Live… Vox North + Eivør + RoxorLoops

Musikhuset, Rytmisk Sal

Billede fra Vox Norths hjemmeside www.voxnorth.dk

sep. 2013

Det er Festuge og og hele familien blev slæbt i Musikhuset til et musikalsk eksperiment. Vox North, århusiansk vokalgruppe + Eivør, færøsk sangerinde med en følsom urkraft + RoxorLoops fra Belgien, en mester i beatboxing.

Spændende sammenstilling, måske ikke så overraskende med Eivør sammen med Vox North og en oplagt god ide at sætte beatbox sammen med percussion og vokalerne.  En dejlig, opløftende og postiv koncert med momenter af stor skønhed. Det blev imidlertid et meget pænt og skolet helhedsindtryk jeg sad tilbage med og den pædagogiske linie der blev lagt hvor cirkelsang, solmisation og improvisation m.v. blev forklaret og demonstreret fjernede fokus fra koncertoplevelsen. Til en forelæsning eller en anden undervisningssituation ville det selvfølgelig passe fint, men det hører ikke hjemme til en koncert. Så skulle det have været annonceret som en pædagogisk seance !! En koncert er et samlet udtryk, hvor en stor mængde faktorer er i spil og skal spille sammen, musikken, scenen, sammenspillet, materialet fremtoningen, personlighederne, påklædningen, forventningerne, introduktioner, publikum, lys osv. Lige som et album er et samlet udtryk er en koncert en totaloplevelse hvor alt skal spille sammen, hvis det skal fungere.

Eivør er et kapitel for sig og vokalakkompagnementet fra de dygtige sangere i Vox North klædte hendes store stemme. Den virkede sårbar og følsom, hvor jeg, da jeg oplevede hende med DRs Big Band for nogle år siden, oplevede hendes stemme som en enestående urkraft. Sårbarheden med den akustiske guitar klædte hende også.

RoxorLoops var åbenlyst imponerende. Han har skills udover det almindelige, ingen tvivl om det og han faldt ind i sammenhængen på fremragende vis ved at understøtte, betone og tilføje ekstra underdelinger som gav struktur til de store vokale flader.
Hans lille solo-præsentation var en demonstration og hvis man gennemser nedenstående YouTube-klip med RoxorLoops kan man se at han har lavet præcis den samme præsentation i 7-8 år. Det gør imidlertid ikke hans teknik mindre impnerende.

Sammenlagt en god, hyggelig og sammenhængende aften i Musikhuset

Vox North
http://voxnorth.dk/

Eivør
http://eivor.com/

RoxorLoops
Google-søgning

Jeg lytter til… Dolly Parton (!!!)

dollyparton

Se, hvem skulle nu lige have troet det?

Jeg  lytter til Dolly Parton og nyder det i fulde drag, men det er denne overraskende oplevelse ved at høre noget velkendt som alligevel lyder helt anderledes.

Jeg forestiller mig en fyr som sætter sig for at finde ud af hvordan det lyder hvis man afspiller gamle hit-singler på 33 omdrejninger i stedet for 45 omdrejninger i minuttet på den gamle pladespiller. Det gør man selvfølgelig med software i dag og der må være masser der lyder mærkeligt og dumt og så pludselig kommer han til Dolly Partons “Jolene”. Hov, hvad var det? Han lytter endnu engang og ved at her er der noget specielt.

Udgaven som du finder i linket herunder ER altså Dolly Partons originale indspilning bare afspillet langsomt. Det er en speciel oplevelse fordi det er en helt ny oplevelse af noget man faktisk kender. Alle fraseringerne, alle betoningerne og countryvibratoen for slet ikke at tale om den signaturagtige guitarfigur er så velkendte at denne langsomme udgave bare tilfører sangen en ny dimension. Det lyder som en ældre tenor der synger, men det tydeliggør om ikke andet at Dolly Parton synger godt.

