NorthSide 2013
i Ådalen i Århus var en god oplevelse. Glade mennesker, god stemning, unge og voksne og et rimeligt program på de tre scener. Jeg blev imidlertid allerede fredag opmærksom på at flere af navnene slet ikke formåede at fylde de store scener ud. Det kræver noget helt specielt, noget bestemt musik? noget attitude? noget vilje? Der var mange der ikke magtede det og nogle få der i den grad formåede at fylde det hele.
Det ændrer ikke på at festivalen var vellykket, blev afviklet tjekket og med en fantastisk stemning hele vejen rundt.

Nick Cave & The Bad Seeds
Fantastisk koncert! Så er det sagt. En eksplosion af vrede og nærdødsoplevelse. Støj og vrede. Reciterede digte med en-akkords-underlægning og så megen dramatik og fråde at det nåede helt ud på bageste række.

Mr. Cave havde tilkæmpet sig en norsk snue som resulterede i næsepudsning, spytklatter og rød næse (det kan man jo selv til en festival-koncert se på de obligatoriske storskærme), men som ikke smittede af på energien og det desperate udtryk.

The Bad Seeds spillede skramlet og voldsomt og meget dynamisk. Det de kan er at lytte til Nick Cave og lade manden føre og bestemme hvor stemningen bærer henad og hvor voldsomt det skal være. De kan lytte og skal ikke bevise andet end at de er et knaldgodt backing band til Nick Cave.

Alt-J
Flot koncert med sofisticeret guitarspil, korstemmer og gennemarrangerede numre med hittet „Breezeblocks‟ som det publikum stod og ventede på. Scenen er imidlertid alt for stor til Alt-J. De kommer overhovedet ikke ud over scenekanten. Der er absolut intet i vejen med musikken, som repræsentant for nogle meget tidstypiske strømninger, men scenen er ganske enkelt for stor

Kashmir
Kashmir fylder scenen ud. Kashmir er mestre i at bygge en stemning op på præcis den tid en koncert varer. Kasper Eistrup & Co. leverede varen og publikum ved hvad de får, nemlig en perlerække af musikalske højdepunkter fra de sidste 20 års danske musikhistorie. Kashmir er bedst live.

Kings Of Convenience
Det var heldigt at de to norske troubadurer i Kings Of Convenience var programsat til tidligt på dagen. Det var så forsigtigt og så fint med to akustiske guitarer i første halvdel af koncerten, men næsten for forsigtigt. Da der startede lydprøver på Rød Scene stod de stille, kiggede lidt forundrede og ventede stille på at det var ovre, for det kunne slet ikke komme på tale at spille samtidig. Det er melodiøst men uden egentlig fængende melodier. De spanske guitarer, de latin-inspirerede numre, som mange kender fra deres chill-out Spotify playliste blev leveret med stor sikkerhed, men jeg stod alligevel med fornemmelsen af at de to nordmænd stod og dukkede nakken lidt. Den store scene hvælvede sig over de to små skikkelser og jeg fornemmede at de var tyngede.
Det hjalp betragteligt da bandet kom på og fik lov at fylde scenen lidt mere ud, men andet end en hyggelig time blev det altså ikke til.

Phoenix
Fransk musik kender jeg ikke meget til, udover Daft Punk, men Phoenix er skam et fint bekendtskab. Når man lige har vænnet sig til den specielle klang og engelske udtale med fransk accent hos forsangeren, så er der fin pop-rock at hente. Gennemarrangeret og lidt storladent, med store armbevægelser men uden de store instrumentalister. Måske inviteret til NorthSide pga hittet „Entertainment‟?

Tegan & Sara
Et par canadiske tvillinger, som efter en lang række albums med spændende rockmusik med eksperimenter og en tilgang til musikken som et par nysgerrige piger, og endda har haft den ære at White Stripes indspillede et af deres numre („Walking With A Ghost‟), pludselig beslutter at lave et pop-album med alle pop-klicheer og pop-tricks – og får et kæmpehit med nummeret „Closer‟. Mærkelig historie. IKKE en spændende koncert, nærmest forudsigelig, men selvsikkert og rutineret leveret.

