Musik

Live… The Bootles

Skriv en kommentar

Norsminde Kro oktober 2006

Omstændighederne bragte mig på kro for at overvære en “The Beatles Story”-koncert med en gruppe kaldet The Bootles fra Liverpool.

Coverbands, jam-bands eller kopiorkestre er der jo overalt og Bootles er blot et i rækken. Der findes Beatles-kopi-bands som gør det bedre og helt sikkert også nogle der gør det dårligere. The Bootles er fire herrer oppe i årene – måske er de næsten jævnaldrende med de originale – som tilfældigvis også kommer fra Liverpool. De havde lysbilleder af gadeskilte og avisudklip, som blev vist på et 1×1 meter lærred, der hang bag ved et crashbækken samt et helt foredrag.

Et habilt orkester. Ikke mere, men heller ikke mindre. Vokalharmonier, som lød rigtige, men ikke var helt rene. Arrangementer, som var lyttet helt rigtigt af, men som virkede mærkeligt nede på jorden og almindelige, uden gnist og nerve, som et danseorkester der lirrede repertoiret af for 117. gang.

Heldigvis var der en guitarist og sanger, som man kunne rette fokus mod. Han var i markant bedre dagsform end resten af bandet og leverede en række fine sangpræstationer og soli, der tone for tone var identiske med de originale.

Kopibands er præcis ligesom alle andre kopivarer (lovlige eller ulovlige): de lever af at ligne noget de ikke er. Kopien af Guccitasken har kun værdi så længe nogle tror at det er en Guccitaske. Kopien af Rolex-uret er værdiløs kitch hvis ingen tror det er et Rolex. På samme måde med kopibands. Hvis de ikke kan skabe den samme magi som hvis man var til en koncert med det originale band, så er det blot endnu et amatørorkester uden berettigelse som andet end danseorkester.

Ærgeligt at man ikke kunne danse på Norsminde Kro

Musik

Single cask whisky er som en koncert

Skriv en kommentar

Oktober 2006

At gå til whiskysmagning og smage de enestående single cask whiskies er som at gå til koncert: Man ved at det er en enestående oplevelse i forhold til at drikke standardaftapninger og lytte til CDindspilninger af musik, hvor det er ens hver eneste gang.

Nu har jeg prøvet det! Jeg har været til whiskysmagning for første gang og følte mig ganske godt tilpas i selskab med de sjældne dråber.

Single cask
Temaet var singlecask-aftapninger fra Skotland og de tilhørende historier var interessante og spændende – og lidt nørdede, for sådan er det vistnok at smage single cask-aftapninger: Det er ikke kun smagen, det er oplevelsen ved at være en af en lille flok som får lov til at smage lige netop denne flaske.

Der var fx den Glenturret 1978 Wood Mission Range som var tappet i 2005 på præcis 384 flasker hvoraf de 12 var kommet til Danmark, hvoraf vi nu så sad og drak den ene (som var nummer 284). Og så netop Glenturret som jeg besøgte engang midt i 90erne. Da lå denne ene tønde så stadig og sugede farve og fylde fra bourbonfadet – måske så vi det da vi var på rundvisning??

Standardaftapninger og CDer
Jeg hører mest musik ved at afspille CDer. Der er brugt mange mange timer på produktion, afpudsning, justeringer, tilføjelser, ændringer, tilpasning til markedet og regulering af niveauer. Når alle involverede er tilfredse udgives musikken, hvor den selvfølgelig lyder ens hver eneste gang den afspilles.

En CD er som en standard-aftapning af en whisky, som er tilpasset markedet, justeret med karamel, smagt til, fortyndet, reguleret osv. Det kan stadig være en fantastisk god CD og en fantastisk god whisky, single malt med egen charme og kendetegn, men det er stadig en standardaftapning. Næste gang du køber en flaske kan du godt regne med at smagen er den samme – ligesom vi også regner med at der er den samme musik på to ens CDer.

