rubber Bullet‟ og en mængde andre hits, men alle tilbage i 70erne. Holder den slags? Hvorfor dog betale for at høre det live 40 år efter? Og der er kun Graham Gouldman, 72 år gammel, tilbage af de oprindelige 4, men dog en trommeslager og en guitarist som har været med i 40 år.
Graham Gouldman fra 10cc på Train Aarhus, feb. 2019
Som sædvanlig ved disse gammelmandskoncerter, hvor man måske mest kommer for at se giraffen og genopleve en gammel stemning, så var den musikalske forventning ikke skruet i vejret, men til gengæld var der skruet op for nostalgi-forventningen fordi koncerten var i selskab med en gammel ven, som jeg lyttede til 10cc sammen med. Albummet „Deceptive Bends‟ fra 1977 var en af mine allerførste LP-anskaffelser efter jeg fik pladespiller omkring 1976 🙂
Og Graham Gouldman & co. gjorde det forbavsende godt på Train og det handler givetvis om genren. 10cc var (og er) nemlig ikke følelsesladet pop, men derimod avancerede musikalske konstruktioner, til tider sammenstykkede konstruktioner, som i midten af 70erne også hørtes hos f. eks. Queen og tidligere hos Frank Zappa når han lavede grin med poppen. Det handlede i den grad om udforskning af hvad pop-genren kunne og noget af det blev så faktisk store hits og blev nærmest en genre i sig selv. Og den slags kan sagtens genskabes selv om man er 72 år, for det handler mere om arrangement end om sangpræstation, det handler om fornem genskabelse af de omfattende korarrangementer frem for solopræstationer, det handler mere om kompositionerne end om følelserne.
Nogle af disse gensyn med de gamle dinosaurer bliver lidt tåkrummende fordi det er krampagtigt tydeligt at der ikke er mere at byde på, men 10cc’s gamle materiale holdt til det.
Dansksprogede sange fra det nordjyske. Afdæmpet, lækker lyd, stemningsfuldt guitarspil og pæne tekster.
Han har måske hørt det før, men det er svært ikke at tænke på Mikael K fra Klondyke når man hører Lasse Vestergaard. Der er noget ved stemmen og der er noget ved melodimaterialet.
Jeg er pjattet med Mikael K og jeg synes han laver mange gode sange, men en af grundene til at han aldrig har fået det helt store gennembrud er at der ikke bliver kælet nok om melodierne, og jeg må desværre sige det samme om Lasse Vestergaard. Der er egentlig ikke noget at sætte fingeren på – udover at der er alt for lidt kant og for lidt nerve. Man har fornemmelsen at Vestergaard tror at sangene kan leve alene pga teksterne og det kan de desværre nok ikke. Som om han er bange for at lave uptemponumre af frygt for at teksten vil gå tabt. Som om han er bange for at gøre teksterne skarpe og frække af frygt for at træde publikum over tæerne.
Det er lækkert og vellydende men det er desværre også uden kant og lidt kedeligt.
Sting med band, Mølleparken, Sønderborg, juni 2017
Mølleparken, Sønderborg
27. juni 2017
En dejlig sommeraften med et meget voksent publikum tog pænt imod en pæn Sting. Den 65 årige englænder og hans lidt yngre band gjorde præcis hvad de skulle og de gjorde det professionelt og tjekket. Ingen slinger i nogen vals og et knap to timer langt sæt bygget op af næsten alle numre fra det nyeste album „57th & 9th‟ kombineret med et udvalg fra det store katalog af hits og gode numre fra Policetiden og den lange solokarriere. Da jeg kom hjem tjekkede jeg Spotify og kunne konstatere at vi hørte de seks mest spillede Policenumre og de syv mest spillede Stingnumre. Sting tjekkede nok også Spotify før han tog på tour.
Det fungerede forbilledligt.
På det nyeste album er han vendt tilbage til et mere Policeagtigt udtryk. Noget af det, som fx „I Can’t Stop Thinking About You‟ lyder faktisk som om det er et gammelt Policenummer.
