LIVE… Mew – Yes!

nov. 2005

Jeg var til Mew-koncert i Århus forleden og det var en overraskende god oplevelse!

Jeg har ellers haft det svært med Jonas Bjerres vokal, har syntes den var fimset og selvhøjtidelig, men i livesammenhængen fungerede den storslået. Den står som en skrøbelig og næsten nødvendig modsætning til den tunge backing som bandet leverer.

Det samme gjorde sig gældende i det gamle symfoniske rockband Yes, hvor forsanger Jon Andersons tynde falsetstemme på samme måde skabte en modvægt mod det tunge band. Faktisk blev jeg under Mew-koncerten flere gange næsten tvunget til at tænke tilbage på Yes midt i 80’erne. Mew udmærker sig ved at være en del mere sofisticeret i melodiopbygningen end Yes, men lyden og hele stemningen i musikken ligger så tæt op ad min oplevelse af Yes (som lige har holdt 35 års jubilæum i branchen!) at Mew live slet ikke virkede så moderne og nyskabende, som jeg måske havde forventet.

Men det var en god koncert og en god oplevelse – stille og roligt!

LIVE… Björk. Hvad er det hun gør ved mig?

aug. 1998

Da jeg var 15 år og året var 1977 “opdagede” jeg Beatles. Jeg følte mig lidt bagud for min tid, men musikken talte til mig og den blev en del af mig. I midten af 80erne, og jeg var omkring 25, “opdagede” jeg Tom Waits og indarbejdede hans fandenivoldske papkassemusik i min måde at tænke musik på. Personen, musikken, instrumenteringen, stemmen, teksterne og hele stemningen passede sammen – og passede sammen med mig på netop det tidspunkt i mit liv.

Nu er jeg midt i 30erne og vi er i 1998 og måske havde jeg helt glemt at man kan “opdage” ny musik. At man pludselig kan falde over en kunstner, som virkelig taler til en. Måske har jeg gået og troet at det var noget der hørte til i teenageårene, hvor identitetsdannelse og oprør er tæt kædet sammen med populærmusik. Måske har jeg gået og troet at det i det mindste hørte til i de unge år, hvor man er fri, uafhængig og kåd.

Og så sniger denne lille islandske kunstner sig ind på mig. Langsomt men sikkert. I 1988 hørte jeg tilfældigt islandske Sugarcubes, hvor jeg måtte stoppe op og lytte: -Nådada for en stemme! Og så pludselig i 1993 var hun der med fuld styrke. I pladebutikkerne, i radioen, på TV, i bladene. Stor promotionoffensiv og al den usmagelige mediegejl! Men hun ramte et eller andet i tiden – og i mig!

Så jeg måtte til Skanderborg Festival for at høre Björk! Og det var helt fantastisk! Der er “noget” ved hendes musik, hendes person, hendes udstråling. Jeg ville gerne kunne slå det hen med en smart bemærkning om hendes udseende eller hendes islandske accent, når hun taler engelsk, men hun er magisk og karismatisk og jeg indser at det faktisk er mange år siden at en kunstner på den måde har talt til mig. Hun forener den uskyldsrene lille pige og den sensuelle heks. Hun forener de døde maskinlyde med den mest udtryksfulde stemme. Det levende og det døde, det farlige og det uskyldige, maskinerne og urkraften, natur og kultur, det smukke og det afskyelige, det tiltrækkende og det frastødende. Modsætninger som alle forenes i dette menneske og den musik hun skaber.

På scenen var, udover Björk, den islandske strygeoktet, hun har brugt på sine plader samt en stor sampler, som blev styret af en dybt koncentreret maskinmester, Mark Bell. Vi er efterhånden så vant til at orkestret med trommer, bas og guitar er på scenen, mens strygerensemblet er samplet på keyboardet og der bliver brugt flittigt. Vi ved godt at de strygere vi hører i pop- og rockmusik oftest er en synthesizer. Her var det imidlertid lige præcis omvendt! Hele “orkesteret” var samplet og kun strygerne var på scenen!