Der er arbejdet videre med denne langsomme udgave. Sådan er det med denne slags eksperimenter. En får en god ide, en arbejder videre, andre ændrer og går i en tredie retning osv. Der findes udgaver hvor musikken spiller i det langsomme tempo men hvor Dolly Partons stemme er bragt tilbage til oprindeligt toneleje men altså langsommere (pitch shifted), der findes udgaver, hvor disse to udgaver af stemmen synger duet, der findes udgaver i lidt forskellige tempi osv

Den langsomme udgave – i forskellige variationer – er blevet et YouTube-hit med tilsammen flere millioner views og det ER en oplevelse

 

Dolly Partons “Jolene” afspillet som 33 1/3 i stedet for 45 rpm
http://www.youtube.com/watch?v=CzYHllLv_IE

Originaludgaven af “Jolene”
http://www.youtube.com/watch?v=qGEubdH8m0s

 

Live… Peter Abrahamsen

PETER-Abrahamsen
Foto: Jan Persson

Aug. 2013, plænen foran Jeppe Åkjærs Jenle, Salling

Peter Abrahamsen har sat nye melodier til en række Jeppe Åkjær-tekster, også til nogle af dem vi kender og lavet nye arrangementer af nogle af de kendte medlodier. Foreningen omkring Jenle og Jeppe Åkjær har selvfølgelig været indblandet i projektet, men måske skulle han bare have ladet være. Peter Abrahamsens velkendte stemme og hans rolige fremtræden passede godt til omgivelserne og ideen er selvfølgelig god. Nye melodier til gamle tekster kan bringe teksterne til live igen. En revitalisering.

Men det kan også være ligegyldigt og ikke besværet værd. Jeg synes slet  og overhovedet ikke de nye melodier tilfører teksterne noget som helst. At sætte sydamerikanske rytmer til Åkjær-tekster giver, i hvert fald i mit hoved, mere forvirring end afklaring, flytter fokus, skaber unødig opmærksomhed. En melodi til en vigtig tekst skal være som ordene i en fortælling. De er bare midlet til at formidle. Hvis man “får øje på” et ord er det fordi ordet er malplaceret i teksten. Opmærksomheden flyttes fra indholdet i fortællingen til ordet “Hov, hvad laver det ord her?”. Sydamerikanske rytmer til Åkjær-tekster gør det samme ved mig. Hvorfor nu det og man afsøger sin hjerne for en forklaring på sammenstillingen og dermed er opmærkheden flyttet fra det som musikken skulle, nemlig formidle teksten.

Jeg er måske ved at udvikle mig til en musikalsk sur gammel mand, men jeg har måske bare hørt så meget at jeg ikke gider andet end det som rører mig. Peter Abrahamsens nye melodier og arrangementer til Åkjærs tekster rørte mig ikke og bragte ikke noget nyt til teksterne. De nye melodi til “Jens Vejmand” (hvor Carl Nielsens melodi var et af de største folkelige hits gennem flere årtier i starten af 1900-tallet) er et eksempel på en helt forenklet klichepræget mol-tristesse, som aldrig løfter sig fra stenstøvet.

Nyfortolkninger og ny musik til kendte tekster skal tilføre nyt, ellers er det jo ligegyldigt

Live… Michala Petri & Lars Hannibal

petri-hannibal
Foto: Tom Barnard (www.latentimage.com)

Plænen foran Jeppe Åkjærs Jenle, Salling

Første gang jeg hørte Michala Petri var i slutningen af 70erne til en koncert i Musik & Ungdom (findes det mon stadig?) på gymnasiet i Struer. Dengang var hun vidunderbarnet der optrådte med sin mor på tangenter og sin bror på cello og det var en øre-åbnende oplevelse at det lidt trivielle skoleinstrument, blokfløjten, kunne behandles en så fantastisk måde og det affødte spændende (syntes vi selv) eksperimenter med blokfløjte og guitar derhjemme på drengeværelset sammen med min kammerat Thomas. Det var stort og var med til at gøre min musikalske verden større og var med til at overbevise mig om at man musikalsk skal søge det man ikke kender for at få de store oplevelser.

