Musik

LIVE… Cash i kirken

Skriv en kommentar

Karsten Holm & Co Cash-i-kirken-Karsten-Holm
fortolker Johnny Cash-sange
Bjerager Kirke
Feb. 2015

En propfuld kirke langt ude på landet vidner om at konceptet “Cash i kirken” er godt tænkt. Johnny Cash’ op- og nedture, hans forhold til June Carter og hans mørke og næsten fatalistiske tro på Gud passer godt til kirken. Karsten Holm fortæller historien om Cash mellem numrene hvor vi fik alle de store kendte numre som Ring of Fire og I Walk The Line men også en flok af de numre som Cash lavede coverudgaver af.

Dygtige musikere og lækre musikalske detaljer og Karsten Holm er jo en dygtig sanger. For at skabe lidt mere Cash-stemning ville det måske have været nærliggende at lægge sangene lidt dybere??

Karsten Holm havde med sig:
Martin Blom på guitar, Bjørn Bønne Petersen på bas og Knud Erik Fuddi Steengaard på fiol.

Link
www.karstenholm.dk

Musik

LIVE… Turbochild

Skriv en kommentar

Januar 2015TurboChild-02

Turbochild er et festligt bekendtskab som spiller rock’n’roll fra start til slut. Der er ikke plads til ballader og kindkys hos Turbochild. Det er 1-2-3-4 og så derudaf med attitude – og det virker. Der er fest i gaden når Turbochild kommer forbi.
Enkelte steder fornemmer man at tempoet er tæt på at tage pusten fra det hårdtarbejde band, men de arbejder sig hver gang op igen.

Links
www.turbochild.com

www.facebook.com/TurboChildOfficial

Musik

Live… Bob Dylan

Skriv en kommentar

Amfiscenen mellem Aros og Musikhuset, Aarhusbobdylan-poster
Juli 2014

En smuk aften i Aarhus, solen bevæger sig ned bag scenen og tusinder af velklædte bedsteborgere med en gennemsnitsalder et godt stykke over 50, der pænt venter på gamle Bob.
Ida Gard havde fået tjansen som “opvarmning” på den store scene, hvilket nok må siges at være en lille smule malplaceret. Hun gjorde hvad hun kunne med sin guitar. Hun har skrevet nogle fine sange og leverede dem som hun skulle, men det er selvfølgelig en fuldstændig utaknemmelig opgave at skulle stå på scenen med sin guitar overfor et publikum der bare venter (og det var en halv time forsinket) på Bob Dylan.
Og så kom han!
Jeg havde taget Karoline på 14 år med til koncerten og jeg havde fortalt stolpe op og stolpe ned om Bob Dylan og først og fremmest om mine oplevelser med Bob Dylan i 70erne, men jeg havde svæt ved at forberede hende på hvad det var vi skulle se og høre, velvidende at Bob ikke længere er nogen stor sanger, velvidende at Bob ikke er nogen stor guitarist og at hans mundharpe har en tendens til at lyde ens i alle numre, hvor den benyttes, velvidende at Bob ikke siger noget mellem numrene og velvidende at Bob er et stykke over 70 år gammel.
Det blev til en historie om hvad MIN oplevelse med Bob var i 70erne, hvor jeg jo også var sent ude. (Bob Dylan udgav sin første plade samme år som jeg blev født). Det blev til en historie om historien om mig og Bob Dylan. Historien om en ung mand og hans guitar, historien om at der ikke skulle andet til end at skrive sange om det der skete i livet, i ens drømme og i verden omkring for at nå til en eller anden form for afklarethed. Man behøvede ikke se godt ud, behøvede ikke være smart, være en stor sanger, være enormt dygtig til at spille guitar, være ekvilibrist på mundharpen. Man skulle bare skrive nogle gode tekster, først og fremmest gode tekster og så skulle der sættes en melodi på der kunne spilles med nogle åbne guitarakkorder.
Og jeg skrev tekster og jeg lavede sange og jeg skrålede løs på værelset og skrev sangene ind på skrivemaskine og dristede mig til at synge et par af dem omkring bålet på spejderlejr. Jeg mødte Peter Kjær fra klassen under, som blev en slags soulmate. Han skrev også sange og vi skrev sange sammen som ingen nogensinde hørte. Og der var også Donovan og danske Sebastian. Der var en tilfredsstillelse og en forløsning i at færdiggøre en sang. Sangen rummede måske ikke sandheden om livet, men fornemmelsen af at en lille flig af det store billede var blevet fastholdt, gjorde sangskrivningen til en vigtig del af teenageårene – og det var mødet med Bob Dylan, 15 år efter at han lavede sin første plade, der var med til at starte det.
Hvad fik vi så på Amfiscenen i Aarhus en dejlig sommeraften i 2014? Vi fik bekræftet at han findes endnu, at han er der, at han stadig skriver sange om livet, drømmene og verden omkring ham, at han ikke er nogen stor sanger, at han har overladt guitaren til andre og stadig øver sig på at spille klaver, at mundharpen stadig lyder lidt ens i alle numre men også at der er en karisma omkring ham, at der er en lidt højstemt højtidelighed omkring det faktum at han lige nu står lige her lige midt iblandt os her i Aarhus C.
Espen Strunk fra Gaffa skrev at det var en af de bedste og mest strukturerede Dylan-koncerter han har været til (og han har været til 20 koncerter) og selvfølgelig er det fair at man kun sammenligner med tidligere Dylan-koncerter, men hvis man sammenligner med hvilken som helst anden koncert var det meget lidt tjekket. Man hører tydeligt at hver enkelt musiker kan sit kram, men man hører også tydeligt at Bob ikke er nem at spille sammen med. Jeg vil næsten æde min gamle hat på at Bob spiller som han altid har gjort, nemlig som det passer ham og så er det bandets opgave at følge med, så hvis der pludselig mangler to slag i en takt, så er det ikke Bobs problem, men bandets hvis de ikke fanger det med det samme.
Jeg så Bob Dylan midt i 80erne i Idrætsparken i København med Tom Petty & The Heartbreakers som backing. Det husker jeg som en “stram” koncert, hvor bandet spillede det aftalte og Bob måtte følge med. Onsdag i Aarhus var det bandet som måtte følge mesterens luner.
Det var en smuk aften i Aarhus og det er dejligt at vide at han stadig er her, men jeg er ikke sikker på min 14-årige datter helt forstod hvorfor der var kommet så mange mennesker for at høre det vi hørte.
Musik