Dette handler naturligvis om en meget personlig oplevelse og det er et problem, når jeg nu ønsker at indkredse magien eller når jeg ønsker at delagtiggøre andre i oplevelsen. – Oplevelsen af musik er irreversibel, siger Peter Bastian. Man kan ikke omsætte musikoplevelsen til ord, billeder, forklaringer eller noget som helst andet (på samme måde som man ikke kan forklare oplevelsen af f.eks. farven rød) – og her står jeg med en stor, stor oplevelse og en ubændig trang til at formidle min oplevelse!

Hendes stemme når så langt ud og så dybt ned. Det er ikke ordene, for dem har jeg knap nok lyttet til endnu. Det er stemmen, klangen, instrumenteringen, musikken og de mange lag af udtryk der ligger i kombinationen af disse delelementer. Det er hele stemningen i musikken: på en gang melankolsk og livgivende. Musikken vækker nogle følelser og stemninger til live i mig. Stemningen overføres umiddelbart til mig. Jeg er modtagelig. Måske er netop det en af hemmelighederne? Intet kan opleves intenst hvis man ikke er åben og modtagelig, men denne musik har nogle indbyggede mekanismer, der trykker på nogle knapper hos mig, så jeg faktisk bliver modtagelig, når jeg hører den. En slags selvudløser.

Et ubehageligt og konkret eksempel er nummeret “Pluto” fra det nyeste album “Homogenic”. Det er så grimt at jeg næsten ikke kan holde ud at lytte til det. Der er noget manisk, noget hypnotiserende, noget skræmmende og angstfremkaldende ved det nummer. Gentagelserne, den forvrængede, næsten hysteriske, stemme, maskinerne, uroen, trommerne som ikke er trommer men samplet støj. Nogle gange er jeg nødt til at springe til næste nummer på pladen fordi jeg simpelthen ikke kan udholde at høre det til ende. Hun sluttede af med netop det nummer ved koncerten i Skanderborg og hele min skrækfornemmelse blev forstærket af et lysshow som understregede det mareridtsagtige ved at oplyse publikum med et særdeles skarpt blinkende lys, netop i de, for mig, hypnotiske gentagelser. Jeg havde svært ved at udholde det, men det gjorde noget ved mig, og det gør noget ved mig. Det rammer mig på et ømt sted, og jeg ved det godt. Det rammer et sted i mit sind, hvor jeg ikke ønsker at være. Det rammer en side af mig, som jeg ikke ønsker at kende. Det er måske som Peter Bastian (ham igen!) påstår: nemlig at musik man frastødes af, er musik som appellerer til sider af ens personlighed som man ikke vil kendes ved. Er det derfor? Og idet dette nummer kaster mig ud i et bølgende følelseshav, så er det vel netop fordi det virkelig kan noget og gør noget, fordi det er vedkommende eller ihvertfald vedkommer mig. Det er naturligvis ikke noget objektivt kvalitetsstempel, men blot en konstatering af at det gør noget ved mig.

Modsætningerne er centrale. Popmusik bekræfter lytteren i hans/hendes livssituation og vi vælger musik, genre, kunstner og melodi, som bekræfter eller understreger vores sindsstemning eller måske vores drømme. Vi låser os måske fast (for en tid) og er til hiphop, klassisk, jazz, techno, thrashmetal, barok, country & western, Beethoven, Bee Gees eller Blur og vi bekræftes i, eller drømmer, at musikken er et billede af vores liv eller vort inderste. Der findes sandsynligvis god musik i alle genrer, men hvis musikken skal andet end at bekræfte må der være en modsætning, en konflikt. En novelle, en roman eller en film er også en ligegyldig historie, hvis der ikke er en konflikt. Modsætningerne skal være der for at vi kan tage stilling. Modsætninger er det der driver fremad. Og hos Björk springer modsætningerne i øjnene – og ørerne. Jeg, der altid har haft lidt modvilje mod maskinerne i musikken, ledes af hendes livfulde, kraftfulde, dynamiske stemme ind i en verden hvor maskinlydene er en uundværlig del af udtrykket. Jeg drages af hendes stemme og frastødes af maskinerne men oplever pludselig ikke mere maskinerne som en modstander. Min modtagelighed tunes ind på oplevelsen af det hele på en gang og med eet står jeg midt i en totaloplevelse, hvor alle musikkens delelementer ophører med at eksistere og jeg bare oplever.