Denne indledning for at sætte oplevelsen på plænen foran Jeppe Åkjærs Jenle i perspektiv. Hvor utroligt det end lyder var det lidt deja vu-agtigt. Spillede hun det samme som for 35 år siden? Det gjorde hun nok ikke, men det virkede mere som en demonstration af hendes fantastiske tekniske færdigheder end som en koncert. Måske var det sammenhængen, et folkemøde med 1000 måske-ikke-musikkyndige mennesker på en plæne i Nordvestjylland, der gjorde det, men jeg synes også der var en snert af småbørnspædagogik over Lars Hannibals introduktioner. – Nu skal I bare høre. Nu spiller vi noget rigtigt svært og så skal I lytte godt efter om I kan høre ….. Han formulerede det ikke sådan, men han kunne lige så godt have sagt det, tænkte jeg.

Det føltes som lir, som når heavy-guitarister skal vise hvor hurtigt de kan spille. Jo, det var sørme hurtigt, men en musikalsk oplevelse blev det ikke. Måske var de bare kommet i forkert selskab?

NorthSide 2013

NorthSide 2013northside-2013
i Ådalen i Århus var en god oplevelse. Glade mennesker, god stemning, unge og voksne og et rimeligt program på de tre scener. Jeg blev imidlertid allerede fredag opmærksom på at flere af navnene slet ikke formåede at fylde de store scener ud. Det kræver noget helt specielt, noget bestemt musik? noget attitude? noget vilje? Der var mange der ikke magtede det og nogle få der i den grad formåede at fylde det hele.
Det ændrer ikke på at festivalen var vellykket, blev afviklet tjekket og med en fantastisk stemning hele vejen rundt.

Nick Cave & The Bad Seeds
Fantastisk koncert! Så er det sagt. En eksplosion af vrede og nærdødsoplevelse. Støj og vrede. Reciterede digte med en-akkords-underlægning og så megen dramatik og fråde at det nåede helt ud på bageste række.

Mr. Cave havde tilkæmpet sig en norsk snue som resulterede i næsepudsning, spytklatter og rød næse (det kan man jo selv til en festival-koncert se på de obligatoriske storskærme), men som ikke smittede af på energien og det desperate udtryk.

The Bad Seeds spillede skramlet og voldsomt og meget dynamisk. Det de kan er at lytte til Nick Cave og lade manden føre og bestemme hvor stemningen bærer henad og hvor voldsomt det skal være. De kan lytte og skal ikke bevise andet end at de er et knaldgodt backing band til Nick Cave.

Alt-J
Flot koncert med sofisticeret guitarspil, korstemmer og gennemarrangerede numre med hittet “Breezeblocks” som det publikum stod og ventede på. Scenen er imidlertid alt for stor til Alt-J. De kommer overhovedet ikke ud over scenekanten. Der er absolut intet i vejen med musikken, som repræsentant for nogle meget tidstypiske strømninger, men scenen er ganske enkelt for stor

Kashmir
Kashmir fylder scenen ud. Kashmir er mestre i at bygge en stemning op på præcis den tid en koncert varer. Kasper Eistrup & Co. leverede varen og publikum ved hvad de får, nemlig en perlerække af musikalske højdepunkter fra de sidste 20 års danske musikhistorie. Kashmir er bedst live.