Single cask og koncerter
Anderledes er det med koncerter og singlecask aftapninger.. Du ved simpelthen ikke hvad du går ind til. Du kender kunstneren, musikerne, CDerne og har en ide om hvilke numre der skal spilles, men du ved ikke hvordan de vil spille lige præcis i aften. Du ved ikke om de har lavet om på arrangementerne, om musikerne har været oppe at skændes lige før koncerten, om guitaren er blevet repareret, om sangeren har halsbetændelse og om de overhovedet er tændt i aften. Men man ved at det kun er lige præcis til denne ene koncert at der bliver spillet lige præcis sådan.

På samme måde med det enkelte fad whisky. Du kender distilleriet, kender baggrunden, kender historien, kender standardaftapningerne, men du ved ikke hvordan det er gået med lige præcis dette ene fad, som har været overladt til sig selv i årevis. Den er ikke justeret med karamel, den er ikke fortyndet, den er ikke koldfiltreret og den er ikke blandet med anden whisky. Den er ganske enkelt bare tappet fra tønden på flasken og skal tages, ligesom koncerten, som en enestående oplevelse.

En måske banal iagttagelse som gjorde mit liv en lille smule mere spændende.

Musik

Live… La Mano Ajena

Skriv en kommentar

Juni 2006

La_Mano_AjenaDet er stort at få en musikalsk og kulturel oplevelse ud af den blå luft. Når man går ind til en koncert uden specielle forventninger og med åbent sind og det så viser sig at det rører en dybt. Det er overrumplende, forfriskende og livgivende.

La Mano Ajena fra Chile kom forbi og leverede traditionel jødisk klezmermusik på sydamerikansk – tilsat trommer, bas og moderne musikalske fornemmesler – med charme, energi og teknisk elegance på en græsplæne der blev slidt godt af de mange dansende fødder. De kalder selv musikken “Chilean klezmer gypsy combo” og den store oplevelse gik for mig på den i musikken indbyggede glæde.

Jeg tror vi almindelige vesterlændinge har hørt så meget klynkende poprock spillet af middelmådige musikere hvis største fortrin er at de kender mediefolk og kommer i ugeblade og boogieprogrammer at vi har glemt hvor glad man kan blive af musik. Vi har glemt hvor henført og forført vi kan blive af instrumentalmusik der spilles på en græsplæne, af musikere som ikke er arrogante, navlepillende og frustrerede med indstuderede attituder og stjernenykker, men derimod af ekstremt dygtige, glade, ligefremme og ukrukkede musikere, der spiller fordi det er dejligt at spille.

La Mano Ajena links:

Hjemmeside

Wikiopslag Klezmer

Musik

Live… Erik Grip og Thomas Kjellerup

Skriv en kommentar

Dobbeltkoncert, Restaurant Terassen, Tivoli Friheden, Århus
7. april 2006

Jeg betalte ikke selv billetten, men jeg overværede denne dobbeltkoncert fra enden til anden og var ikke imponeret. Langt fra. Erik Grip virkede decideret uprofessionel med en guitar han ikke kunne holde stemt, en sangmappe for at huske teksterne og en patetisk holden fast i parolerne fra en anden tid.

Der var dømt viseaften og havde det været en battle mellem de to gik Thomas Kjellerup af med sejren på grund af tekniske fejl hos Grip. Erik Grip har haft 40 års jubilæum i branchen så han må da ellers vide hvad det handler om? Men han holdt stædigt fast i en rolle som de store poetiske ånders talerør til det uoplyste folk. Og det virkede opstyltet og patetisk. Der var slet ikke hverken stemme eller musikalitet til at bære det. Sangene og viserne var der aldeles ingenting galt med, men hele seancen virkede som en påmindelse om at tiden er gået, alting er forandret – undtagen Erik Grip. Der var engang i slutningen af 70’erne og op i 80’erne hvor Frank Jæger-viserne var på mit gadesanger-repertoire, hvor “Små hjul” var den stille kampsang og hvor Grundtvig fik nye melodier, der var engang hvor Erik Grip passede ind i tiden og udviklede sig visemusikalsk. Nu er han der vist bare på almindelig goodwill!

Thomas Kjellerup klarede sig bedre performancemæssigt, er yngre, synger renere, kunne sine sange udenad, var mindre patetisk, men han flytter ingenting. Det er pæne viser, ufarlige, uden kanter, uden overraskelser og kan bedst sammenlignes med ugebladsnoveller og henvender sig vel også til det publikum som læser ugebladsnovellerne.