En gammel jazzmusiker sagde engang, da talen faldt på musikgenrer og på om jazzmusik var bedre end rockmusik og klassisk musik, at der kun findes to slags musik, nemlig god musik og dårlig musik. Måske kan udsagnet udbygges ved at sige at dårlig musik er musik som er ligegyldig og at god musik er musik som tvinger mig til at forholde mig udover musikken – f.eks til mig selv?

Jeg lytter til… Daniel Lanois

maj 2005

Canadiske Daniel Lanois balancerer på kanten mellem det banale og det sublime. Hans seneste udspil, ”Shine” fra 2003, er et godt eksempel på at afdæmpet og stille vellyd ikke nødvendigvis behøver betyde kedsommelighed og konformitet.

En stor sanger er han måske ikke, men den inderlighed der bliver eksponeret ved at hans stemme ligger så langt fremme i lydbilledet, bliver en påtrængende påmindelse om at en sangers evne til at udtrykke sig er noget ganske andet end tillært sangteknik.

Det er ikke nogen hemmelighed at Lanois har produceret et af mine favoritalbums fra 80erne, nemlig U2s ”The Joshua Tree” og iøvrigt også andre U2-albums, og det kan ikke undgå at farve min lytning. Der er ikke mange lighedspunkter mellem U2 og Daniel Lanois, og så alligevel…… hist og her er der en guitar som giver mindelser om Edge sidst i 80erne, men det der kendetegner produktionen er det distinkte og klare lydbillede. Alle instrumenter og stemmer står klokkeklart og det er en nydelse at lytte og lade sig føre med af vellyden og de – ved første ørekast – lidt letbenede melodier, som ved hvert eneste genhør vinder og bliver lidt mere eet med arrangementet.

Daniel Lanois er virkelig værd at lytte til!

Er det nu synd for Tina Turner?

8. maj 2005

Den husstandsomdelte gratis avis ”Søndagsavisen” skriver i dag at det er synd for Tina Turner at hun ikke vidste at et evt overskud ved HCAndersen-showet i Parken skulle gå til velgørenhed.

Ingen af de interviewede kunstnere bruger ganske vist netop den formulering, men sådan lyder overskriften, og Rebecca Brüel, Anders Blichfeldt og Signe Svendsen synes alle tre at det er i orden at fru Turner fik en million dollars + det løse for at synge to sange til et medbragt kassettebånd. Det er ikke fru Turners griskhed men amatøragtige arrangører der er skyld i underskuddet, siger de.

Det er jo markedsmekanismerne der udstilles fra sin allergrimmeste side. Den får alt hvad den kan trække. Hvis nogle amatørarrangører ovre i Danmark vil betale en mio. dollars for ti minutters optræden så skal de da betale. Så enkelt er det – fuldstændig uanset om det er en rimelig pris.

Og det er da ikke synd for Tina Turner at hun er blevet prygelknabe og kan sætte 5,7 mio. kr ind på bankbogen. Hun kan da bare betale dem tilbage, eller give de 5 mio. kr til det projekt der skulle støttes i Afrika.

Og s må arrangørerne have lært at musik-bookingbureauer er som handlende på en markedsplads i Sydeuropa. Den ”special price for you” man får tilbudt er et udgangspunkt for forhandling og hvis man betaler den først forlangte pris er det enten fordi man har rigtig mange penge eller fordi man ikke ved hvad tingene er værd.

Gasolin… Et genhør

19. sep. 2005

Jeg ved godt jeg er bagefter. Jeg ved godt det er længe siden at Gasolins samlede værker udkom i en black box, men jeg har altså først fået fingre i den nu.

Det er jo et fantastisk genhør. En hel eftermiddag og en hel aften med Gasolin – i 2005!!