Kings Of Convenience
Det var heldigt at de to norske troubadurer i Kings Of Convenience var programsat til tidligt på dagen. Det var så forsigtigt og så fint med to akustiske guitarer i første halvdel af koncerten, men næsten for forsigtigt. Da der startede lydprøver på Rød Scene stod de stille, kiggede lidt forundrede og ventede stille på at det var ovre, for det kunne slet ikke komme på tale at spille samtidig. Det er melodiøst men uden egentlig fængende melodier. De spanske guitarer, de latin-inspirerede numre, som mange kender fra deres chill-out Spotify playliste blev leveret med stor sikkerhed, men jeg stod alligevel med fornemmelsen af at de to nordmænd stod og dukkede nakken lidt. Den store scene hvælvede sig over de to små skikkelser og jeg fornemmede at de var tyngede.
Det hjalp betragteligt da bandet kom på og fik lov at fylde scenen lidt mere ud, men andet end en hyggelig time blev det altså ikke til.

Phoenix
Fransk musik kender jeg ikke meget til, udover Daft Punk, men Phoenix er skam et fint bekendtskab. Når man lige har vænnet sig til den specielle klang og engelske udtale med fransk accent hos forsangeren, så er der fin pop-rock at hente. Gennemarrangeret og lidt storladent, med store armbevægelser men uden de store instrumentalister. Måske inviteret til NorthSide pga hittet “Entertainment”?

Tegan & Sara
Et par canadiske tvillinger, som efter en lang række albums med spændende rockmusik med eksperimenter og en tilgang til musikken som et par nysgerrige piger, og endda har haft den ære at White Stripes indspillede et af deres numre (“Walking With A Ghost”), pludselig beslutter at lave et pop-album med alle pop-klicheer og pop-tricks – og får et kæmpehit med nummeret “Closer”. Mærkelig historie. IKKE en spændende koncert, nærmest forudsigelig, men selvsikkert og rutineret leveret.

The Knife
“Shaking the habitual show” stod der skrevet på de store videoskærme umiddelbart før The Knifes show og det var vist ment som en advarsel om at der var noget i vente som lå ud over en almindelig koncert. Efterfølgende stod jeg med fornemmelsen af at have set en installation på et moderne kunstmuseum fremfor en koncert. Der var lyd og musik, men det var vist ikke det vigtigste. Efter den lange intro med middelaldersteming, munkekutter, lydbilleder, slørede videoer, farver og dyb bas introduceredes en mængde pang-farvede shakere og en farvestrålende harpe og hele pladsen nærmede sig trance.
Meget lidt af musikken spilles live og pludselig danser hele scenen tilsyneladende folkedans til denne eksperimenterende teckno-agtige elctrinica. En mellemting mellem Riverdance og jumpstyle og med tydelige referencer til nordisk folkedans. Jo jo. Syret var det. “Shaking the habitual show”

Portishead
En af festivalens helt store koncerter og afslutningen søndag aften. Skrøbeligheden i Beth Gibbons stemme og fremtoning sammen med de hypnotiske figurer og lydbilleder i musikken skabte nærmest genren triphop i start-90erne og det er stadig her 20 år efter det samme univers der rører mig dybt. Det er elendighed og følsomhed helt ude på kanten af hvad et menneske kan leve med og det er lige præcis der Portishead stadig formår at balancere.
En koncert der gjorde præcis det musik skal, røre mig.

Kaizers Orchestra
Kaizers hørte jeg kun halvt, men registrerede at det var ca det samme show som jeg så på Train for kort tid siden. Den store scene er ikke præcis en fordel for Kaizers Orchestra

Imagine Dragons
Havde jeg egentlig glædet mig til. Jeg synes der er en spændende kvalitet i deres hit-musik og de er med til at tegne dagens poprocklyd med masser af tammer og at kunne lave indtil flere ørehængende melodier indenfor kort tid er selvfølgelig i sig selv en kvalitet, men de overspillede deres rolle på scenen. Det blev overgearet så jeg blev træt efter kort tid. Det var nok ellers et ærligt forsøg på netop at udfylde den store scene, men det blev kunstigt og opgejlet. Som om de var meget opmærksomme på at de ville gejle den tusindtallige skare op til at gå helt amok til “Radioactive”, hittet som folk var kommet for at høre.
Det blev alt for meget, men sådan er det måske når man kommer fra Las Vegas til Østjylland?