NorthSide 2014

Skriv en kommentar

Endnu en gang til NorthSide i Ådalen ved Søren Frichsvej i Århus. Dejligt vejr, venlig stemning, lidt overfyldt plads, Payband-betaling som virkede næsten fejlfrit i boderne, gode navne på plakaten, gode musikalske oplevelser, men også en masse koncerter som slet ikke levede op til forventningerne, som igen måske var skruet for højt op. Måske er jeg blevet en gammel sur mand, der ikke stiller sig tilfreds med det middelmådige, når scenen er så stor. Der skal noget til.

Lars H. U. G.northside-2014
En rørende oplevelse at se den 60-årige Lars H.U.G.  på scenen med Peter Peter og de andre. Der blev spillet hele vejen tilbage i tiden inkl Supertanker og Militskvinder fra de første Kliché-dage

Rhye
Stille, forsigtige og følsomme forsanger Milosh leverede varen på P6-scenen. Lækre arrangementer

Arcade Fire
Arcade Fire er jo et cirkus med et mylder af mennesker på scenen og et gigantisk konfetti-bombardement.

Mew
Jeg havde helt glemt at Mew er gode. Det var en af festivalens absolut bedste koncerter. Intens, fyldig, tjekket vellyd.

Röyksopp + Robyn
Koncerten man skulle se fordi det figurerede som et af festivalens hovednavne, og selv om Robyn er en åbenlyst dygtig sangskriver, så rører genren og konceptet mig ikke.  De elektroniske elementer bliver aldrig levende og maner bare til indadvendt tribaldance med evindelige og maskinelle rytmer der ikke lever.

Flogging Molly (½)
Irsk folkerock med amerikanske musikere. Der var noget Pogues over udtrykket, men kørte i højeste gear fra første tone til midt i koncerten, hvor vi smuttede. Tydelige keltiske rødder i det muikalske udtryk men alt for overgearet i for lang tid. Den gamle mand er ikke tilfreds.

Reptile Youth
Fredagens positive overraskelse. Måske ikke stor sangskriverkunst, men rock’n’roll som det skal være. 1-2-3-4 deruda’, masser af energi, masser af øredøvende gang-i-den, fest & ballade, crowdsurfing, dans og fandenivoldsk tonsen rundt på scenen. Det var givetvis ikke alle der kendte Reptile Youth på forhånd, men da vi nåede til Speed Dance hørte jeg nogen der sagde “Nåhhh er det dem?”. En god oplevelse.