De første og ældste Gasolin 1, 2 og 3 har jeg ikke det helt nære forhold til (selv om “Inga, Katinka…” står klart i huskeren), men når vi når til “Stakkels Jim” fra 1974, så står der så klare billeder af “Bingo Bingo Hvor skal du hen?”, “Alla-tin-gala” og P4 i P1 søndag aften og transistorradio at det næsten føles mærkeligt at høre det igen.

Og “Gas 5”. Jeg husker da jeg udfyldte bestillingsformularen i biblioteksbussen som kom forbi en gang om ugen, og “Gas 5” blev albummet som er uløseligt kædet sammen med den første kæreste, de første fester hvor lyset blev slukket og det første kys. “Gas 5” var det man altid kunne blive enige om at høre, når man ellers ikke kunne blive enige.

“Efter endnu en dag”, hvor Gasolin pludselig blev sofisticerede må være det musikalske højdepunkt, som jeg dyrkede lidt mere hemmeligt. Det blev aldrig en festplade som “Gas 5”, men en spille-højt-plade derhjemme på værelset ved de musikalsk tolerante men lidt uforstående forældre. For måske første gang bemærkede jeg snakken om produceren, som også lavede de første Queen-plader og jeg syntes jeg kunne høre den samme lyd på “Twilight Birds” og “Bohemian Rhapsody”. “Efter endnu en dag” er mit bevis på at Gasolin kunne mere end de ville være ved.

“Live Sådan”. Det kan stadig ærge mig at jeg sagde nej til at tage med til koncert med Gasolin i Holstebro-hallen. Jeg havde lige været til koncert med Suzi Quatro (!!!) og havde måske brugt mine surt sammensparede avisrute-penge. Jeg husker ikke hvorfor jeg ikke tog med, men jeg husker at jeg allerede umiddelbart efter koncerten ærgede mig.

“Gør det noget”. Jeg oplevede “Gør det noget” som en nedtur. I dag synes jeg egentlig der er meget godt Gas-musik på “Gør det noget”, men i ungdomsklubben var det ikke et hit. Der blev ganske vist spillet “Strengelegen” for fuldt drøn og “Det bedste til mig og mine venner” kunne vi også hele teksten på, ja og “Længes hjem” og “Get On The Train” blev da også spillet, men der var en klar fornemmelse af at Gasolin ikke var det samme mere. Måske var det bare os der var blevet et par år ældre. Det blev vigtigt at være noget for sig selv og når vi ikke kunne blive enige om hvad vi skulle høre, kunne vi ikke længere blive enige om at høre Gasolin.

Jeg lytter til… Tom Waits – Real Gone

20. apr. 2005

Jeg elsker at lytte til Tom Waits og det er mig en gåde hvorfor. Måske kræver det en større psykologisk undersøgelse, en gåen i dybden i sjælen, hvor mærkelige traumer, fortrængninger og forskydninger ligger gemt. Måske er det alle de forbudte længsler Tom Waits igen og igen piller ved med sin musik som lydmæssigt ligger så langt væk fra tidens mainstream-produktioner, som tænkes kan. Jeg fristes til at bruge popmusikkens målestok og sige at produktionen er ”grim”, men det er den netop ikke. Den er lige præcis så beskidt, kantet, rusten og popmusikalsk ukorrekt som Tom Waits skal være for at være god.

Og hvordan kan det grimme være værd at lytte til? Fordi det ikke er grimt. Det er den forkerte målestok. Det er forkert spurgt. Det er ikke grimt. Det kalder på nogle dunkle sider i sjælen, ikke okkulte og sorte, men skæve og fremmedartede. Det er ikke aggressivt og fjendsk, det er insisterende, indladende og påståeligt. Og det er velkendte blues- og boogie-akkordgange fremført med en næsten karikaturagtig kantethed.

Og så er der beatet. Når Björk laver digitalt manipulerede beats med menneskestemmen er det jo ikke noget hun har fundet på. Det har Tom Waits lavet i årevis og også på ”Real Gone”. Han kombinerer støn, gylp, smask, pisk, klokker, trommer og papkasser og laver et umiskendeligt Waits-beat med et back-beat, der til tider slæber sig afsted som en halt tigger, til andre tider energisk driver historien fremad. Og skrammel-beatet skaber også, og jeg ved stadig ikke hvorfor, passage til hengemte sider af lytterens personlighed.

