aug. 1998

Da jeg var 15 år og året var 1977 “opdagede” jeg Beatles. Jeg følte mig lidt bagud for min tid, men musikken talte til mig og den blev en del af mig. I midten af 80erne, og jeg var omkring 25, “opdagede” jeg Tom Waits og indarbejdede hans fandenivoldske papkassemusik i min måde at tænke musik på. Personen, musikken, instrumenteringen, stemmen, teksterne og hele stemningen passede sammen – og passede sammen med mig på netop det tidspunkt i mit liv.

Nu er jeg midt i 30erne og vi er i 1998 og måske havde jeg helt glemt at man kan “opdage” ny musik. At man pludselig kan falde over en kunstner, som virkelig taler til en. Måske har jeg gået og troet at det var noget der hørte til i teenageårene, hvor identitetsdannelse og oprør er tæt kædet sammen med populærmusik. Måske har jeg gået og troet at det i det mindste hørte til i de unge år, hvor man er fri, uafhængig og kåd.

Og så sniger denne lille islandske kunstner sig ind på mig. Langsomt men sikkert. I 1988 hørte jeg tilfældigt islandske Sugarcubes, hvor jeg måtte stoppe op og lytte: -Nådada for en stemme! Og så pludselig i 1993 var hun der med fuld styrke. I pladebutikkerne, i radioen, på TV, i bladene. Stor promotionoffensiv og al den usmagelige mediegejl! Men hun ramte et eller andet i tiden – og i mig!

Så jeg måtte til Skanderborg Festival for at høre Björk! Og det var helt fantastisk! Der er “noget” ved hendes musik, hendes person, hendes udstråling. Jeg ville gerne kunne slå det hen med en smart bemærkning om hendes udseende eller hendes islandske accent, når hun taler engelsk, men hun er magisk og karismatisk og jeg indser at det faktisk er mange år siden at en kunstner på den måde har talt til mig. Hun forener den uskyldsrene lille pige og den sensuelle heks. Hun forener de døde maskinlyde med den mest udtryksfulde stemme. Det levende og det døde, det farlige og det uskyldige, maskinerne og urkraften, natur og kultur, det smukke og det afskyelige, det tiltrækkende og det frastødende. Modsætninger som alle forenes i dette menneske og den musik hun skaber.

På scenen var, udover Björk, den islandske strygeoktet, hun har brugt på sine plader samt en stor sampler, som blev styret af en dybt koncentreret maskinmester, Mark Bell. Vi er efterhånden så vant til at orkestret med trommer, bas og guitar er på scenen, mens strygerensemblet er samplet på keyboardet og der bliver brugt flittigt. Vi ved godt at de strygere vi hører i pop- og rockmusik oftest er en synthesizer. Her var det imidlertid lige præcis omvendt! Hele “orkesteret” var samplet og kun strygerne var på scenen!

Dette handler naturligvis om en meget personlig oplevelse og det er et problem, når jeg nu ønsker at indkredse magien eller når jeg ønsker at delagtiggøre andre i oplevelsen. – Oplevelsen af musik er irreversibel, siger Peter Bastian. Man kan ikke omsætte musikoplevelsen til ord, billeder, forklaringer eller noget som helst andet (på samme måde som man ikke kan forklare oplevelsen af f.eks. farven rød) – og her står jeg med en stor, stor oplevelse og en ubændig trang til at formidle min oplevelse!

Hendes stemme når så langt ud og så dybt ned. Det er ikke ordene, for dem har jeg knap nok lyttet til endnu. Det er stemmen, klangen, instrumenteringen, musikken og de mange lag af udtryk der ligger i kombinationen af disse delelementer. Det er hele stemningen i musikken: på en gang melankolsk og livgivende. Musikken vækker nogle følelser og stemninger til live i mig. Stemningen overføres umiddelbart til mig. Jeg er modtagelig. Måske er netop det en af hemmelighederne? Intet kan opleves intenst hvis man ikke er åben og modtagelig, men denne musik har nogle indbyggede mekanismer, der trykker på nogle knapper hos mig, så jeg faktisk bliver modtagelig, når jeg hører den. En slags selvudløser.

Et ubehageligt og konkret eksempel er nummeret “Pluto” fra det nyeste album “Homogenic”. Det er så grimt at jeg næsten ikke kan holde ud at lytte til det. Der er noget manisk, noget hypnotiserende, noget skræmmende og angstfremkaldende ved det nummer. Gentagelserne, den forvrængede, næsten hysteriske, stemme, maskinerne, uroen, trommerne som ikke er trommer men samplet støj. Nogle gange er jeg nødt til at springe til næste nummer på pladen fordi jeg simpelthen ikke kan udholde at høre det til ende. Hun sluttede af med netop det nummer ved koncerten i Skanderborg og hele min skrækfornemmelse blev forstærket af et lysshow som understregede det mareridtsagtige ved at oplyse publikum med et særdeles skarpt blinkende lys, netop i de, for mig, hypnotiske gentagelser. Jeg havde svært ved at udholde det, men det gjorde noget ved mig, og det gør noget ved mig. Det rammer mig på et ømt sted, og jeg ved det godt. Det rammer et sted i mit sind, hvor jeg ikke ønsker at være. Det rammer en side af mig, som jeg ikke ønsker at kende. Det er måske som Peter Bastian (ham igen!) påstår: nemlig at musik man frastødes af, er musik som appellerer til sider af ens personlighed som man ikke vil kendes ved. Er det derfor? Og idet dette nummer kaster mig ud i et bølgende følelseshav, så er det vel netop fordi det virkelig kan noget og gør noget, fordi det er vedkommende eller ihvertfald vedkommer mig. Det er naturligvis ikke noget objektivt kvalitetsstempel, men blot en konstatering af at det gør noget ved mig.

Modsætningerne er centrale. Popmusik bekræfter lytteren i hans/hendes livssituation og vi vælger musik, genre, kunstner og melodi, som bekræfter eller understreger vores sindsstemning eller måske vores drømme. Vi låser os måske fast (for en tid) og er til hiphop, klassisk, jazz, techno, thrashmetal, barok, country & western, Beethoven, Bee Gees eller Blur og vi bekræftes i, eller drømmer, at musikken er et billede af vores liv eller vort inderste. Der findes sandsynligvis god musik i alle genrer, men hvis musikken skal andet end at bekræfte må der være en modsætning, en konflikt. En novelle, en roman eller en film er også en ligegyldig historie, hvis der ikke er en konflikt. Modsætningerne skal være der for at vi kan tage stilling. Modsætninger er det der driver fremad. Og hos Björk springer modsætningerne i øjnene – og ørerne. Jeg, der altid har haft lidt modvilje mod maskinerne i musikken, ledes af hendes livfulde, kraftfulde, dynamiske stemme ind i en verden hvor maskinlydene er en uundværlig del af udtrykket. Jeg drages af hendes stemme og frastødes af maskinerne men oplever pludselig ikke mere maskinerne som en modstander. Min modtagelighed tunes ind på oplevelsen af det hele på en gang og med eet står jeg midt i en totaloplevelse, hvor alle musikkens delelementer ophører med at eksistere og jeg bare oplever.

En gammel jazzmusiker sagde engang, da talen faldt på musikgenrer og på om jazzmusik var bedre end rockmusik og klassisk musik, at der kun findes to slags musik, nemlig god musik og dårlig musik. Måske kan udsagnet udbygges ved at sige at dårlig musik er musik som er ligegyldig og at god musik er musik som tvinger mig til at forholde mig udover musikken – f.eks til mig selv?