The Flaming Lips
har fornyligt begået et album som er meget anderledes end deres foregående. “The Terror” hedder det og som titlen antyder er det ret så dystert sammenlignet med de foregående optimistiske ytringer. Flaming Lips’ sceneshow er imidlertid ikke mindre vildt og storladent end det var da jeg så dem på Roskilde 07. De er blevet bekymrede og pessimistiske og bange for fremtiden. Men de er kompromisløse og ikke bange for at leve deres ideer fuldt ud på scenen. Hvis det ikke var for det overvældende sceneshow ville musikken slet ikke passe til den store scene, men de fylder den ud med lys, teater, kostumer og depressiv stemning. Forsanger Wayne Coyne stod på en stor lysende piedestal med en baby-dukke på armen og foredrog sine bange anelser om fremtiden og havde man tålmodighed til det blev man langsomt i løbet af koncerten draget ind i hans univers.
Skræmmende og syret.

Bikstok Røgsystem
Fest og ballade med Blæs Bukki, Pharfar og Eaggerman i front. Dansk dancehall med tusindvis af ord og finurligheder. Det er festligt, det er sjovt, det er tjekket og rutineret.

Arctic Monkeys
Så dem i Roskilde i 07 og Arctic Monkeys må siges at være blevet voksne siden da. Lyden er blevet lidt tungere, stemmen lidt dybere, men energien er der stadig og akkorderne lidt færre i de nyere sange. Stilen holder stadig til en festlig festival, hvor der er sing-along på pladsen, når de efterhånden gamle hits buldrer derudad med det sjove akkordspil som kendemærke.

Gogol Bordello
Sigøjnerpunk, jo jo. Energi og balkaninspireret underholdning. Ento-ento-ento-ento-ento-ento. Det var ren energi og faren rundt så man blev forpustet bare ved synet. Jeg blev aldrig helt fanget af stemningen, som om der SKULLE piskes en nærmest hysterisk stemning af fest og galskab op. Når bandet VIL have mig et bestemt sted hen, så stritter jeg i mod. Jeg vil gerne bæres eller føres et sted hen, men jeg vil ikke skubbes og presses derhen. Så kan de badutstpringe så meget de vil!

Passenger
Den lille mand med sin guitar og sin meget karakteristiske og genkendelige stemme var alene på Rød Scene og gav den som klassisk singer/songwriter. Historier om sangene, anekdoter og meget fine sange. En dejlig koncert, hvor man bare gerne ville have siddet ned, måske endda ved et bord og med et glas øl.

 

Varmer op til NorthSide 2013

northside-2013Har købt billet til NorthSide 2013 fordi der er spændende navne jeg aldrig har hørt live på plakaten. Portishead, Nick Cave, Band Of Horses og Bikstok Røgsystem har jeg aldrig set live, men siddende med det fulde program indser jeg at der er mange navne, hvor jeg kun kender navnet men ikke musikken.

Så er det jo fantastisk at man har Spotify og kan lave en Northside-2013-playliste og blive opdateret og forberedt på hvad der venter i Århus midt i juni.

Der venter meget spændende musik, men sandsynligvis også en masse musik som IKKE får mit blå stempel, hvis alt er som det plejer.

Jeg lytter NorthSide-navne den næste måned

Live… Kaizers Orchestra

Train, Århus
Februar 2013kaizers

De gjorde det igen, nemlig skabte en formidabel fællessangs-aften på Train i Århus. Disse norske spillemænd med deres olietønder, bilfælge og elektriske sigøjnerguitarer har et stampublikum som kan næsten hele repertoiret fra enden til anden og man kan næsten føle sig en lille smule sat uden for fællesskabet, når man kun kan nogle brudstykker af teksten til “Kontroll på kontinentet” og “Maestro”.

Første koncert på en lille Europa-tour og fulde af energi kom Kaizers igen til Århus og besøgte hvad man vist næsten kan kalde stampublikummet og på trods af det skæve og dystre univers teksterne bevæger sig i var koncerten en glad og dejlig oplevelse.