Blot jeg hører Tom Waits’ stemme ser jeg for mig et helt freak-show med Mr. Waits selv som konferencier. Jeg ser dværge, en oversavet dame, en drikfældig knivkaster, en piercet bodypaintet enarmet på en ethjulet cykel, flere dværge, skeløjede benløse, kalveknæede armløse der står på hovedet, hjulbenede ildslugere og alle de andre.

”I wish I had some whisky and a gun, my dear”

West Side Story Revisited

13. apr. 2005

Foranlediget af en forkortet amatør-opførelse af West Side Story i nabolaget måtte jeg hjem og finde den gamle video med filmudgaven fra 1961 og sjældent har jeg nydt et gensyn som jeg nød dette.

Romeo og Julie-fortællingen fra New Yorks gader med musik af Leonard Bernstein er en nydelse fra start til slut. Musikken og dansen gør det til en aldeles storslående oplevelse og jeg ser pludselig at Michael Jacksons danse-på-gaden-videoer må have hentet en del inspiration i startsekvensen fra West Side Story.

Startscenen er et studie værd i sig selv. Den langsomme og knipsende opbygning af en dans som lægger sig tæt tæt op ad den komplekse og komplicerede musik og udvikler sig til et slagsmål mellem The Jets og The Sharks er et dejligt eksempel på forskellen mellem nutidens hæsblæsende musikvideoer, hvor der bygges op til klimaks og vi får en slags forløsning i løbet af tre minutter, og den langsomme, pirrende stablen små nye musikalske og koreografiske elementer oven på det foregående.

Og jeg ved godt at det er meget tydeligt at alt er optaget i indendørs kulisser, og jeg ved godt der er noget morsomt i at folk pludselig bryder ud i sang, men jeg nød gensynet.

Mon ikke vi snart ser en genindspilning af filmen som vandt ti oscars i 1961?

LIVE… Karen Busck

mar. 2005
Nyborg

Som en velment ekstra bonus ved et større arrangement i går blev jeg nærmest tvangsindlagt til at høre Karen Busck unplugged.

Hun har en aldeles dejlig stemme, synger formidabel godt og ser jo aldeles sød ud. Så er det på plads og så er det sagt.

Den bløde pop har selvfølgelig en berettigelse, som morgenmusik i radioen, som baggrundsmusik i Kvickly og som konsumvare i almindelighed. Den bløde pop uden kanter, som bliver spyttet ud fra ethvert pladeselskab med respekt for aktionærerne, er en vare med begrænset levetid, hurtig omsætning og krav om at der i næste uge kommer noget nyt, som lyder magen til men med en ny frisure.

Selvfølgelig var det bare mig der ikke lige var modtagelig i går aftes. Jeg vidste det på forhånd. Jeg har fået nok. Der skal være noget kant ellers er det spild af tid. Enten i teksten eller i musikken eller i påklædningen eller i serveringen eller i præsentationen mellem numrene. Et eller sted skal der være lidt kant, lidt stædig ønsken at være anderledes, selvstændig og unik. Det er ikke nok at være pæn og lige så dygtig som alle de andre.

At lytte til Karen Busck i aftes var som at sidde og stirre på en Per Arnoldi-plakat. Det er jo meget pænt og man kan ikke sætte fingeren på håndværket, men man er færdig med at se på billedet i løbet af forholdsvis kort tid. Man vender sig for at se om der ikke sker noget mere spændende andre steder lokalet. Jo sørme, der er en der sidder og piller næse.

LIVE… Elvis Costello

jan. 2005
Vega, København

Og så var jeg til koncert med Elvis Costello i Vega i København. Elvis Costello, som jeg aldrig har dyrket, men som altid har været der. Costello som kørte på kassettebåndoptageren med “Watching The Detectives”, da jeg var flyttet hjemmefra i slutningen af 70erne. Costello som pludselig ramte mig i midten af 80erne med “I Want You” fra “Blood & Chocolate” og som overraskede mig voldsomt i 90erne, da hans samarbejde med den vistnok 80-årige Burt Bacharach udmøntede sig i et album der fuldstændig slog fødderne væk på undertegnede med sin blanding af umiskendelige Bacharach-arrangementer og Costellos mange ord og store stemme. Costello som har prøvet det hele, alle genrerne, alle ordene, alle scenerne og som med jævne mellemrum altid vender tilbage til den melodiøse rock’n’roll.