Franz Ferdinand
Skotterne virkede trætte og måske har vi bare hørt nok?

Oh Land
Oh Land virkede lidt for forhippet på at gøre det godt nok. Lidt for overvældet over den store scene. Sikre radiohits og syng-med-numre en masse, pænt, dygtigt og forhippet.

Quadron
En dejlig og positiv musikalsk oplevelse. Quadron er jo lækker lyd og fint afstemte arrangementer og det virkede også live.  Coco Maja Hastrup Karshøjs glade og positive attitude og charmerende stemme skabte en glad stemning og et fokus på musikken.
En dejlig koncert i eftermiddagssolskin.

Lana Del Rey
Jeg havde på forhånd hørt at Lana Del Rey skulle have “diva-ambitioner” og jeg skal da lige love for at den fik med coolness, alvorlighed og en ihærdig indsats for ikke at smile. Allerede efter første nummer var hun nede i frontpitten og skrive autografer og indtil flere gange tog hun mellem numrene en cigaret frem hvorefter der kom en mand i jakkesæt ind og tændte den for hende.
De mørke, langsomme og dystre numre passede såmænd perfekt til hele attituden men passede jo ikke fantastisk til et feststemt festivalpublikum. Det passer bedre til en David Lynch natklub med borde fyldt med obskure og mærkelige eksistenser.

MØ
MØ er blevet omtalt og hypet så det var en koncert jeg havde set frem til og som jeg havde en del forventninger til, som imidlertid kun til dels blev indfriet. Hun gør det godt, fyrer op under bandet og publikum, men der er alligevel noget konformt over hele setuppet.

Jurassic 5
Det er ikke min banehalvdel, det er ikke min kop te. Jeg forstår det ikke og jeg kan ikke finde nogen motivation til at lære at forstå det.

A$AP Rocky
Det er ikke min banehalvdel, det er ikke min kop te. Jeg forstår det ikke og jeg kan ikke finde nogen motivation til at lære at forstå det.

Turboweekend
Er blevet en del mere strømlinet end sidst jeg hørte dem på Roskilde Festival i 2007. Det fungerer… og næste!

Cold Specks
En spændende og anderledes kunstner

The Minds of 99
Hørte kun en lille del af koncerten på P6-scenen, da datteren hellere ville høre noget andet – og det passede mig fint for heller ikke her synes jeg der var meget at hente. Hvad er det der gør at et band som Minds of 99 pludselig bliver hypet så vildt og overdrevent i alle landets medier, som var de svaret på alle anmelderes bønner om at der skal ske noget nyt på den danske musikscene. Jeg kan ikke høre det nye. Jeg KAN ikke høre det. Det er da fint, det er på dansk (++), men så er det sådan cirka også sagt. Minds of 99 er udråbt til de næste store, arvtagere til Gnags, TV2 og Nephew og når pressen skriver det så massivt, så skal det nok også ske. Jeg kan bare ikke høre det – ligesom jeg heller ikke kunne/kan høre det store i Nephew.

Musik

LIVE… Rufus Wainwright

Skriv en kommentar

Musikhuset, Store Sal, Aarhus, marts 2014
Rufus_Wainwright

Med 1600 gæster til intim-koncert med familien Wainwright.

Der var fuldt hus i Musikhusets store sal og der var tydeligvis en forventningsfuld stemning før koncerten. Vi ventede på at Rufus Wainwright himself skulle sætte sig ved det store koncertflygel midt på scenen.

Da lyset dæmpedes kom der imidlertid en undseelig kvinde ind på scenen med sin guitar. Hun spillede en sang og spurgte “Are there any questions?” og jo jo, selvfølgelig var der spørgsmål fra den store mørke sal og hun fik på meget charmerende vis fortalt at
– Jo, hun var da Rufus’ lillesøster og hed Lucy Wainwright Roche og havde forresten lige lavet et nyt album, som kunne købes i forhallen. Der var ikke meget spændende ved Lucy udover en coverudgave af Robyns “Call Your Girlfriend” og det faktum at hun faktisk var meget charmerende i rollen som undseelig lillesøster af stjernen.

Og Rufus kom på scenen og holdt alene med sit flygel, sin guitar (den kunne han nu godt have undladt), sin stemme og sine sange den udsolgte sal i ånde i næsten to timer.