Der gik en flok nordmænd rundt blandt publikum. De var i starten tydeligt desorienterede, måske fordi de troede de skulle til norsk koncert i Danmark og føle sig på hjemmebane, men hurtigt kunne mærke at Kaizers Orchestra nok mere var på hjemmebane end de var.

Link

www.kaizers.no

Spotify

spotifyMusiktjenesten Spotify har haft sit indtog i de små hjem. Diskussionerne har i hele 2012 kørt i musikkredse, om det er godt eller skidt, om afregningen er for lille eller OK, men nu har den været her i mere end 1 år og er ikke bundet op på telefonselskab, TV-abonnement eller andet. En stand-alone musiktjeneste, som er i fuld gang med at ændre musikforbruget og som over tid vil betyde at al musik vil være tilgængeligt hvor som helst der er netadgang.

Men skal musikerne og rettighedshaverne nu være glade eller triste?

Er det rimeligt og godt for musikerne at al musik er tilgængelig og får de en rimelig afregning? Vi har det sidste års tid hørt tilsyneladende horrible historier om at Lady Gaga har fået en latterlig lille afregning for en million streams og danske musikere som ikke engang kan betale deres eget abonnement på Spotify for den afregning de har fået. Lady Gaga-historien viste sig at være usand og det er svært at blive klog på hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Ingen kan helt gennemskue afregningsmodellen, men 3-4 øre pr stream forlyder det, er måske gennemsnittet, og det lyder, indrømmet, ikke af meget, men regnestykket skal sammenlignes med hvad rettighedshavere og musikere tjener på andre måder at sælge deres musik.

Regnestykker

Hvis vi fx vil sammenligne med en kommerciel lokalradio så kan man hos Gramex finde et eksempel på en udregning af hvad der betales for at spille musik i lokalradioen. Det forudsættes at radioen kan høres af 125.000 mennesker hvorfor betalingen er så 1,04 kr pr. minut. Hvis vi siger et nummer varer 3 minutter bliver det altså en afregning på 3,12 kr. Det er selvfølgelig ikke alle 125.000 potentielle lyttere som faktisk hører den, men hvis vi siger at 5% lytter til radioen så er det 6.250 mennesker som hører det spillede nummer. Altså kunsteren (eller rettere sagt rettighedshaverne) får 3,12 for at 6.250 mennesker hører nummeret på lokalradioen.

Hvis der er 6.250 mennesker der hver især streamer det samme nummer hver for sig hjemme ved dem selv må afregningen være 6.250 x 0,03 = 187,50,- kr hvilket immervæk er en noget andet størrelse end 3,12 kr

Men hvad så med CD-salget som jo de sidste 10-15 år er blevet mindre og mindre? Bliver rettighedshaverne snydt af Spotify i forhold til hvad de tjener på CD-salg?

Der er mange usikre parametre i disse regnestykker, fx at CD-salget falder, ulovlig kopiering og download, fordelingen mellem rettighedshavere, hvor mange gange en købt CD faktisk bliver afspillet osv osv, men lad os lave nogle antagelser.

– Lad os antage at musikeren får 10 kr pr. solgt CD

– Lad os antage at der er 10 numre på en CD

– Lad os antage at afregningsprisen for streaming af et nummer er 0,03 kr

For at musikeren får det samme beløb ved streaming som ved CD-salg skal der altså streames 10,00/0,03 = 333 numre. Hvis der er 10 numre på CDen svarer det til at afspille hele CDen 33 gange. Hvis CDen afspilles flere gange kunne man sige at det er en bedre forretning for musikeren at der streames. Og man skal huske at de 0,03 kr bliver afregnet ved hver streaming, også ud i fremtiden.

Jeg synes ikke det lyder som en dårlig forretning for kunstneren, men måske er der noget jeg ikke ved?

Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.