Det var en rørende god koncert. Rørende fordi musikken rørte mig, rørende fordi der hos publikum tydeligvis var stor respekt for manden på scenen og hans værk og rørende fordi Costello viste respekt for sit publikum ved at spillede omkring 30 sange på 2 timer, ingen snak, ingen pjat, ingen krukkeri, han ved hvad han er god til og hvad publikum er kommet for, nemlig at høre ham synge sine sange.

Repertoiret var spredte pluk fra det enorme bagkatalog som Declan McManus (hvis mine forældre havde døbt mig sådan ville jeg nok også have kaldt mig selv Elvis!) har at plukke fra. Hundredvis, ja måske tusindvis af sange er der at vælge imellem fra næsten 30 år med guitaren om halsen, og vi fik både “Watching The Detectives” og et udvalg fra det nyeste album.
Besætningen, The Imposters, fik måske det hele til at lyde lidt ens, selv om Costello med ironisk star-attitude skiftede guitar mellem næsten hvert nummer ved at holde guitaren ud i en strakt højre-arm, mens han med sammenknebne øjne bag de orangefarvede brilleglas stirrende stift på publikum, talte sekunder før roadien havde byttet guitaren ud. Kun når der var en ballade på programmet ændredes lydbilledet så markant at Costellos stemme virkelig kom til sin ret.
Costellos stemme er i mine ører en af rockmusikkens helt store. Det er ikke en typisk rock’n’roll-stemme, men derimod måske en stemme fra tidligere schlagertider og netop denne stemme i kombination med den melodiøse rockmusik giver mig en rigtig god fornemmelse af kontinuitet og genkendelighed men også af noget der peger fremad.

Eller også er det bare fordi han har stået på scenen i al den tid jeg har kaldt mig selv voksen. Et koryfæ man ikke kan komme udenom, ligesom Stones, U2 og nogle få andre overlevende, som har været med på hele min rockmusikalske vej til 2005.

Nyt navn til Melodi Grand Prix?

feb. 2004

Den danske udgave af årets Melodunte Grand Prix er nu vel overstået og sejren gik velfortjent til Tomas Thordarson der med sin latininspirerede ”Sig det’ løgn” overbeviste hele landet om at han skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Tyrkiet.

Jeg synes showet bør skifte navn eller indhold. Enten skal ordet ”melodi” fjernes fra showets navn eller også skal alle melodier synges af samme sanger.

Dysten er nemlig kun i meget beskedent omfang om hvilken melodi der er bedst, men derimod om hvilken popsanger der agerer bedst, klæder sig bedst, har mest udstråling, synger bedst, ser bedst ud, taler bedst, er mest sexet, er mest charmerende og rammer bedst. Melodien er selvfølgelig ikke uden betydning, men har helt afgjort mindre betydning end alt det andet. Konkurrencen kunne hedde ”Dansk Popsanger Konkurrence”. Det er meget tydeligt når man læser aviser og blades efteromtale af showet at al fokus er på personen og ikke på melodien.

Hvis det skulle være en konkurrence mellem melodier skulle hovedpersonerne være komponisterne og måden at flytte fokus kunne være at gribe tilbage og gøre som man gjorde i Melodi Grand Prixets barndom, nemlig at lade alle sangene blive sunget af samme sanger (evt. to). Jeg ved ikke hvor mange år man gjorde det, ej heller ved jeg hvorfor man gik væk fra ideen og jeg kan sagtens se at det ikke er problemløst at lade de samme sangere synge alle sangene. De udvalgte sangeres stemmer og personligheder vil måske passe bedst til en bestemt type sange som derved opnår et fortrin, men det er dog langt at foretrække for den nuværende fokusering på sangeren fremfor sangen.