The Knife
„Shaking the habitual show‟ stod der skrevet på de store videoskærme umiddelbart før The Knifes show og det var vist ment som en advarsel om at der var noget i vente som lå ud over en almindelig koncert. Efterfølgende stod jeg med fornemmelsen af at have set en installation på et moderne kunstmuseum fremfor en koncert. Der var lyd og musik, men det var vist ikke det vigtigste. Efter den lange intro med middelaldersteming, munkekutter, lydbilleder, slørede videoer, farver og dyb bas introduceredes en mængde pang-farvede shakere og en farvestrålende harpe og hele pladsen nærmede sig trance.
Meget lidt af musikken spilles live og pludselig danser hele scenen tilsyneladende folkedans til denne eksperimenterende teckno-agtige elctrinica. En mellemting mellem Riverdance og jumpstyle og med tydelige referencer til nordisk folkedans. Jo jo. Syret var det. „Shaking the habitual show‟

Portishead
En af festivalens helt store koncerter og afslutningen søndag aften. Skrøbeligheden i Beth Gibbons stemme og fremtoning sammen med de hypnotiske figurer og lydbilleder i musikken skabte nærmest genren triphop i start-90erne og det er stadig her 20 år efter det samme univers der rører mig dybt. Det er elendighed og følsomhed helt ude på kanten af hvad et menneske kan leve med og det er lige præcis der Portishead stadig formår at balancere.
En koncert der gjorde præcis det musik skal, røre mig.

Kaizers Orchestra
Kaizers hørte jeg kun halvt, men registrerede at det var ca det samme show som jeg så på Train for kort tid siden. Den store scene er ikke præcis en fordel for Kaizers Orchestra

Imagine Dragons
Havde jeg egentlig glædet mig til. Jeg synes der er en spændende kvalitet i deres hit-musik og de er med til at tegne dagens poprocklyd med masser af tammer og at kunne lave indtil flere ørehængende melodier indenfor kort tid er selvfølgelig i sig selv en kvalitet, men de overspillede deres rolle på scenen. Det blev overgearet så jeg blev træt efter kort tid. Det var nok ellers et ærligt forsøg på netop at udfylde den store scene, men det blev kunstigt og opgejlet. Som om de var meget opmærksomme på at de ville gejle den tusindtallige skare op til at gå helt amok til „Radioactive‟, hittet som folk var kommet for at høre.
Det blev alt for meget, men sådan er det måske når man kommer fra Las Vegas til Østjylland?

The Flaming Lips
har fornyligt begået et album som er meget anderledes end deres foregående. „The Terror‟ hedder det og som titlen antyder er det ret så dystert sammenlignet med de foregående optimistiske ytringer. Flaming Lips‛ sceneshow er imidlertid ikke mindre vildt og storladent end det var da jeg så dem på Roskilde 07. De er blevet bekymrede og pessimistiske og bange for fremtiden. Men de er kompromisløse og ikke bange for at leve deres ideer fuldt ud på scenen. Hvis det ikke var for det overvældende sceneshow ville musikken slet ikke passe til den store scene, men de fylder den ud med lys, teater, kostumer og depressiv stemning. Forsanger Wayne Coyne stod på en stor lysende piedestal med en baby-dukke på armen og foredrog sine bange anelser om fremtiden og havde man tålmodighed til det blev man langsomt i løbet af koncerten draget ind i hans univers.
Skræmmende og syret.

Bikstok Røgsystem
Fest og ballade med Blæs Bukki, Pharfar og Eaggerman i front. Dansk dancehall med tusindvis af ord og finurligheder. Det er festligt, det er sjovt, det er tjekket og rutineret.

Arctic Monkeys
Så dem i Roskilde i 07 og Arctic Monkeys må siges at være blevet voksne siden da. Lyden er blevet lidt tungere, stemmen lidt dybere, men energien er der stadig og akkorderne lidt færre i de nyere sange. Stilen holder stadig til en festlig festival, hvor der er sing-along på pladsen, når de efterhånden gamle hits buldrer derudad med det sjove akkordspil som kendemærke.

Gogol Bordello
Sigøjnerpunk, jo jo. Energi og balkaninspireret underholdning. Ento-ento-ento-ento-ento-ento. Det var ren energi og faren rundt så man blev forpustet bare ved synet. Jeg blev aldrig helt fanget af stemningen, som om der SKULLE piskes en nærmest hysterisk stemning af fest og galskab op. Når bandet VIL have mig et bestemt sted hen, så stritter jeg i mod. Jeg vil gerne bæres eller føres et sted hen, men jeg vil ikke skubbes og presses derhen. Så kan de badutstpringe så meget de vil!

Passenger
Den lille mand med sin guitar og sin meget karakteristiske og genkendelige stemme var alene på Rød Scene og gav den som klassisk singer/songwriter. Historier om sangene, anekdoter og meget fine sange. En dejlig koncert, hvor man bare gerne ville have siddet ned, måske endda ved et bord og med et glas øl.