Man kan sagtens have indvendinger mod Mr. Wainwrights måde at synge på, hans holden tonerne lidt for længe, hans overdrevne brug af sin vibrato, hans ligeså overdrevne glissando osv, men jeg er alligevel generelt imponeret over hans evner som sangskriver. Han skriver simpelthen gode melodier og laver spændende arrangementer. Han er som komponist beslægtet med Burt Bacharach, som også har evnen til at lave avancerede popmelodier, som bliver hængende i bevidstheden uden at man kan få helt styr på dem.

Flere gange undervejs i koncerten glippede de højeste toner (som jo, når det er Wainwright, bliver holdt lige lovlig længe) hvorefter han stoppede op, undskyldte og prøvede igen. På samme måde spillede han forkert i et par af de hurtigste klaverpassager og stoppede op og forsøgte igen. Det virkede på en gang utjekket og hyggeligt og gav koncerten et præg af intimkoncert, selv om der sad 1600 mennesker.

En enkelt uforståelig detalje var at han absolut skulle spille guitar til aftenens udgaver af nogle af de gamle sange, når han nu på ingen måde er guitarist. Det blev til en lejrbålsagtig gang hamren de mange udvidede akkorder, hvilket på ingen måde tjente de gode sange.

Det til trods var det en særdeles god aften.

Musik

LIVE… Lydenskab

Skriv en kommentar

Vandrekoncert, Vitapark, Odderlydenskab400px

Spændende koncept, hvor 6 unge klassisk uddannede musikere indtog forskellige rum i det nedlagte Odder Sygehus’ bygninger som nu hedder Vitapark og er på vej til at udvikle sig til et centrum i Odders kultur- og vækstlag.

Koncerten starten i “Kunstværket” hvorefter publikum blev ledt gennem hospitalets kældergange med stop på udvalgte steder, hvor der blev spillet. Koncerten afsluttedes i Kulturkøkkenet, som er hospitalets klinkebelagte køkken, hvor publikum blev placeret i midten og musikerne udenom.

Hele formen var med til at give en meget stemningsfuld oplevelse.

Link:
lydenskab.dk

Musik

Jeg lytter til… Lake Street Dive

Skriv en kommentar

lake-street-dive

Måske har du scrollet forbi videoen på Facebook, måske er den blevet anbefalet til dig af Youtube og måske har du slet ikke bemærket den, men så har du chancen nu.

En langsom og lækker lækker udgave af det gamle Jackson 5-nummer “I Want You Back” blev min indgang til Lake Street Dive, som et fænomen der lige nu buldrer frem på YouTube og som hypes i USA. De insisterer på det helt enkle og næsten akustiske udtryk.

Specielt sanger Rachael Price er helt fantastisk. Hendes stemme klinger et sted mellem Amy Winehouse og Lana del Rey og det er slet ikke dårligt. Det er faktisk ret godt! På Youtube kan du finde en hel række af deres coverversioner af vidt forskellige hits og som altid med covernumre, der bliver udført godt og med en ide, så tilfører disse versioner noget til de gamle numre.

Problemet med Lake Street Dive er at jeg ikke er sikker på at deres originale materiale, som lige er udkommet her i starten af 2014, holder.  Det er dygtigt, men det er jo, som bekendt, ikke altid nok.

Men nyd nu lækkerheden i coverversionen af Michael Jacksons “I Want You Back” her nedenfor, eller legen fra øvelokalet i Hall & Oats’ “Rich Girl”, eller enkelheden i George Michaels “Faith”

Musik

Live… Allan Olsen “Sangene & d’damer”

Skriv en kommentar
allan-olsen
Foto: Arne List

Musikhuset, Århus
Nov. 2013

En anderledes oplevelse af Allan Olsen. Fuldt hus I Musikhuset Århus, store sal og som sædvanlig var der mange kendere blandt publikum.

D’damer fyldte første halvdel af koncerten og det var en blandet men mest dejlig oplevelse. Der blev faktisk tilført nye vinkler og udtryk på nogle af de valgte sange. Annika Aakjær og Dorthe Gerlach var de store oplevelser for undertegnede, både i sangvalg, charme og måden at levere sangene.

Efter d’damers ca 10 sange og en pause fik vi nærmest en fuld koncert med Allan Olsen og han ER en af de ypperste.

Hvis konceptet ikke skal gentages flere gange end næste uge på Det kongelige Teater i København vil jeg håbe at seancen er blevet optaget, for mange flere end de 1600 der kan være i Musikhuset, Århus bør da have fornøjelsen

http://www.allanolsen.dk/