Jeg ved ikke hvad jeg lavede der i Tivoli Frihedens Restaurant Terassen den fredag aften – udover at jeg var i godt selskab.

Link: Erik Grip: www.grip.dk
Thomas Kjellerup: www.thomaskjellerup.dk

Musik

Live… Veto

Skriv en kommentar

Kulisselageret fredag den 31. marts 2006

En stilsikker energiudladning på Kulisselageret i Horsens, hvor henved 100 mennesker havde fundet vej for at høre Veto.

Fem kvarters koncentreret energiudladning af en ualmindelig godt sammenspillet gruppe. Der er ingen slinger overhovedet og den bemærkelsesværdige sikkerhed i de til tider ganske skæve taktarter demonstrerer et musikalsk overskud, som Veto formår at kanalisere ud over scenekanten således at selv de mest komplekse dele af musikken uden videre kan kaperes og med den virkning at en ren 4/4 takt bliver den rene forløsning.

Troels Abrahamsens vokal henover infernoet af brudte takter, skæve guitarfigurer og sofistikerede akkordskift binder det hele sammen til en meningsfuld oplevelse. En meningsfuld energiudladning.

Jeg har siden de første demotracks med Veto på mymusic.dk troet på projektet, men efter at have oplevet Veto live er jeg slet ikke i tvivl om at de har en berettigelse på den danske musikscene.

Kommentarer

| Troels d. April 07 2006 00:17:44

Hej Alex
Dejligt at du kunne li’ koncerten. Vi ses snart…

Musik

Live… Harald Haugaard & Morten Høirup

Skriv en kommentar

Dansk folkemusik
Hotel Nyborg Strand, 5. mar. 2006

Det er dog en fornøjelse at høre et par folk som bekender sig til traditionel folkemusik og som samtidig er så dygtige på deres instrumenter, så avancerede, så præcise, så hurtige og så afdæmpede.

Det var søndag formiddag og det var blevet halvsent lørdag aften, så omstændighederne passede perfekt til musikken. Læne sig tilbage, lytte og give sig selv lov til at lukke stemningerne ind. Ingen sangtekster at forholde sig til, kun musikken som vekslede mellem de hurtige dansenumre og de langsomme ballader.

En nærmest ekvilibristisk Harald Haugaard på fiol og en Morten Hoirup på guitar som til tider spillede jazzakkompagnement med to akkordskift i sekundet og til andre tider følsomt melodispil. Det var perfekt, stemningsfuldt og livgivende. Og der var stil over duoen. Der var ikke meget langhåret 70’er-kollektiv over de to herrer. Ikke fordi det gjorde musikken bedre eller dårligere, men det fik mig til at tænke på at den danske folkemusik så ganske bestemt er på vej ind i en ny æra, (og har været det i nogle år) hvor det ikke kun er visetraditionen der dyrkes og fornyes, men også den instrumentale del. Det er forfriskende dejligt med fornyelsen, hvor den musikalske tradition udsættes for dygtige musikere, der tør at harmonisere akkompagnementet lidt anderledes, som tør at lade nutiden smitte af på traditionen. Det er nødvendigt for at traditionen kan leve videre! Haugaard & Hoirup er et eksempel, men ogs Phønixer et lysende eksempel på nytænkning af traditionen, for slet ikke at tale om Sortenmuld, som gik skridtet videre og gjorde middelalderviserne til drømmende trance-elektronika..

Der skal dødogpine findes veje til at få landets helt unge til at bruge folkemusiktraditionen og en af vejene er at introducere de dygtige folkemusikere for de unge rockmusikere, de unge der dyrker hiphop osv. Ikke for nødvendigvis at blande genrerne, men fordi de unge musikere ofte overhovedet ikke har noget forhold til folkemusikken!

Links:

Haugaard & Hoirup www.hhduo.dk
Phønix www.phonixfolk.dk
Sortenmuld www.sortenmuld.dk

Musik

Live… Eivør Pálsdóttir & DRs Big Band

Skriv en kommentar

Man. 6. mar. 2006

Jeg hørte nogen kalde Eivør for Færøernes Björk og fattede straks interesse. Og med udsigten til Eivør sammen med Danmarks Radios Big Band skruede jeg forventningerne godt i vejret.