Hans musikalske rejser til andre genrer og besætninger er troværdige og jeg kan følge ham. Hvis der er noget vi, som musikelskende og -forbrugende publikum, ikke må, så er det at kræve at de dygtige sangskrivere skal blive hvor de er og lave det samme som de plejer. Kunst og sangskrivning er også udvikling, afsøgning af udtryk og måske venden tilbage til det oprindelige med nye erfaringer fra de musikalske steder man har besøgt.
En koncert med Sting i Mølleparken i 2017 er en nostalgitur. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det de gamle sange publikum kommer for at høre. Man kommer for at mærke efter om de oplevelser vi havde med Police i slut70erne og start80erne og med Sting op gennem 90erne er noget der kan genoplives og genopleves. Vi kommer for at mærke efter om man kan skrue tiden tilbage. Det kan man ikke, men det var en god koncert.
Som opvarmning fik vi en halv time med Joe Sumner, søn af Sting, på akustisk guitar og sang. Fine sange – og sangskrivningens håndværk er tydeligvis lært hjemme i fars værksted, men det er utaknemligt at varme op for sin kendte far.
Turkort for Stings 2017-tour. Sønderborg er kommet på verdenskortet
er et særdeles sympatisk bekendtskab – også selv om det var en meget reduceret udgave der varmede op. En lille trio-udgave med brødrene Alstrup + 1 som leverede et lille stemningsfuldt sæt. Vokalarbejdet er bemærkelsesværdigt og den hyggelige og ikke-prætentiøse indgang til musikken er befriende, afvæbnende og rammer en vestjyde som mig et rigtigt sted.
Og det skal selvfølgelig nævnes at materialet er aldeles i orden. Velkomponeret og velopbygget, melodiøst og med afdæmpede hooklines.
Jeg har lyttet til albummet „Northern Trail‟ både før og efter koncerten. Det er et udpræget lytteværdigt album.
Jeg hører både inspiration fra Bon Iver, Daniel Lanois, Run Rig og en lang tradition af folkemusikere, men sjovt nok også i passager en akustisk udgave af Muse.
Aftenens hovednavn var jo Olsen – Allan Olsen, som efter mange år alene på scenen med sin akustiske guitar og en endeløs række af historier, havde samlet et band for at præsentere nye udgaver af det efterhånden meget store katalog af sange om livet i Danmark og omegn.
(fortsættes under billedet)
Og det var en ny Olsen der entrerede scenen. Det var solbriller, elguitar og rock’n’roll nærmest fra enden til anden og det er på en eller anden måde forfriskende at den gamle mand gør det og tør det. Der er noget Bob Dylan over det: Nye udgaver af gamle sange, næsten ingen historier, bare sangene.
Og bandet: Thomas og Simon Alstrup , Gæst Vincent, Mads Andersen og Lars Skjærbæk virkede så sammenspillede at man skulle tro de allerede var langt langt inde i touren.
Vi fik alle de sange vi elsker og for de flestes vedkommende i en helt anderledes udgave. Sangene er jo noget af det bedste der findes på dansk og det fungerede – også med band.
Men jeg savnede historierne, anekdoterne, sammenkædningen, de spidse kommentarer og de flabede bemærkninger.
En gentagelse og tro kopi af koncerten jeg hørte samme sted for et par år siden – og regnvejr.
Ekvilibrisme og (lidt for) pædagogiske introduktioner som virker nedladende og derfor faktisk provokerende 🙂
Jesper Thilo, Jacob Fischer, Jesper Lundgaard, Søren Kristiansen, Frands Rifbjerg.
Det må vist siges at være sådan cirka toppen af den efterhånden gamle danske jazzgarde der havde fundet vej til Odder Jazzklubs koncert i Kulturkøkkenet.
Som da jeg, for ikke så længe siden, hørte Jesper Thilo i Horsens, så var der også her et anstrøg af noget mekanisk lir over mange af numrene, men der var også lange passager, hvor det hele swingede og spillede sammen på den der efterstræbelsesværdige måde.
Det er virkelig et dream team af glade og superoverskudsdygtige musikere og hvor fantastisk ville det ikke være hvis disse fantastiske musikere – udover at videreføre en jazztradition på fineste vis – ville kaste deres kræfter ind i at være med til at skabe ny musik?
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