Det VAR spændende og medrivende at høre Eivør Pálsdóttir sammen med DRs Big Band på Hotel Nyborg Strand i lørdags. Eivørs sang er hentet dybt nede i menneskets urhistorie og man fornemmer en urkraft som bringer billeder frem i erindringen. Billeder som ikke står klart og som ikke er personlige erindringer men måske er meget dybtliggende nedarvede urkulturelle billeder af “det oprindelige” uden at det står mere klart end det.

Og det handler ikke om noget strengt musikalsk, men om hele Eivørs fremtoning. Stemmens klang, det store register hun spænder over med vidt forskellige udtryk, det eksotiske færøske sprog, det lange lyse hår, den nærmest krampagtige måde hun håndterer håndtrommen på. Eivør er en drøm om det oprindelige, om den meningsfulde og nødvendige sang. Den samlede fremtoning blev kun lidt forstyrret af den lidt popsmarte kapelmester, Nikolaj Bentzon..

Sammensætningen af urkraften Eivør med BigBandet er en oplagt spændende ide som en undersøgelse af om de to meget forskellige udtryk kan tilføre hinanden nye dimensioner. Eivør giver bigbandarrangørerne et spændende udgangspunkt for eksperimenter med nye udtryk til orkesteret, hvilket der sandsynligvis vil kunne komme mange flere spændende ting ud af, men den anden vej synes jeg at de aktuelle arrangementer kun tilfører Eivørs udtryk forvirring. Mit indtryk af Eivør som en urkraft passer dårligt sammen med sofistikerede moderne arrangementer, som i sig selv er hørværdige og spændende.

Måske skal jeg bare til koncert igen og høre Eivør Pálsdóttir solo eller i en anden sammenhæng.

Forslag: Eivør sammen med Safri Duo (kun slagtøj)

Eivør Pálsdóttirs hjemmeside: www.eivor.com

Musik

Jeg lytter til… Veto – There’s A Beat In All Machines

Skriv en kommentar

Så kom den. 
Vetos første fuldlængde og nationwide-distribuerede CD, som kom til at hedde “There’s A Beat In All Machines”. Det skulle den jo næsten hedde. Flere har skrevet om Veto som The Missing Link mellem elektronica og rock’n’roll. “There’s A Heartbeat In All Machines” kunne den også have heddet for der er meget levende musik at hente her.

Drengene fra Veto skal nu ud på den store tur, og de har fortjent det!

Uanset alle forsøg på genrebetegnelser, spekulationer om bandets potentialer og overvejelser om hvem Veto lyder som, laver de musik som trænger sig på, og det er hvad god musik skal; trænge sig på. Musik kan være alt andet end ligegyldig. Lytteren skal fornemme nødvendigheden. Nødvendighed, og ikke meget andet, giver den store musikoplevelse og Veto har noget af det. Det er bundet meget til Troels Abrahamsens indtrængende og insisterende stemme, men det er mere end det. Der er en energisk kompromisløshed, som virker troværdig, i musikken. Der er en frækhed i arrangementerne, ikke en flabethed, men en fræk kant i måden at skrue numrene sammen på, som gør at man hænger på som lytter.

Veto tager på tur rundt på landets spillesteder her i foråret og lægger også vejen forbi Austin, Texas, hvor de er inviteret af Music Export Denmark.

Vetos hjemmeside: www.vetonet.dk

Musik

Musikkanon 2006

Skriv en kommentar

8. jan. 2006

Det vrimler med kulturkanoner, hvilket er en udmærket anledning til at diskutere hvad der er godt og skidt

Det er tankevækkende med alle disse kanoner i disse år, men det handler jo om en værdikamp og om en opmærksomhed på ”det danske” i almindelighed? Der er et udbredt behov for diskussion af hvad det vil sige at være dansk, og så er der altid nogen der gerne vil forenkle det hele, sætte det op i kolonner og skemaer, så det er nemt at overskue. Og nu skal den rytmiske musik også have sin helt egen statskontrollerede kanon med Brian Mikkelsens underskrift, hvorfor alle mulige andre selvfølgelig iler med deres bud.

En liste med de mest betydningsfulde albumudgivelser vil altid give anledning til diskussion, hovedrysten og ”hvorfor er dit nu ikke med?” eller ”hvorfor er dat nu med?” Det kan ikke være anderledes og det er godt sådan. Det er vel netop den diskussion der skaber bevidstheden om den danske kulturarv. En rytmisk-musik-kanon er et oplæg til diskussion og kan næsten ikke være andet.

Gaffa har lavet sin egen musikkanon, måske for at inspirere Brians udvalg, måske bare for at starte diskussionen. Fint nok! Det er ikke en liste med de store overraskelser, men det skal den slags lister vel heller ikke være. Det er de storsælgende albums der er med, og man kunne næsten have Tuxen og Ramsdal fra Gaffa mistænkt for at have skelet til hitlisterne fremfor det musikalsk skelsættende og det som musikalsk førte videre, men alt i alt er det en fair liste med en argumentation der kan accepteres.

Tuxen og Ramsdal gør selv opmærksom på det problematiske i at tage helt nye værker med på listen. Jeg vil endda sige at det er særdeles problematisk og misvisende at medtage helt nye værker på en sådan liste. Nephews USADSB fra 2004 og måske også Kashmirs ”The Good Life” fra 1999 hører ikke med her. Hvilken indflydelse disse kunstnere og disse værker får vil være uvist mange år ud i fremtiden og at tage så nutidige værker med på listen kan ikke være andet end et (mere eller mindre kvalificeret) gæt. At Nephew er blevet hypet af Gaffa og brancefolk i almindelighed gennem de sidste par år er ikke ensbetydende med at Nephews indflydelse på dansk rytmisk musik holder i mere end ganske få år. De hører ikke med på listen over obligatorisk kulturarv – endnu. Personligt tror jeg ikke på Nephews holdbarhed, men at sætte dem på listen er selvfølgelig blot endnu en måde at placere dem inde i varmen. (!!)

Så mangler vi bare at få indført nogle kontrolspørgsmål i regeringens 40 spørgsmål til mennesker som ønsker dansk statsborgerskab. De skal jo kende til den danske kulturarv og det ville da være ønskeligt om alle nye danskere kender ”Hubertus”, ”Pilli Willi”, ”Vi elsker uniformer” (ups, den er måske ikke så god i denne sammenhæng?), ”Dear Little Mother” og alle de andre.

Gaffas kulturkanon januar 2006
Steppeulvene – Hip – 1967
Savage Rose – Dødens triumf – 1972
Kim Larsen – Værsgo – 1973
Gasolin – Efter endnu en dag – 1976
C. V. Jørgensen – Storbyens små oaser – 1977
Kliche – Supertanker – 1980
Lars HUG – Kysser himlen farvel – 1987
Tv2 – Nærmest lykkelig – 1988
Anne Linnet – Jeg er jo lige her – 1988
Sort sol – Glamourpuss – 1993
Kashmir – The Good Life – 1999
Nephew – USADSB – 2004

Musik

Live… Johnny Madsen og attituden

Skriv en kommentar

nov. 2005

To akustiske guitar, en hi-hat og en lilletromme, Madsen, Møller og From. Mere behøver man ikke for at vise hvad rock’n’roll er.

Henrik From er steady, Knud Møller kan alle de rock’n’roll-licks der nogensinde er hørt i verden på sin guitar og Johnny Madsen har attituden. Mere skal der ikke til. Der er noget befriende ved at sidde i et pænt selskab på grønne plasticstolerækker i en sportshal og labbe Madsens rock’n’roll-historier i sig.

Der er ikke noget nyt under solen. Musikken er den samme som for 15 år siden. Der er nogle nye titler, bevares, men stilen er den samme, countryblues, countryrock, blues og rock’n’roll, som den har lydt siden “Nattegn” og “Bounty Blue”. Historierne er de samme. Og hvis det i virkeligheden ikke er de samme historier, så passer de bare så godt ind i stilen og til attituden, at man synes man har hørt dem før. Attituden gør at troværdigheden er så stor at historierne bliver sjove på den der fisker-agtige måde, som er kendetegnet ved en lille distance til den overdrevent cool facade.

Møller kan spille og Madsen kan fortælle rock’n’roll.